torsdag den 3. maj 2012

I parasollens skygge.

...ja, der har vi befundet os i 12 dage i streg - kun med enkelte ture i poolen eller i bølgen blå. Hvis vi skal sige det selv, så er vi faktisk ret gode til at holde solferie...


Inden ankomst til Aruba, var vi lidt nervøse over, at der var lovet tordenstorm og store mængder vand til vores solskins-ø. Hverken torden eller regn så vi heldigvis skyggen af - sol, sol og atter sol kunne vi i stedet nyde i fulde drag.

Vi boede på et lækkert resort, der havde det, som alle gode resort´er bør have - en god seng og en lækker strand. Oven i det var der også en lækker pool. Og så skal vi ikke bede om meget mere... Udsigten fra vores værelse så således ud:


Vi fandt hurtigt vores faste rutine. L. stod op først og fandt dagens solsenge og reserverede dem. A. stod derefter op og prøvede at se vågen ud. Så spiste vi morgenmad - fra en kæmpe buffet, med alt hvad hjertet kunne begære, skyllet ned med en virkelig god kaffe. Retur på værelset skiftede vi til badetøj og så ud under parasollen.
A. holdt sig helst i skyggen:


L. vovede sig af og til ud i solen:


Den opmærksomme læser vil måske bemærke et bryllup i baggrunden, på ovenstående billede. Det var L. tydeligvis ret ligeglad med. Der var noget sport, der skulle læses om.
På de 12 dage vi var på Aruba, så vi intet mindre end 3 bryllupper i strandkanten... A. gik lidt mere op i globryllupper end L., hvis nogen skulle være i tvivl.

Et smut til Oranjestat fik vi presset ind i mellem solbadning og søvn. Det er en lille by, der tydeligvis er bygget op omkring havnen, hvor krydstogtskibene ligger til havn. Vi taler et marked med massevis af farvestålende boder og lækre, dyre butikker, side om side. 


Der gik lidt sport i at finde de bedste restauranter på ø'en, og vores konklusion må blive, at brasiliansk er toppen. Vi var på det første brasilianske steakhouse i Vietnam, som i høj grad var en succes. Så da vi opdagede at der var hele 2 af slagsen på Aruba, besluttede vi os for at prøve dem begge.
På et brasiliansk steakhouse er der en stor buffet med brød, ost, grønt, frugt og salater i alle afskygninger. På bordet har men en brik, der er rød på den ene side, grøn på den anden. Vender man den grønne side opad kommer tjenere med store spyd med kød, skærer en skive eller 2 og går videre. Den næste tjener byder på stykker med kylling. Den næste byder på pølse. Den næste byder på stegt ananas. Osv. Når man ønsker en pause, vender man den røde side på brikken opad. 
- det er genialt!!!!


Efter sådan en middag er der IKKE plads til dessert. 

Tiden gik alt for stærkt. Vi synes lige vi var ankommet, da vi pludselig skulle til at pakke og igen tænke på check-out og overvægt i kufferten (det er mest A. der tænker over sidstnævnte... Lærer det nok en gang.)
Det er helt sikkert, at vi skal til Aruba igen. Helst samme resort. Og helst samme solseng på samme strand.


Alt for Aruba. Vi vender tilbage med nyt fra New York.



onsdag den 25. april 2012

Vi er her stadig...

Ja, det er altså ikke fordi vi har opgivet vores blog, men det er altså svært at finde tid til at skrive på den, når der udenfor er strålende sol, krystalblåt vand og få meter fra ens soveværelse og ud på en solseng.
Med andre ord: Her er en stærkt forsinket beretning fra Aruba om vores ophold i San Francisco.

Efter en dejlig flyvetur over Stillehavet var det tid til et glædeligt gensyn med San Francisco. 
Vi havde denne gang valgt at bo så centralt som muligt, og vores hotel lå midt i downtown området (Union Square) så det kunne ikke være meget bedre.


Der er 7 timers tidsforskel mellem Tokyo og SF, og det kunne vi godt mærke! 
De første par dage var både L. og A. rimelig rundtossede og nærmest konstant trætte. Det, og så en del regnvejr, gjorde, at der blev sovet igennem på værelset, og ikke set det store af byen. L. i særdeleshed var også lidt "mæt" efter de lange gåture rundt i Japans gader, så det gjorde ham ikke det store at der var en masse amerikansk sport i fjernsynet.
A. var også ganske tilfreds med dette, idet hun *tilfældigvis* havde spottet et par butikker lige nede på hjørnet. Vi snakker Desigual, Banana Republic, GAP, Victoria's Secret, Levi's og Urban Outfitters. -Så dem kunne hun jo lige så godt smutte ned i, så L. kunne se sport i fred... -Jow, tak...
Senere, da L. også ville ud og se lidt på omgivelserne, blev det til en tur i den nærliggende Apple-Store, og da A.'s laptop var begyndt at vise alderdomstegn, så var det jo meget nærliggende at anskaffe sig en fin lille Mac. Så det gjorde A. 

Foråret var ikke helt nået til byen, så jakken og de lange bukser forblev på under opholdet, selvom 15 grader tidligt i april vel ikke er så ringe endda.


Det blev til et gensyn med Fisherman's Wharf, hvor L. og A. boede forrige gang, og vi kan hilse at sige at sælerne synes at have det ganske godt. De lå i hver fald og larmede og osede helt som sidst.


Super udsigt fra molen:


Golden Gate Bridge blev atter inspiceret, og denne gang uden medfølgende tåge... Tak for det.


Et smut ned til Castro, det berømte og meget farverige kvarter for homoseksuelle blev til en hyggelig eftermiddagstur. Det første som mødte os da vi nåede frem med sporvognen var... Nå ja, en mand udenfor en café, som tilsyneladende havde glemt sine bukser derhjemme. Og underbukserne... Han stod ganske ugeneret og snakkede med en af sine venner, og virkede hverken påvirket af det ene eller det andet... Oki-doki. A. blev så befippet at hun helt glemte at tage et billede af ham. Beklager.


Generelt var SF cirka som vi huskede den. Super hyggelig og med lidt for enhver smag. Især de fine huse blev fotograferet:



Eneste lille minus (som vi egentlig havde glemt fra sidst, og som ikke er så slemt endda) er, at byen virkelig har mange tosser. Om det skyldes byens fortid som hippie-hjemstavn med rimelig liberalt syn på bevidsthedsudvidende produkter, eller om der findes en anden forklaring vides ikke, men de er altså virkelig talrige, de kære skøre mennesker. De står bogstaveligt talt på hver eneste gadehjørne downtown.




Alt fra folk som *tror* at de er i stand til at spille et instrument (hvilket til tider er ganske underholdende for en kort stund), til folk som snakker med alt og ingenting, tiggere i underlige kostumer osv osv... De er hverken ubehagelige eller truende, og prøver bare at få det til at løbe rundt, men det bliver lidt trættende i længden at afvise 4 forskellige mennesker hver gang man venter på grønt lys ved en kantsten. Måske de skulle overveje om ikke markedet er mættet?

Det er selvfølgelig grundlæggende trist, men det er altså samtidig svært ikke at trække lidt på smilebåndet (især når man har jetlag) når en person, iført høj skriggrøn hat, sidder og beder om penge med en stegepande og et skilt hvorpå der står "need money for weed"... 

Ikke alle hoteller i byen er vildt populære - vi er glade for vi ikke boede på dette, som (tidligere?) medarbejdere opfordrede til at boycotte:


Til gengæld var der ganske hyggeligt på byens mange 50´er-inspirerede dinere:


Under alle omstændigheder fløj tiden afsted i SF og som så mange gange før, var det pludselig tid til at pakke sammen og bevæge sig videre i teksten. Next stop Aruba og mere solskin!

lørdag den 14. april 2012

Et tempel kommer sjældent alene...

De sidste par dage i Kyoto, og dermed Japan, gik som de forrige med sightseeing i stor stil. Fokus var fortsat på gamle bygninger og templer. L. mener personligt han snart drømmer om dem, så mange har han set. A. mener slet ikke hun har fået nok.


Af samme grund var A. endda ude på egen hånd hist og her, når L. sidst på dagen var mæt. Her opdagede hun at templer i Kyoto lukker omkring kl 17. Men så kan man jo se på de flotte mure og porte. Og komme igen en anden dag...

A.´s målsætning om at nå halvdelen af templerne blev, som forventet, ikke helt nået. Med kun fem dage på hånden måtte der prioriteres. Et tempel med flere tusind torii (porte), Fushimi-Inari-Taisha, måtte A. dog se.


Bag hovedtemplet ligger et bjerg med snoede stier som går gennem utallige porte:


Ca. 4 km sti og ca. 40.000 (!) små templer langs denne (nogle af dem er virkelig små, 50x50 cm) var der. Dem magtede vi dog ikke at se alle sammen - sådan noget sightseeing er hårdt for fødderne. Men smukt var det.

Første gang L. og A. var i Japan, gik der lidt ged i det med A. og kortlæsning, hvilket medførte en større detour med kufferter og det hele. Men man lærer af sine fejl. Nogle gange.
I Kyoto havde A. planlagt en nøje rute for den sidste dags sightseeing, men kortet ville ikke helt som A. Resultat: Et tempel som skulle ligge lige rundt om hjørnet, lå i stedet i den anden ende af byen... -Det så altså ikke sådan ud på kortet!
En taxa klarede dog skærene, også selvom alle byens turister synes at skulle samme vej som os. Det var nogle populære templer A. havde udvalgt.
I det mindste var der ingen kufferter med denne gang...

Og frem kom vi da, til dette fine tempel kaldet Nanzen-Ji.


Vi er ikke sikre på hvorfor, men den dag var der ret mange kvinder, der var klædt i den traditionelle japanske klædedragt. Og de så fine ud, at A. måtte prøve at tage lidt billeder af dem.


Da vi kom ud igen fra templet blev L. pludselig shanghaiet. Vi ved ikke helt hvad det gik ud på.


- men L. skulle i hvert fald være med.

Fra Nanzen-ji gik der langs en lille flod en berømt sti kaldet "Path of Philosophy", Tetsugaku-no-Michi, med blomstrende kirsebærtræer på begge sider. Her gik munke i gamle dage lange ture fordybet i tanker. Stien slutter ved templet Ginkaku-ji (hvor heldigt!), ikke at forveksle med Kinkaku-ji. Af samme grund kaldes templet for "sølvtemplet", selvom det ikke er forsølvet...


Lidt moderne arkitektur skulle vi også se. Kyoto har deres eget tårn, Kyoto Tower, som er 131 meter højt, og dermed den højeste bygning i byen.


Her var der lidt indretnings-issues, idet L. er noget højere end den gennemsnitlige japanere, men heldigvis var det ikke noget problem.


L. assimilerer lynhurtigt!


Nishiki market er stedet hvor man kan få det meste; tøj, mad, krydderier, the, sko, tasker, souvenirs... Jo tak. Der var alt. Også virkelig fyldt med mennesker.


A. var ikke lige tilfreds med alle boder:


Der er slet ikke is nok på de fisk. Bittesmå blæksprutter på pind ved vi ikke hvad vi skal mene om... Vi smagte dem ikke!

Slutteligt lidt flere kirsebærtræer (surprise!):


Kyoto er en fantastisk by. Det er lidt underligt at gå rundt i den og vide at alt dette var på nippet til at blive udslettet i slutningen af 2.verdenskrig; Byen var angiveligt udset som mål for den ene af de to atombomber USA smed over landet i 1945, men krigsministeren i USA havde været på bryllupsrejse i Kyoto, og han mente det ville være på linie med at bombe Rom hvad angik historisk værdi. Så amerikanerne valgte Nagasaki istedet. Ikke rart at tænke på.

Dagene i Japan fløj afsted, og pludselig skulle vi retur med Shinkansen til Narita lufthavn med kurs mod San Francisco. A. nåede dog at købe *endnu* en magnet til samlingen. Vi må skaffe os et ekstra køleskab mere med alle de magneter der skal op...

tirsdag den 10. april 2012

Templer, templer og flere templer

L. er sådan en heldig kartoffel; A. har udvist storsind, og er gået med til at se mindst halvdelen af Kyoto's templer! -Vi har i hvert fald set mange. Både store, små, farverige, høje, mystiske og meget hellige. Ens for dem alle er, at de er smukke. Det mener A. helt bestemt. Hun har dog stadig ikke fundet det "Harakiri-tempel" som L. går og mumler om... Faktum er i al fald at vi efter 5 dage i Japan er ca. 650 billeder rigere.


At rejse fra Tokyo til Kyoto er på en måde som at rejse 50 år tilbage i tiden. Alt synes lidt mere gammeldags og der er markant færre blinkende lys. Og mindre engelsk på skiltene. Her skal man holde tungen lige i munden. -Gaderne er smalle, hyggelige og rolige. De inviterer nærmest til at gå på opdagelse, og så gør det ikke det store hvis man farer en smule vild.



Den offentlige transport er meget dårligt udviklet i byen, så det er blevet til en del taxature i byen. Et forsøg på at køre med sporvognen endte med at A. uforsætligt standsede sporvognstrafikken, da hun ville betale konduktøren for turen. -Hvor skulle hun også vide fra at man skulle have lige penge?
Ifølge guidebøgerne er der mere end 1600 templer i byen (!) og A. har tænkt sig at gøre et hæderligt forsøg på at nå så mange som muligt. Det har kostet lidt vabler og ømme fødder - men hvor ofte er det vi er i Japan?

Her er et af de mere kendte, det Gyldne Tempel, Kinkaku-ji, hvis vægge er dækket af bladguld:


Nedenunder er Ni-jo Castle, som ikke er et tempel, men et hjem for en paranoid shogun. Han fik lavet "nattergale-gulv" i hele hytten, som knirker når man går på det. På den måde ville han undgå at blive snigmyrdet af sine fjender. L. mener nu nok han sagtens kunne knække dén nød, hvis det var. Han skulle bare bruge to tæpper... A. er ikke så sikker.
Ud over det var der også voldgrave og hemmelige rum til bodyguards, som kunne springe ud og redde shogun'en hvis det skulle blive nødvendigt.

Og gulvet, nedefra:

Royal Imperial Palace, hjemsted for Japans leder i mere end 1000 år, er normalt lukket for alle andre end højtstående udenlandske besøgende. Undtagen 5 dage i foråret hvor døren åbnes for offentligheden. Til vores held var det lige den uge vi var der! Hvor heldig kan man være? Vi havde læst at der både skulle ansøges og medbringes pas, men vi slap ind uden større ståhej.

 

I Kyoto blomstrer kirsebærtræerne et par dage senere end dem i Tokyo. Men vi er her mens magien begynder at ske - og det skal man ikke kimse ad. Vi har dog stadig set adskillige tusinde japanere knipse løs med kameraerne. -På stativ, naturligvis. I dette land er man vist ikke noget hvis ens kamera ikke er på stativ. -Eller kan være i en håndtaske.

 
 
Af andre skønne seværdigheder kan byen byde på en stor bambusskov, som taget ud af "Tiger på Spring, Drage i Skjul." Og vi måtte konstatere, at det var korrekt. Tykke, irgrønne bambus så langt øjet rakte.


Ellers er alt vel. Vi nyder byen, selvom det endnu ikke er vejr til shorts og sommerkjoler. (Et memo ikke særlig mange japanske piger synes at have fået). Næste stop er San Francisco. Så skal der shoppes mener A. L. synes pladen er gået i hak.