Så er sidste halvdel af vores ophold i
Colombia forbi.
Efter en uge i den gamle bydel,
flyttede vi over til nabolaget, Bocagrande, og fik følgeskab af L's
bror. Det var ganske rart igen at have eget køkken, og lidt mere
plads end et hotelværelse. -Og selvfølgelig skønt med lidt
selskab.
Lejligheden lå på 21. etage, så
udsigten fejlede ikke noget!
Bocagrande er en af byens yngste
områder, og består primært af højhuse, caféer/restauranter og
små butikker/shoppingmalls. Det er primært turister og lignende som
bor her, så det føltes ganske trygt at færdes på gaderne, også
efter det blev mørkt, da der var rigeligt politi og kontrol i
området.
Sightseeing i Bocagrande var der til
gengæld ikke så megen mulighed for, men taxaer er heldigvis meget
billige, så det løser man på den måde.
Det meste af ugen gik med afslapning i
lejligheden og nede ved poolen (når lydniveauet tillod det -der er
tydeligvis en kulturforskel mht hvor meget man kan tillade sig at
larme, når der er andre tilstede).
A. var ikke helt færdig med den gamle
bydel, og tog på egen hånd derind igen. Det gik fint.
L. undrede
sig dog lidt over, hvorfor der efterfølgende pludselig var to ekstra
kjoler som skulle pakkes ned. -Han må have talt forkert mener A.
En fælles tur ud til byens gamle fort,
”Castello de San Felippe” fik A. dog lokket L og hans bror med
på.
Fortet blev bygget som en ekstra beskyttelse af byen, og det
blev aldrig indtaget i al den tid det var i brug. På dagtid er det
alt for varmt at gå rundt derude, men hen under aften var det helt
perfekt, med en mild brise og masser af gamle facader, kanoner m.m. at tage
billeder af.
Sælgerne ved indgangen prøvede
ihærdigt at få afsat diverse souvenirs og hatte, mens der midt på
fortets åbne plads stod en mand og truttede løs på en trompet. Det
må være hårdt (og kedeligt) at gøre det uafbrudt, dag efter dag.
Før vi fik set os om, var det tid til
at tage afsked med L's bror og igen pakke kufferterne, for at sætte
kurs mod lufthavnen og nye oplevelser.
Det har været dejligt at besøge
Colombia, og vi vender gerne tilbage til landet på vores
(forhåbentlig) næste tur rundt om det hele.
Nu: Santiago, Chile.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar