tirsdag den 28. september 2010

Caribien rundt dag 1+2

Miami er et overstået kapitel for denne gang.
Globetrotterne befinder sig nu ud for Cuba's kyst, på hvad man må kalde en ordentlig madamme af et krydstogtsskib. -Der nævnes i flæng: 10+ restauranter og et tilsvarende antal barer/caféer/diskoteker/lounges osv, biograf, shoppingstreet, fitnesscenter, casino, basketball-bane, klatrevæg, frisør, vielses-kapel, spillehal, isskøjtebane, utallige swimmingpools og "daseområder", golfsimulator, surfing-maskine, bibliotek, internetcafé og meget, meget mere.


Her skal vi være den næste uge, med stop på Haiti, Jamaica, Cayman Islands og Mexico. Opdateringer på bloggen bliver nok desværre lidt sparsomme, da det koster rundt regnet 1 stk kropsdel (eller tilsvarende) i minuttet at være forbundet med det kære internet. Vi vil dog prøve at holde jer spændte læsere underrettet så godt som muligt.
Selve indlogeringen gik overraskende let og smertefrit, hvis man ser bort fra at vi troede vi havde mistet en af vores kufferter undervejs. Den havde dog heldigvis blot tabt sin seddel med kahyts-nummeret, så vi kunne hente den i receptionen.
Skibet er fuldt booket, hvilket vil sige vi er ca. 5000 mennesker ombord. Alligevel føler man sig på ingen måde ramt af klaustrofobi eller generet af lange køer, da folk er spredt ud over det hele. Det er ganske enkelt fantastisk!
I tillæg er der så egen tjener, butler og gratis roomservice hele døgnet. Temperaturen er ca 30 grader og livet er skønt.
Kahytten er lækker. Der er masser af plads, balkon med havudsigt (sjovt nok), bad, kæmpe seng, garderobe, sofa, sminkebord, fladskærm (hvor der bl.a. kan bestilles roomservice - kan man sige "morgenmad på sengen?" Det tror vi nok man kan!) og selvfølgelig minibar.
Vi skal have lækker 3-retters menu hver aften - der er endda en low-calorie-menu, med de skønne, lækre desserter! Stort bonus, for man kan hurtigt blive fed her - hvis man giver den gas.


I dag har vi sovet virkelig længe, fået morgenmad på sengen, været på opdagelse på skibet, spist sen frokost på restaurant med den største buffet nogen af os har set, L. har spillet poker på casinoet (han mistænker dem for snyd) , A. har solet, begge har trænet i fitnesscenteret og nu er vi på vej til vores restaurant, til vores 3-retters...  Det er "fint tøj-aften", så vi taler jakkesæt og galla-kjole, mine damer og herrer.

Og det aller vigtigste - A. er IKKE søsyg! -Man mærker dårligt det vipper, undtagen når man lægger mascara... Yay!

søndag den 26. september 2010

Sol og shopping i Miami

En lørdag i Miami. Sol, skyer og rigeligt med varme. Dagen startede med en tur på stranden (på den anden side af gaden) og gå-tur i strandkanten. Bl.a. forbi homo-stranden, hvor de regnbuefarvede flag stolt vejrer.
Vejret var skønt, så vi besluttede os for at smide os ved poolen på toppen af hotellet - hvor vi dasede i et par timer og nød udsigten. L. fik sig en tiltrængt lur - A. læste om vampyrer. Så bliver det ikke meget bedre.



Så stod den på shopping ($250 i Victoria's Secret fredag aften kunne ikke heeelt gøre det for A.) i den lækreste gå-gade i Miami. Så lang som Strøget, og med en midterrabat med palmer, træer, caféer, springvand og andet godt. Kan afsløre at her laver de gode mojitos!! Dagens køb:
Mens vi drak smukke drinks i gå-gaden sad vi og så på mennesker - meget underholdende. Enten er pigerne smukke med de længste ben ellers er de lige lovligt godt i stand. Alle i små kjoler, uanset størrelse. Og hunde er det nyeste accessory - de var i alle størrelser og med forskellig cute-factor.

Vi fandt den lækre restaurant med lækker mexicansk mad - det er nu på favoritlisten!

Lang dag - klokken er knapt 21, men vi er trætte og mætte af oplevelser ;o)

Imorgen tjekker vi ud af vores hotel og ind på cruiseskibet "Freedom of the Seas", som skal farte os rundt i Caribien den næste uge. Ikke dårligt.

lørdag den 25. september 2010

Som lovet...


-Som lovet: Patte-lotter. Sådan skal en mannequin se ud! -I hvert fald ifølge Lars...
A. mener at det udelukkende er for at  sælge kvindetøj til mænd. Sjovt nok ser man flest af disse, jo tættere på stranden man kommer.

fredag den 24. september 2010

Regn og shopping i Miami

Årh, så har vi oplevet det vilde regnvejr i Miami - vi sad på en fortorvscafé (aka diner) og drak smoothies, da det begyndte at vælte ned. Som i : Himmel og hav stod i ét... Vi satte os indenfor, og dér sad vi så i en lille time og sippede kaffe før det blev rimeligt at gå ud igen. Hyggeligt! Syret at gå ud i en væg af varme, når det lige har pisset ned - men her er ca. 30 grader. Vi takker for aircondition på værelset ;o)


På vejen tilbage gik A. helt i koma over at se en GAP, Victoria's Secret, Banana Republic og Sephora... Så vi er ved at finde tørre sko frem, og så skal der SHOPPES!!! (L. skal mest se på mannequin'er, som er *lidt* anderledes proportionerede end i DK. -Billede følger). Klokken er kun 17:30, lokal tid, så vi har hele aftenen for os, før A. skal have sin giga mojito. L. skal have en giga margarita med en corona-øl i. (Sådan en så vi tidligere i dag. Tjeneren spurgte om ikke vi også skulle have én. Kl 11 om morgenen! Den stodder ;o) )

Godmorgen Miami!

1. nat på vores lækre hotel er overstået. A. gik i brædderne kl 21, lokal tid. L. så film og brokkede sig over, at der på amerikansk tv er lige dele reklame og film *gys*

Inden vi gik i seng var vi ude og gå tur på Ocean Drive, som er smæk-fyldt med restauranter - og senere: musik og de vildeste drinks (i diameter) som A. nogensinde har set. A. SKAL bare prøve en gigantisk mojito i aften. Vi var også et smut på stranden - som man kan se på billedet.
I det nærmeste supermarked kunne A. konstatere at L. inderst inde er amerikaner - det kunne tydeligt ses af det der kom i kurven; mærkeligt slik, noget müslii bar lavet af Rice Krispies og verdens største bæger is - der er jo 4 liter i???!! Ikke noget at sige til at der er mange fede amerikanere - der var én lille bitte sektion med dyr frugt, og 25 gange så meget sukker-stads. A. tør ikke smage noget af det som L. med stor fornøjelse putter i munden - tænk, hvis det nu smagte hende... Det går ikke.

Vejret er mærkeligt - vildt varmt (28 grader C) overskyet, fugtigheden er virkelig høj og det blæser - vi tager det hele med, håber bare ikke på regn.

Hotellet er skønt - større end vores lejlighed! Kæmpe seng, fint køkken og det lækre badekar...

Nå - kl er snart 8 om morgenen - A. vil ud og se, hvad der sker...

Business Class over Atlanten


Så blev der faktisk pakket færdigt. Selvom det holdt hårdt, Og A. glemte en masse ting - som den 8. nederdel fx. L. huskede det hele - typisk...
Når man rejser på sådan noget Business, så har man adgang til div. lounger - bl.a. den fine i Kastrup. A. ventede hvert sekund at blive kylet ud, fordi hun ikke hørte til dér - men der blev da læsset nogle glitrende magasiner i tasken. L. tog det helt helt cool.
Turen fra Kastrup til Frankfurt var okay, A. kunne jo godt se at der var lidt mere benplads - og sædet kunne lænes liiiidt mere tilbage. Men ellers ikke den store forskel.
Lige til der skulle skiftes til det næste fly, der skulle bringe de trætte mennesker til Miami. WOW! Det lignede 1. klasse. Sædet kunne lægges helt ned, der var masser af gratis mad, sodavand, vin (faktisk blev A. lidt bims) og så var der frit valg af film og musik. Luksus. L. sov nærmest hele turen. A. så Sex and the City II og The Joneses og sov meget lidt. Turen var lang (9,5 timer) men alt i alt; helt smerte- og panikfri.

fredag den 17. september 2010

6 nætter endnu.

Så er det ved at være snart! A. er i fuld gang med at pakke kuffert, læse om div. destinationer for 2. eller 3. gange. Der er skrevet lange lister om ting, der skal huskes og pakkes.
L. er endnu ikke nået så langt - der er dog hentet kuffert ned fra loftet. Den hentede A. ;o)

Vi glæder os... det er dog ikke helt virkeligt endnu - måske, når man sidder i flyet.