lørdag den 28. januar 2012

Back to Singapore

Så er der nyt fra østfronten, nærmere bestemt Singapore, som indtil videre har været et glædeligt gensyn. Byen er, heldigvis, ligeså grøn og ren og pæn som vi huskede den. Begrænset med trafik (det er som nævnt i et tidligere indlæg ret dyrt at have bil i byen, og særligt hvis den er over 10 år gammel, hvorfor der næsten kun er nye biler på vejene) og udmærket offentlig transport.


Vi har nu været her i 4 dage og har ca 2 tilbage før turen går videre til Australien.

I og med at vi tidligere har stiftet bekendskab med byen, har det været en mere rolig tilgang til det hele denne gang. Vi er indlogeret på et hotel i nærheden af Clarke Quay, som er et område nær Singapore river, og det er virkelig et hyggeligt område; Masser af caféer og spisesteder, mange små butikker, en lang og hyggelig promenade langs floden og -selvfølgelig- flere shoppingcentre lige i nærheden. (Det er jo Singapore).
A. er forøvrigt ganske begejstret over at Singapore har et hygiejne-system, der består af kontrol af køkkener - og en tildeling af karakter. A er bedst, og er det rigtig slemt - så lukker de biksen. Mere af den slags, tak.

                 Vores hotel.

Vi brugte vores første dag i byen på at vade lidt op og ned af førnævnte flod, og en smule osen i et par shoppingcentre. På andendagen kom L.'s forældre til byen (de er også ude på tur), og det blev til en super hyggelig dag sammen med dem, med en tur op i Skypark (toppen af det store hotel Marina Bay Sands) og nogle Singapore Slings / GT's på Raffles Hotel som et par af højdepunkterne.



Ellers har det store emne for opholdet været at A. desværre måtte konstatere at en af hendes kindtænder ikke helt var på toppen. Den var blevet ujævn på den ene flade, og L. havde ved inspektion meldt op at det så ud til at den havde fået en større sprække... Igang var vi så med at forsøge at opstøve en habil og ikke alt for dyr tandlæge til A...
Det skulle vise sig at være lidt af en udfordring. Singapore er den storby i verden med flest tandlæger i forhold til indbyggertal, og da det samtidig var kinsisk nytår, medførte det at mange butikker (heriblandt de fleste tandlæger) holdt lukket det meste af ugen. I sidste ende fandt vi dog en tandlæge i et shoppingcenter (...), fik en tid samme dag, og meget nervøs tog A. derhen med L. ved sin side.
Lang historie kort, viste skaden sig heldigvis mindre end frygtet, og A. slap med lidt lappen (og ingen stik eller boring!) og et påbud om ikke at belaste tanden såvidt muligt. Meget lettet tog A. derfra, og direkte ud og shoppe en ny fin Desigual-kjole (+ det løse) som belønning for sin tapperhed. (L. betalte) Pyha!


Nu håber vi bare at tanden holder til vi igen er på dansk grund. Så må A's tandlæge besigtige skaden lidt nærmere. Den tid den sorg.

Dagen idag er primært gået med et besøg i Singapore Zoo. -En kæmpe zoologisk have, hvor mange af dyrene går frit omkring. Haven ligger i udkanten af byen, og består primært af naturlig regnskov. Det var en stor oplevelse, også selvom man dårligt kan nå at se det hele på under en dag, og der bliver tilbagelagt nogle kilometer på den konto. Der er dog mulighed for at hoppe på en "tram" som kører rundt i hele haven hvis man bliver for træt.
Haven er delt ind i "kontinenter" ud fra hvor dyrene primært findes, og der var både mulighed for fodring og ridning på flere af dem, hvis man havde lyst til det. A og L holdt sig dog fra den del, og nøjedes med at få nogle fine billeder af dyrene. Selvom det var varmt og fugtigt var dyrene faktisk ganske aktive og kun de færreste "gemte sig" væk fra mylderet af turister og børn.

Den sjældne "blærerøvsabe"

Hans fætter

Ikke en abe




Apropos mylder, så er det aftaget en smule i byen, efter at fejringen af det kinsesiske nytår endelig er ved at fade ud. Nu har det også stået på i en uge, så det var ved at være på tide. Udover at der er færre kinesere over det hele, er de fleste butikker åbne igen, og det gør alting lidt lettere, i særdeleshed når man er ved at løbe tør for rent tøj, og alle vaskerier har været lukkede, men også det lille problem har nu løst sig...

Kinesiske dansere igang med et af mange shows som er en del af den traditionelle fejring af nytåret.

De sidste par dage vil vi bruge på en tur i Chinatown og muligvis en tur ud til Sentosa. Og så er A. blevet inviteret i biografen imorgen af L. Det blir sikkert hyggeligt.
Derefter går turen som nævnt til Australien. L. håber på at vi kan komme med den nye Airbus 380, men det er lidt usikkert, da de er under inspektion for tiden. Vi (L.) krydser i al fald fingre.

tirsdag den 24. januar 2012

At dase (og snorkle) i Thailand.

Slut med Thailand for denne gang. Vi er vel ankommet til Singapore, og kan se tilbage på en fantastisk uge i Koh Lanta på det skønneste resort. Vi har virkelig daset meget ved poolen. -Man skal vel prøve at få en smule tan. Det er alt i alt gået riiiimeligt; A. har fået varmeknopper hist og her, og L. skaller hist og her. Så alt er ved det gamle.
Når varmen og solen blev for meget, var det bare at vælte sig fra sin solseng og ned i poolen. Og blev man sulten var det blot at trykke på knappen ved solsengen, så kom en tjener susende med menukort (på 22. sekunder - L. tog tid).
Det var virkelig en fantastisk pool. L. har suset frem og tilbage i den, og A. har mere behersket kæmpet sig igennem et par baner om dagen. Det går fremad med svømmetalentet...




Vores ophold tog en aften en noget mystisk drejning. Under en aftentur så vi et helt klart orange lys på himlen. Som en utrolig klar stjerne, men den bevægede sig underligt, frem og tilbage, indtil det forsvandt. Ingen blink, som et fly ville have, og helt orange. A. overvejede om der nu også var liv andre steder. L. besluttede at det var et mærkeligt fly. Og så lod vi det ellers ligge.


-Lige til næste aften, hvor vi under vores middag så, at der på stranden blev sendt lamper af rispapir op i himlen, som fejring af det kinesiske nytår. Ahaaaaa... A. har igen forkastet idéen om liv i rummet. For nu.
Det kinesiske nytår faldt i år den 23. januar - og med hjælp fra resortet fik vi også lov at sende en lampe til vejrs. Det var virkelig hyggeligt og smukt. Og ikke mere uhyggeligt eller mystisk.





Vi har også fået snorklet. Godt forberedt med redningsvest til A. (man er vel ikke 100% vandhund endnu) og undervandskamera til L. Klar parat...


Vi blev hentet i en af resortets speedbåde og så gik den ellers derud af.
Første stop snorklede vi, og prøvede kameraet af på fisk... Og A.




Så sejlede vi ud til en stor klippe ø, hvor der var en lang grotte vi svømmede igennem. 80 meter i mørket.
For enden kom vi til en "hemmelig" lagune, hvor piraterne i gamle dage gemte deres skatte. Der var smukt og grønt. Og fyldt med koreanske turister. Jaja... -Kan hilse og sige, at de var vældigt begejstrede og ikke bange for at give udtryk for det med høje hyl.



Efter frokost på en rigtig bounty-strand snorklede vi derefter ved endnu et rev. Det er lidt trist at se, at deres rev er ved at dø. Vandet er ved at blive for varmt, og der er for mange turister som træder på revene når de svømmer. Men ind til videre er de smukke - og fyldt med smukke, ret fotogene fisk.




Så var det næsen hjem mod resortet igen, glade og godt trætte efter alt det svømmeri! En skøn dag.


I løbet af vores tid på resortet kunne vi konstatere at dets gæster primært bestod af tyskere (det burde vel være et hint, når resortets hjemmeside kan vises på engelsk eller tysk). Dette prægtige folk *hold nu fast* var oppe kl 06:30 og tonsede rundt på stranden og i poolen. De er jo gale. Selv var vi lidt mere moderate og stod op mellem 07:30 og 08:30. Vi mener selv (og her vil folk som kender os nok være enige), at det i sig selv er ret imponerende. -Men vejret var så skønt at det ville være synd at gå glip af det.
Der var dog også andre folkeslag på stedet. Ved poolen kunne man f.eks. lege den kendte leg "spot en russer". Det blev dog hurtigt for nemt.


Flere aftener så vi varsel om regn, da vi fra vores strandrestaurant kunne spotte lyn i horisonten.

En smule regn kom der da også, men kun om natten. Hvor heldig kan man være? Ellers faldt vi i søvn til lyden af bølger mod stranden blandet med chikadernes summen.
Området udenom resortet var ikke noget at skrive hjem om. Fattigdom i stor stil. Slum kan man vel kalde det. Vi skyndte os at komme hjem til vores bungalow igen.

Pludselig var vores 8 dage gået og afrejse nærmede sig. Lidt trist, men hvor trist kan man tillade sig at være, når der -forhåbentlig- venter flere spændende oplevelser forude?


Nu skal vi ud og se på Singapore, og se om vi kan finde nyt at skrive hjem om. So long. 

onsdag den 18. januar 2012

สวัสดีประเทศไทย - Goddag Thailand

Efter en kort (2 x 1½ times flyvetur) rejse, ankom vi til Krabi lufthavn, hvor vi uden problemer fandt vores chauffør. En times køretur senere stod vi på en lille havn, hvor en privat båd fra vores resort ventede. Efter 25 minutters sejltur ankom vi til det dejligste resort, vi nogensinde har været på! -I høj sol, på trods af at vejrudsigten lovede gråvejr og regn. Optur!





Vi blev anvist til vores bungalow, som -helt tilfældigt- (ifølge os) er den bedste beliggende... Vi smed vores kufferter og kastede os i poolen. Vi havde det virkelig varmt (30 grader og sveddråber ned af ryggen) og poolen var virkelig indbydende. Fantastisk!

Spammer lige lidt med billeder, hvis I har lyst til at drømme jer væk fra Danmark i januar...

Vores bungalow - indendørs. Mere optur! A. hvinede måske en lille smule... Måske.

A. nyder solnedgangen fra terrassen... Helt casual.

Vores bungalow - Beach 1. (LIR!!!)

Vores pool, The Infinity Pool - den uendelige pool. Når man står midt i den, ser det ud til at den bare fortsætter lige ud i havet. Og så er det saltvand, ikke klor. Så intet grønt hår til A. eller L. Tak. 

Indtil nu har vi intet andet lavet end at dase ved poolen. -Og more os over tyskere og russere her på stedet. Vi snakker paillet-besatte pandebånd, bandanas i alle farver, funky tøj og maver i alle størrelser. Dertil utallige m2 solskoldet hud (heraf en smule på L.).
Vi har bestemt os for at spolere enkelte særligt ærgerrige tyskere/russere's dage, ved at stå tidligt op og score de forreste solstole ved poolen - som har den bedste udsigt og røgfri luft. Det er vel også en slags sport?!

L. er i fuld gang med at lære A. at hun godt kan svømme. A. klarede en hel bane i poolen i dag. Var faktisk stolt.

Imorgen skal vi ud og snorkle (og teste vores nye kamera!) - bare for ikke at gro fast til solsengene. Vi vender frygteligt tilbage med mere nyt snart.

søndag den 15. januar 2012

Tak for nu, Vietnam!

Efter 5 spændende dage i Vietnam's største by, er vi så småt vej videre på vores tur rundt om kloden. Imorgen tidlig, kl 7.30, bliver vi (forhåbentlig!) hentet på hotellet og kørt til lufthavnen for at flyve til Krabi (Thailand) via Bangkok.

Det har været nogle dejlige sidste dage i byen, med lige dele hygge, sightseeing, afslapning og en mad af vekslende kvalitet fra det middelgode - til det helt fantastiske. Byen er i øjeblikket travlt optaget med at forberede sig til det kinesiske nytår, der i år er den 23. januar. Overalt er man ved at sætte kulisser op, lys og diverse blomster bliver placeret og det hele er lidt kaotisk. Hernede varer nytår ikke blot en aften/nat men i flere dage, og overalt er der fest hver aften, hvor firmaer o.lign. holder noget, som vel kan svare til vores julefrokoster for deres personale.



En heldagstur med Anni's veninde og dennes ven til et stort tempel tilhørende Cao Dai-sekten, og derfra videre til Cu Chi tunnellerne, var det helt store kulturelle indslag under vores ophold her, og en skøn dag var det!
Vi havde en svært entusiastisk guide med på turen, som gjorde sig i bl.a. dyreimpressioner, hvilket gav dagen endnu mere kulør. Køreturen fra hotellet og ud til stederne varede et par timer, og var en super måde at se lidt mere af landet og dets mange indbyggere. Det er desværre ret fattigt generelt, og mange snakker om "det gode liv" før 1974, da USA trak sig ud af landet.

Cirka 15 levende høns på en scooter...

Førnævnte sekt var en helt særlig oplevelse. Ikke bare var deres tempel stort, flot udsmykket og helt utroligt farverigt, men også den bagvedliggende tro må siges at høre til den mere underholdende af slagsen;
Hvis man nu synes at stort set alle religioner har fat i noget af det rigtige, og man samtidig synes at der findes svært mange historiske personligheder som ville være bomben at have som helgener, hvad gør man så? -Man gør som i bland-selv slikbutikkerne og blander den helt rigtige kombi selv. Vi snakker en blanding af kristendom, hinduisme, islam, taoisme, buddhisme m.m. og gruppen af helgener tæller folk som Jesus, Buddha, Vishna, Perikles, Cæsar og Jean D'Arc. Vupti.
Vi var tilskuere til deres messe, måbede af deres sære helgenbilleder (som nævnt en ret broget skare i skøn forening på flere af dem) og beundrede deres mange flotte udsmykninger på søjler og vægge.

                    Messe.


Turens deltagere foran et af de noget særprægede malerier i templet. Bemærk de tre helgener, hvoraf den ene er en fransk digter (Victor Hugo)...

Herefter var det videre til guerillakrig og tunneler ved Cu Chi.
Kort fortalt er Cu Chi en masse kilometerlange tunneller som Vietcong (den nord-vietnamesiske hær) byggede og benyttede under krigen. Det var en stor oplevelse at se hvordan de havde gravet disse i en ikke særlig grave-venlig lerjord, og levet der i årevis under skrappe forhold. Varmen og fugtigheden var massiv, og lad os bare sige at tunnellerne ikke var for folk med klaustrofobi (som A.). De tunneller som man kunne få lov at kravle i, var blevet udhulet så der var plads til os tykke europæere! Gys. 



I tillæg kunne man få lov at prøve at skyde med diverse våben på en tilstødende skydebane. Det skulle A. selvfølgelig prøve, og det gik fint, bortset fra at larmen var lidt voldsom.



De sidste par dage blev brugt på mere sightseeing i byen og en hyggelig middag med Anni's veninde m.fl. på et brasiliansk steakhouse med et ganske fint koncept: Man får en "jeton" med en rød og en grøn side som man lægger foran sig, og så længe man har den grønne side opad, kommer tjenerne hen med alverdens stykker kød på spid én efter én med få minutters mellemrum. Så er det ellers bare at spise indtil man ikke orker mere, og godt smagte det! Helt perfekt for to kødelskere som L. og A.!

En tur i byens højeste tårn (med meget snavsede vinduer), og et besøg på et stort indendørs (400 grader varmt!) marked var også blandt de punkter på vores to-do list som fik et flueben.




Som en sidste ting nåede A. lige en lækker tur i spa med facial treatment og fodbehandling. (-Som viste sig at være noget med flydende stearin. Yowser!)

Krabi here we come!