Fra Shark Bay kørte vi sydpå til Kalbarri National Park.
Nationalparkens største "feature" er Murchinson River Gorge, en stor kløft med en flod i, som kan beundres fra flere forskellige udsigtspunkter. Det gjorde vi så.
A. står faktisk skræmmende højt oppe på billedet herunder, selvom det ikke kan ses. Det er som om udsigten bare er lidt bedre, når man står så tæt på som muligt.
Selvom vi har kørt meget mod syd, så var Kalbarri N.P. bragende varm (der kan blive over 50 grader i bunden af kløften). Men hvad betyder det, når man kan sidde her og nyde en let brise?
Den lille og isolerede Kalbarri by ligger klemt inde mellem nationalparken mod øst og syd, og det Indiske Ocean med nord og vest. Vi tror dog det er ganske frivilligt. Den ligger i hvert fald ud til en fin lille bugt.
På ægte australsk manér er der lavet flere udsigtspunkter, så de nysgerrige kan komme helt tæt på de uendelige vidder.
Det skal ærligt siges, at der på vores kamera sidder et rigtig godt objektiv; Til landskaber! Ikke til at spotte hvaler med. Ikke desto mindre, så plasker der altså en hval rundt i billedet herunder.
Den kan ses ca. midt i billedet. Det så ud til at det var en mor med hendes kalv, der hyggede sig. Hvert år ligger 22.000 hvaler vejen forbi her, så hvalspotning er ikke usædvaneligt.
A. var ganske tæt på at flytte ind på dette udsigtspunkt. L. mente dog det ville være vanskeligt at få camperen så langt ud. Det var så smukt.
Lidt længere mod syd kørte vi pludselig forbi en lyserød sø. Vi kan, uden at blinke, sige at nogen var mere begejstrede end andre. Men ud til den lyserøde sø kom vi - på trods af at lille, sørgeligt hegn, der måtte forceres.
Endnu længere mod syd ligger den lillebitte by Greenough. Den er kendt for sine liggende træer.
Når man læser om liggende træer, kan man godt tænke at de næppe ligger helt ned. Men det gjorde de. Og det har de gjort i mange år. Det lignede nærmest de var smeltet. Eller punkteret.
Liggende træer er ikke det eneste Greenough promoverer sig på:
Byen har også en hel lille landsby som nærmest er ét stort museum. Igen var der ikke helt enighed om, hvor spændende det nu var, og slet ikke om det var værd at betale penge for at komme ind og se. Men set blev den.
Landsbyen havde sit højdepunkt før 1.Verdenskrig og beboedes dengang af flere hundrede mennesker. Nu boede der ikke nogen mere. Bygningen til højre er dog en kirke som fortsat er i brug.
Videre på turen kom vi til Nambung National Park, som mest er kendt for sine "Pinnacles".
-En masse sten som stikker op af jorden ude i en lille sandørken.
Vi ved ikke helt hvad vi skal skrive om dem, for ingen ved rigtigt hvad de egentlig er eller hvordan de er blevet til. Men der er mange af dem. I alle størrelser og former.
En teori er at de er dannet forstenet træ, mens ndre mener det er dannet fra kalk-aflejringer. Fælles for dem er i hvert fald at de er spøjse at se på. Især, når der er tusindvis af dem.
Få dage senere havde en lang og spændende køretur nået sin ende. For nu.
Vi er med andre ord ankommet i Perth, og camperen er -modvilligt- leveret tilbage til Maui.
På et kort ser vores tur i grove træk således ud:
10.667 km var hvad det kunne blive til alt i alt.
Vi er dog ikke på vej hjemad endnu, men bor nu på oceaner af plads i en skøn lejlighed i Perth.
Her skal vi være en uges tid. Mere om det senere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar