tirsdag den 27. oktober 2015

Lige til kanten

Lidt syd for Exmouth og Cape Range ligger Coral Bay. En idyllisk ferieby med fantastiske forhold til snorkeling. Så frem med vådedragterne igen!
Og ja - her ærgrede vi os virkelig over manglende undervandskamera. Det var, uden sammenligning, det smukkeste rev vi har snorklet ved nogensinde. I alle regnbuens farver og alle tænkelige former.
Hvis man engang er i området, bør Coral Bay helt sikkert være på besøgslisten!.


Klar til kamp!


Efter Coral Bay kørte vi videre sydpå, mod den lille by Carnarvon. Ved Carnarvon finder man de såkaldte "blowholes", som består af nogle huller i klipperne langs kysten, hvor bølgerne presser luft og vand op igennem, så det nærmest ligner gejsere. Op til 20 meter op i luften!


Området lignede i øvrigt nærmest noget fra Mars.


Vores næste stop mod Perth var Shark Bay. En halvø ud mod det Indiske Ocean, kendt for sit rige dyreliv.
Det første vi stødte på var dog noget fra før pattedyrenes indtog på jordkloden; "Stromatolitter", 3,5 milliarder år gamle stenlignende formationer dannet af nogle særlige bakterier. De lignede ikke noget der var så gammelt - men de var ret fascinerende. 3500 millioner år er alligevel lang tid...


Den eneste by i Shark Bay hedder Denham. -En lille søvnig havneby med en fin promenade og en campingplads helt ud til havet, præcis som vi bedst kan lide det. Vi fik en skøn plads på "første række midtfor", hvor vi kunne sidde og nyde solnedgangen fra bagsædet af vores camper. 


26 km nordøst for Denham ligger Monkey Mia. Et område som, trods navnet, ikke er kendt for aber - men for vilde delfiner. Spørg os ikke hvorfor.
Hver morgen (hvis delfinerne dukker op) fodres de inde ved stranden. Delfinerne har mulighed for at komme ind 3 gange, inden kl. 12 og få sig lidt godbidder. Det er noget af et tilløbsstykke.


De fodres maksimalt med 1/4 af deres normale dagsindtag, for at sikre at de stadig spiser og jager som delfiner nu skal.


Nogle af delfinerne syntes dog mere interesserede i at underholde end at snacke. Det brokkede vi os ikke over. 


Det blev dog en helt anden beboer i området som til dels stjal showet den morgen vi var der.
En af de lokale pelikaner havde for længst regnet det hele ud. Han vidste udmærket godt hvad der var i de blikspande som blev bragt ud til vandkanten.



Trods personalets brave forsøg på at holde ham i skak med en enkelt fisk i en kedelig grøn plastikspand (ses i baggrunden), var der ingen tvivl hvor han ville hen. Og det kom han, efter flere mislykkede flugtforsøg.
Delfinerne tog det meget pænt at han blandede sig. Det var nok ikke første gang. 



Ellers bød Shark Bay på flere flotte udsigtspunkter. Det bedste var Eagle Bluff, hvor man højt oppe fik udkig over et meget lavvandet område ud over vandet. Her kunne man ganske tydeligt se hajer, sting rays m.m. svømme rundt.


-I hvert fald når solen skinnede. Billederne (over og under) er taget ca. samme sted. Det var overraskende, hvor stor en forskel en smule solskin kunne gøre.


Smukke strande var der vanen tro også. Den flotteste var Shell Beach.


Stranden består nærmest udelukkende af skaller. I 11 meters dybde, læste vi os frem til. Vi magtede ikke helt at få syn for sagn.


Vandet ved stranden er så salt, at der næsten ikke er andet end de her muslinger som kan leve i det.
-Bortset fra nogle små hajer som svømmede rundt på kryds og tværs helt inde ved kanten. Hvis man stod helt stille, kom de gerne indenfor en meters penge før de opdagede man var der, og skyndte sig væk igen.


Vi var også forbi et Ocean Center. Her fik man en guidet tur rundt mellem bassiner med alle de fisk og dyr som lever i området. Det var som altid spændende at møde dem helt tæt på. Hajerne holdt vi os dog på behørig afstand af. De største var tre meter lange.



Fra Shark Bay går turen nu videre sydover mod Kalbarri og endelig Perth, hvor turen slutter på søndag. Det er godt nok gået stærkt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar