onsdag den 14. oktober 2015

Kyst og kameler

6500 kilometer er tilbagelagt. Vi er nået tværs over Australien, og dermed ud til det Indiske
Ocean.

Vi er i Broome nu. En lille by der indtil 2. Verdenskrig levede af perlefiskeri. Ikke så meget for perlerne som for perlemor, der blev brugt til at lave knapper af. I løbet af 2. Verdenskrig begyndte man at bruge plast til at lave knapper, og så døde dén industri.
I dag er Broome en hyggelig turistby, hvor man dog stadig kan købe perler i stor stil.


Før Broome skulle vi dog først køre ca 1000 km fra Kununurra. Det gik hurtigt og smertefrit. Vi kørte 630km den første dag og trillede i skumringen ind i Fitzroy Crossing, en lille forsamling af huse omkring et “Roadhouse" med tilhørende campingplads.
(Roadhouse kan ikke rigtig oversættes til dansk - det nærmeste vi kommer er vel en landevejskro, hvor man kan gøre holdt for natten og få sig et måltid mad.)
Der var andre som også holdt til ved Fitzroy Crossing. Fælles for os alle var at vi foretrak skyggen frem for solen.


Vi blev en ekstra nat ved Fitzroy Crossing, for at se Gekie Gorge som ligger nær ved.
Vi tog en bådtur, som vi har lært er den eneste rigtige måde at se en “gorge” på.
-Med mindre man er typen som sejler i kajak. Det er A. beklageligvis ikke. Det burde man nok
forsøge sig med en gang…?!


Geike Gorge bliver i regntiden så fyldt med vand, at den næst efter Amazonas er den flod, der
flyder mest vand igennem i hele verden. Lidt svært at forestille sig, når man er der på den dejligste dag med mild brise og lette skyer.


Vandstanden når om sommeren op til grænsen mellem det hvide og det sorte på klipperne. Det er lidt svært at se på billedet, men der er altså et stykke op!
Bådturen var en af årets sidste før regntiden kommer, og hele området bliver oversvømmet. Det bliver dog ikke en synderlig våd omgang i år, sagde guiden ombord på båden; Det kunne han se, ved at krokodillerne kun havde kravlet ca. 5 meter op på flodbredden for at lægge sine æg. Det er åbenbart en bedre indikator end alskens moderne udstyr og målinger. Som guiden sagde: “Krokodillerne har været her i millioner af år. De ved den slags!” Lidt fascinerende.

Fra Fitzroy Crossing var det kun få timers kørsel før vi nåede Broome.


Broome har én af verdens smukkeste strande: Cable Beach.


Den har, udover sin skønhed, den fede egenskab at den ligger stik vest, så der er imponerende solnedgange så godt som hver aften! Det var vi ikke utilfredse med.


Det indbyder åbenbart også til at ride på kameler mens solen går ned.
Når det så oven i købet er lavvande, ja så er det altså smukt.


Stranden var stadig våd, så man fik nogle helt fantastiske spejlinger af både solnedgang og
kameler. Det hele var så flot at vi blev nødt til at opleve det igen dagen efter.


Det er muligvis en overraskelse for nogen, at der er kameler i Australien, men det har en helt
naturlig forklaring. Kameler kan tackle det barske klima, og behøver ikke drikke vand så ofte. Det gjorde dem før i tiden til naturlige pakdyr på rejser rundt i landet. Da jernbane, biler og fly efterhånden gjorde kamelerne arbejdsløse, blev de sat fri. De lever nu vildt i Australien i bedste velgående, men er blevet en plage enkelte steder, hovedsageligt når det er tørketid. De kan blive decideret vanvittige af tørst (ligesom A.) og på det nærmeste rasere gårde, hvor de sanseløst pløjer gennem indhegninger og skræmmer kvæget væk (ligesom A. -næsten).
I perioder flyver jægere faktisk rundt i helikoptere og plaffer kameler ned, for at holde bestanden lidt i ave.

Vi bliver et par dage i Broome. Campingpladsen vi bor på har næsten ingen gæster, fordi
turistsæsonen er ved at være ovre. Det betyder at vi har denne lækre pool stort set for os selv!


Så alt vel herfra. Vi kører sydpå i morgen. Næste stop er 80mile beach.

1 kommentar: