onsdag den 17. februar 2016

Tilbage til virkeligheden

Så blev det igen tid til at besøge en storby. Denne gang en gammel kending, nemlig Hong Kong.


Vi ankom dagen før det kinesiske nytår startede, og var lidt forberedt på et regulært kaos af mennesker grundet højtiden. Men det var faktisk ikke så slemt.
Selvfølgelig var der en del mennesker på gaderne, men faktisk ikke flere end sidst vi var her.
Vi havde kun to dage i byen, så det var begrænset hvad vi ville nå. Det primære formål med dette "stopover" var egentlig nytårsfejringen, og så et par gåture rundt i gaderne.


Det viste sig dog hurtigt at den plan ikke helt holdt. Vi havde booket et værelse højt oppe på et hotel ved havnen (Victoria Harbor). Herfra var vores plan at se nytårsfyrværkeriet som vi vidste skulle være ud over havnen.


Men: Der var bare ikke noget fyrværkeri mens vi var der... Se, kineserne synes åbenbart at en ordentlig nytårsfejring ikke kan overstås på en enkelt aften. Næ, det tager skam 15 dage at få den højtid markeret ordentlig. Og fyrværkeriet gemmer man altså til tredjedagen, hvilket var dagen efter vi var rejst igen. En streg i regningen for vores vedkommende, men det var der ikke så meget at gøre ved.
Til gengæld fik vi set deres nytårs-optog fra første parket. Det foregik om aftenen, og indeholdt alt fra samuraier og cheerleaders til kæmpeinsekter og Mickey Mouse. Alt sammen med masser af lys på forstås. Et stort og flot show som varede i et par timer.


Derudover var vi på gåture rundt i gaderne. Der var dog en del ombygning og afspærrede områder nede ved havnen, så heller ikke det gik helt efter planen. Men vejret var dejligt (selvom termometret viste knap 20 grader) og dagene i Hong Kong fungerede som en fin introduktion tilbage til civilisationen.

Man kan næsten ikke andet end at være imponeret over deres smalle sporvogne - de er så elegante.



Vi tog en tur på The Escalator - en rulletrappe på mere end en kilometers længde sammenlagt, som løber gennem en hyggelig del af Hong Kong. På begge sider af rulletrappen er der fyldt med små fine restauranter, butikker og mere eller mindre spændende gyder.




Vi sejlede over sundet til den anden side af Hong Kong. En tur på en snes minutter.



De to dage i Hong Kong var samtidig afslutning på vores tid i Asien. Foran os er nu et par heftige flyveture og en samlet rejsetid på næsten to døgn, før vi sætter fod på det næste kontinent på vores rejse, Sydamerika.
Første stop: Colombia!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar