torsdag den 21. januar 2016

Daseri i Thailand

Så blev det tid til afslapning!
Efter en længere rejse fra Auckland, med overnatning i Hong Kong og mellemlanding i Kuala Lumpur, er vi ankommet til Phuket i Thailand.
Her er, indtil videre, dejligt.


Vi har booket et sted som ligger lidt væk fra det hele. Her er roligt og fredeligt. Og smukt og varmt.


Vi har nonstop daset ved poolen siden vi kom. Det var tiltrængt.
Eneste udfordring er at undgå for meget sol. Det gør vi på flere mere eller mindre kreative måder.


Vandet i poolen er lækkert og varmt. Det føles som at blive svøbt i silke, når man plasker i.
Eller også er det bare fordi vi har været vant til lidt mere primitive forhold på vores camperture.

I hvert fald suser dagene forbi, og vi kan ikke helt forstå det allerede er 13 dage siden vi sidst bloggede. Det tager vi som et godt tegn, trods alt.

L. har fundet et supermarked, der bringer varer ud, så vi får vand, sodavand, brød, grøntsager og frugt lige til døren. Det er fantastisk!

Om aftenen står den på takeout eller et besøg på en restaurant. Det er lige til at holde ud.





Lidt har vi dog været udenfor resortet. Det blev til en dagstur sammen med to venner som også var i Phuket.


Vi blev enige om at vi skulle se Similan Islands, nogle øer ud for vestkysten med god mulighed for snorkeling. Eneste hage var at det tog adskillige timer at komme dertil...
-Ikke alle var lige begejstrede over at skulle hentes før en vis herre fik sko på. Til gengæld kvikkedes man op af den 2-3 timer lange køretur til havnen; Man skulle tro at minibusser på små snoede, og ganske trafikerede, veje dikterede et nogenlunde roligt kørselstempo. Det er så ikke tilfældet. Speederen i bund, og så ellers som i en anden action-film, zigzagge mellem scootere, lastbiler og busser. Det var lige før man blev helt småreligiøs undervejs.
Frem kom vi dog uden skrammer, og så var det ellers med speedbåd ud mod øerne.
Tiden derude gik med snorkeling og solbadning/hygge på flere bountyagtige (omend noget turistede) "øde" strande.






Det var så herligt at se vores venner igen - vi er super glade for at vi kunne få det passet ind i planen. Vi havde den skønneste dag med masser af hygge og grin.

Der er også blevet tid til en tur i biografen. I Thailand starter underholdningen allerede før filmen går igang. En asiatisk inspireret popsang toner ud gennem biografens højttalere, og på lærredet står der så at alle skal rejse sig til ære for kongen. -Og der står man så i de tre-fire minutter sangen varer, og kigger på diverse billeder af kongen der klapper en hund, holder et barn, vinker til folket m.v.
Held og lykke med at få dét indført i DK.

I morgen er opholdet i Thailand slut. Så er det igen tid til storby og sightseeing. Denne gang Kuala Lumpur.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar