Sydpå mod køligere himmelstrøg

Fra Broome, kameler og fantastiske solnedgange kører vi nu mod syd.
Første stop var Eighty Mile Beach et par hundrede kilometer ud af en ellers noget monoton landevej.
Her var nu heller ikke så værst for øjnene:

Vi blev der ikke mere end natten over. -Der var ikke rigtig andet at se end stranden, hvor vi var  i selskab med en lille million fluer, som syntes at mennesker var virkelig lækre at sidde på, særligt i ansigtet men også andre steder.

Ellers var stykket mellem Broome og Port Hedland ikke meget andet end små hvirvelvinde og vindhekse.

 -Og så var der VARMT!

Port Hedland er nærmest en ren mineby. Ikke den romantiske guldmine-slags, men stor, tung, beskidt industri med masser af lastbiler på vejene, kilometerlange vogntog på jernbanesporene og kæmpe-enorme gravemaskiner i horisonten. Turismen i byen kunne man godt glemme alt om. Her var det mineselskabet Rio Tinto som herskede.

Så vi tankede diesel på camperen og fortsatte ellers sydpå mod Exmouth. På et kort ser vores rute fra Darwin til Exmouth således ud:

Nær Exmouth ligger den fredede nationalpark Cape Range og Ningaloo Coast med et kæmpe rev, perfekt til snorkeling! Så her brugte vi tre hele dage.
Selve Cape Range kunne byde på kænguruer, emuer, firben og så et utal af smukke strande.

Flere steder kunne man snorkle direkte ud fra strandkanten, og se på smukke rev og fisk.
Vandet var dog lidt til den kolde side, så vi besluttede os for at købe et par våddragter.

Siden vores undervandskamera endnu ikke er blevet erstattet, kunne vi ikke tage undervandsbilleder, men vi så farverige rev, masser af fisk, en kæmpe skildpadde og en 2 meter lang haj.

Vi sov to nætter ude i nationalparken. Området var så smukt, der var meget få mennesker og
temperaturen om natten er så tilpas, at vi ikke behøver at have aircon på.

Noget der til gengæld ikke er i en fredet park, er internet eller signal på telefonen. Derfor går der lidt tid før vi kan opdatere bloggen. Der er nok også grænser for, hvor mange gange man gider læse ordene "smuk/fantastisk strand". Men der er altså virkelig mange af dem, og vi vil gerne se dem alle. 

Kyst og kameler

6500 kilometer er tilbagelagt. Vi er nået tværs over Australien, og dermed ud til det Indiske
Ocean.

Vi er i Broome nu. En lille by der indtil 2. Verdenskrig levede af perlefiskeri. Ikke så meget for perlerne som for perlemor, der blev brugt til at lave knapper af. I løbet af 2. Verdenskrig begyndte man at bruge plast til at lave knapper, og så døde dén industri.
I dag er Broome en hyggelig turistby, hvor man dog stadig kan købe perler i stor stil.

Før Broome skulle vi dog først køre ca 1000 km fra Kununurra. Det gik hurtigt og smertefrit. Vi kørte 630km den første dag og trillede i skumringen ind i Fitzroy Crossing, en lille forsamling af huse omkring et “Roadhouse" med tilhørende campingplads.
(Roadhouse kan ikke rigtig oversættes til dansk - det nærmeste vi kommer er vel en landevejskro, hvor man kan gøre holdt for natten og få sig et måltid mad.)
Der var andre som også holdt til ved Fitzroy Crossing. Fælles for os alle var at vi foretrak skyggen frem for solen.

Vi blev en ekstra nat ved Fitzroy Crossing, for at se Gekie Gorge som ligger nær ved.
Vi tog en bådtur, som vi har lært er den eneste rigtige måde at se en “gorge” på.
-Med mindre man er typen som sejler i kajak. Det er A. beklageligvis ikke. Det burde man nok
forsøge sig med en gang…?!

Geike Gorge bliver i regntiden så fyldt med vand, at den næst efter Amazonas er den flod, der
flyder mest vand igennem i hele verden. Lidt svært at forestille sig, når man er der på den dejligste dag med mild brise og lette skyer.

Vandstanden når om sommeren op til grænsen mellem det hvide og det sorte på klipperne. Det er lidt svært at se på billedet, men der er altså et stykke op!
Bådturen var en af årets sidste før regntiden kommer, og hele området bliver oversvømmet. Det bliver dog ikke en synderlig våd omgang i år, sagde guiden ombord på båden; Det kunne han se, ved at krokodillerne kun havde kravlet ca. 5 meter op på flodbredden for at lægge sine æg. Det er åbenbart en bedre indikator end alskens moderne udstyr og målinger. Som guiden sagde: “Krokodillerne har været her i millioner af år. De ved den slags!” Lidt fascinerende.

Fra Fitzroy Crossing var det kun få timers kørsel før vi nåede Broome.

Broome har én af verdens smukkeste strande: Cable Beach.

Den har, udover sin skønhed, den fede egenskab at den ligger stik vest, så der er imponerende solnedgange så godt som hver aften! Det var vi ikke utilfredse med.

Det indbyder åbenbart også til at ride på kameler mens solen går ned.
Når det så oven i købet er lavvande, ja så er det altså smukt.

Stranden var stadig våd, så man fik nogle helt fantastiske spejlinger af både solnedgang og
kameler. Det hele var så flot at vi blev nødt til at opleve det igen dagen efter.

Det er muligvis en overraskelse for nogen, at der er kameler i Australien, men det har en helt
naturlig forklaring. Kameler kan tackle det barske klima, og behøver ikke drikke vand så ofte. Det gjorde dem før i tiden til naturlige pakdyr på rejser rundt i landet. Da jernbane, biler og fly efterhånden gjorde kamelerne arbejdsløse, blev de sat fri. De lever nu vildt i Australien i bedste velgående, men er blevet en plage enkelte steder, hovedsageligt når det er tørketid. De kan blive decideret vanvittige af tørst (ligesom A.) og på det nærmeste rasere gårde, hvor de sanseløst pløjer gennem indhegninger og skræmmer kvæget væk (ligesom A. -næsten).
I perioder flyver jægere faktisk rundt i helikoptere og plaffer kameler ned, for at holde bestanden lidt i ave.

Vi bliver et par dage i Broome. Campingpladsen vi bor på har næsten ingen gæster, fordi
turistsæsonen er ved at være ovre. Det betyder at vi har denne lækre pool stort set for os selv!

Så alt vel herfra. Vi kører sydpå i morgen. Næste stop er 80mile beach.

Mod vest igen

Nu har vi rundet de 5000 kørte km. Det er gået virkelig stærkt!
Vi har sat turen til nu ind på et kort, så man kan danne sig et overblik.

Fra Darwin kørte vi mod Litchfield National Park - som er væsentligt mindre end nogle af de andre parker vi har besøgt. Her finder man nogle smukke vandfald, omend der pt. ikke er vildt meget vand i dem pga "dry season". Vi havde dog en enkelt nat med silende regn (der løb en mindre flod ned af forruden, mens vi sad i mørket og kiggede ud), så vi håbede at alle vandfaldene ikke var helt udtørrede næste dag. Det var de heldigvis ikke.

Som man kan se har vi her, ud over vandfald, fanget en flue på kameraet. Og det er faktisk ganske sigende. Australske fluer er mere end bare en irritation. De er vel nærmest en plage - hovedsageligt fordi de er meget begejstrede for ører, næse, mund og øjne. De kan sagtens se et næsebor som en landingsbane, og en læbe som et passende sted at hygge sig. Vi er ikke enige.
Der findes dog en løsning:

Enkelt og praktisk. Mindre elegant, men det er heller ikke særlig elegant konstant at vifte om sig med armene, som havde man en slem omgang Tourette.
Alternativt kan man dyppe sig i vandet ved et af de smukke vandfald.

L.'s hoved er den lille prik i midten ovenfor.

Fra Lichtfield gik turen tilbage til Katherine (der er ikke andre asfalterede veje hvis man vil videre vestpå) og derfra vest mod Western Australia og Broome, som vi når til om en dag eller to.
Der er ingen større byer på denne del af ruten, men der er nu masser at se på alligevel.
Her har de bl.a. nogle ret store og spøjse træer. Boab hedder de.

De kommer i alle størrelser og virker nærmest spøgelsesagtige. De fleste havde ingen blade, men regnsæsonen kommer lige om et øjeblik, så mon ikke de bliver fine og grønne igen?

Vi kom også forbi en enorm, kunstigt lavet sø. Lake Argyle hedder den. Den er lavet som et reservoir til kunstvanding, og opdyrkning af områder som ellers ville stå under vand. Den er virkelig gigantisk, næsten 1000 kvadratkilometer. Vi så blot en lille del af den.

Vi er også kørt over en del store floder. Her er det Victoria River. Vi mener vi spottede en krokodille fra broen. -De er i så godt som alle floder i Australien.

Og termitboene, ja de er der stadig. I hobetal. Nogle større end andre. Disse her var helt flade, det var dog ikke så nemt at fange på et kamera.

Vores campingplads i aften ligger i den lille by Kununurra ved en sø. En meget idyllisk en af slagsen.

Klippen man kan se i det fjerne hedder "Den sovende Buddha". Muligvis et levn fra de mange asiatere, der var med til at opbygge landet?

Det betyder dog ikke at alt er fryd og gammen. Under vores aftentur var der pludselig andet end fisk og fugle ude i vandet. Heldigvis var han af den, for mennesker, ufarlige slags (ferskvandsmodellen).

Ellers har vi det godt. Ingen nye forbrændinger eller andre nævneværdige gener her halvvejs på turen. Helt som vi kunne håbe.

En krokodille kommer sjældent alene

Nu har vi kørt lidt over 4000 km - 6000 km to go.

Vi har lagt en ganske fleksibel tidsplan, som vi er lidt foran i øjeblikket. Det er vi meget tilfredse med - man ved jo aldrig, hvornår en uventet og spændende oplevelse dukker op, og så har vi tid nok til også at nå det.
Vi havde heldigvis også tid nok til dette :

-Det ser mere dramatisk ud end det var. Et lille hul i slangen. Da det var fikset på 20 minutter, var vi atter på vejen igen.

Fra Kakadu kørte vi mod Darwin og midt i det hele spottede vi et skilt med “Jumping Croc Cruise”. Det måtte vi se!
Selvom vi overalt var blevet mindet om at passe på med krokodillerne, ville vi jo egentlig også gerne se dem, nu vi var her. På behørig afstand naturligvis.
Vi kørte ned til den nærliggende flod, og fra et lille skur blev vi ført ombord en pram med små gitre på siderne. Vi blev sejlet ud midt på floden, hvorefter"kaptajnen" hev en luns kød på en snor frem. Og så var der ellers krokodiller! Masser af dem.

Og nogle gange lige vel tæt på...

Da vi var ved at være færdige, fik vi pludselig fint besøg. Brutus, den mest berømte krokodille i området, dukkede pludselig op.

Brutus er 6 meter lang og 90 år gammel. Han har ikke mange tænder tilbage og kun 3 ben, da det fjerde blev spist af en haj han var oppe at toppes med (!)
Trods sin høje alder er han dog stadig flodens konge og en rigtig hidsigprop.

De andre krokodiller har respekt for ham - et ordentligt slag med halen (som sendte 20-30 liter flodvand ned over de forreste i båden, inkl. os) og væk var konkurrenterne!

L. kom så tæt på Brutus, at han kunne have klappet ham. Det afholdt han sig dog fra.
Vi er ret sikre på at Brutus ville være lige så fornøjet med at snacke på en hånd, som at snacke på kødlunser fra båden.
I gennemsnit bliver der dræbt 2 mennesker årligt af krokodiller i Northern Territory alene.
Nogle gange en dum turist, som for nylig hvor en fisker vadede ud i vandet efter et blink som sad fast (mens konen stod på bredden!), andre gange en lokal, som da to unge mænd efter en våd aften i byen ville svømme om kap over en flod. Man kan sige den ene vandt ret klart.

I dag er vi så nået til Darwin og har været lidt rundt og se på den. Her er en smule koldere end indlands -vi er helt nede på 30 grader, men når fugtigheden samtidig er gået tilsvarende op, så føles det nærmest endnu varmere.

Darwin er en ok by, og den største vi har været i siden vi forlod Cairns.
Synderligt spændende er den dog ikke, nu hvor turistsæsonen er næsten overstået og regntiden på vej. Der er en promenade langs vandet, hvor der er anlagt en rigtig fin park, og en lang gade parallelt med dette, hvor der er en masse spisesteder, barer, caféer og små butikker.

Hyggeligt, men så heller ikke mere.
Vi bliver her et døgns tid, og så er det på farten igen.