Perth

En uge i Perth, og derved slutningen af vores ophold i Australien, har snart nået sin ende.
Det har været forrygende, og tiden er fløjet afsted, både på vejene og her i Perth. Efter seks uger på støvede veje er det skønt med lidt albuerum igen.  

Når man kommer fra en autocamper, er en lejlighed pludselig at sammenligne med et palads!
Og vi har vaskemaskine. Og internet. Og altan med udsigt!

Perth er en super hyggelig by. Vi synes i hvert fald her er utrolig dejligt. Af alle de storbyer vi har besøgt, får den uden problemer en plads på vores top ti.
Her er et fantastisk klima, og det påvirker uden tvivl hvordan byen er opbygget og opleves.
Der er grønne område spredt ud over hele byen - og træer på nærmest alle gader. Der er caféer overalt (som i: Overalt!) med fine pladser til servering ude og inde.

Det er utallige stilarter i bybilledet, med alt fra smarte hipster-øko-cafér og spisesteder, til de mere klassiske, og selvfølgelig alverdens landes specialiteter. Og næsten intet af det virker som turistfælder, men veldrevne og livlige steder med oprigtig interesse for hygge og god service.
Hvad mere kan en turist ønske sig?
Her er L. igang med at bestille mad på en kinesisk restaurant. På en af de opsatte Ipads. Det gik fint.

Vi har shoppet, oset rundt, spist ude, sovet længe og drukket kaffe i ét væk. Dejligt.

Midt i det hele ligger en smal strøggade i gammel engelsk stil, med de fineste sirlige skilte og delikate butikker. Hyggeligt!

Mod vest i Perth ligger Kings Park. En kæmpestor park med talrige græsplæner og monumenter, små "afdelinger" med flora fra forskellige dele af Australien, japansk inspirerede små søer, en "boardwalk" oppe over trækronerne, udsigtstårne og meget mere. Fordi parken ligger lidt højere end resten af Perth finder man også en flot udsigt ud over byens skyline.

Perth er omgivet af forstadsbyer. Den ene mere hyggelig end den næste. Vi besøgte Guildford inden vi afleverede camperen. En gammel by (efter australske forhold) omgivet af vinmarker. Der var smukke engelske huse, fine caféer og restauranter i historiske bygninger med elegante facader og udhæng, som gør at man kan gå i skygge når som helst. Hvis det ikke var for bilerne på gaden og smartphones hos folk på caféerne, kunne man godt blive i tvivl om hvilket århundrede man befandt sig i.

En anden af forstæderne vi har besøgt er Fremantle. En slags tilbagelænet havneby, hvor mange tager hen i weekenden. Igen, masser af caféer og glade smile på små hyggelige gader og stræder.

Som en stor kontrast til dette ligger midt i det hele Fremantle Prison. Et af Vestaustraliens første "Maximum Security Prison" og et absolut "must see".

Fængslet blev bygget med de første fanger som arbejdskraft. Fangerne var hovedsageligt sejlet til Australien fra England. De begyndte at bygge i 1860'erne og fængslet var i brug helt til 1991.

Vi fik en lang og utrolig spændende tur rundt på stedet af en meget indlevende og underholdende guide, som tidligere havde været fængselsvagt der.

Løkken på et af billederne ovenfor er ikke til pynt. I alt har der hængt 41 mennesker fra den bjælke, som løkken hviler på. Det gjorde ikke henrettelseslokalet mindre uhyggeligt at stå i.
Livet i fængslet har ikke været sjovt, hverken for indsatte eller personale. Flere gange har der også været optøjer på stedet. Senest i 1988 hvor fanger satte ild til store dele af stedet, som så måtte genopbygges.

Cellerne var nogle af de mindste i den vestlige verden. 120x210 cm (!)
De var vitterligt små. -Man skal ikke lade sig narre af panoramabilledet, som desuden er en dobbeltcelle.



At fængslet ikke længere er i brug skyldes udelukkende én ting: Dårlige hygiejniske forhold.
Hver celle havde en lokumsspand, som kun måtte tømmes én gang om dagen.
Når man tilføjer at der i Perth kan blive op til 45 grader om sommeren (og der er ikke aircondition i fængslet), så kan man muligvis forestille sig hvor slem lugten må have været...
På billedet ovenfor kan man skimte et toilet. Det stammer fra en kort periode, hvor man forsøgte at indføre kemiske toiletter. Det gik dårligt;
-Kemikalierne indeholdt en lille smule alkohol, nok til at nogle af fangerne (trods konsekvenserne) indtog dem. Toiletterne blev derfor hurtigt afviklet, og erstattet af den forhadte spand igen.

Lokumsspanden var i brug helt op til fængslet lukkede i 1991 (!)

Modsat 41 andre, slap vi levende ud af fængslet igen, og tilbage til vores lejlighed.
Rige på oplevelser gennem syv uger, er det nu sidste aften i Australien for denne gang.
Ellers er der kun tilbage at pakke kufferterne, og sætte kursen mod Danmark igen.
For en kort stund.

Stay tuned.

End of the road

Fra Shark Bay kørte vi sydpå til Kalbarri National Park.

Nationalparkens største "feature" er Murchinson River Gorge, en stor kløft med en flod i, som kan beundres fra flere forskellige udsigtspunkter. Det gjorde vi så.

A. står faktisk skræmmende højt oppe på billedet herunder, selvom det ikke kan ses. Det er som om udsigten bare er lidt bedre, når man står så tæt på som muligt.

Selvom vi har kørt meget mod syd, så var Kalbarri N.P. bragende varm (der kan blive over 50 grader i bunden af kløften). Men hvad betyder det, når man kan sidde her og nyde en let brise?

Den lille og isolerede Kalbarri by ligger klemt inde mellem nationalparken mod øst og syd, og det Indiske Ocean med nord og vest. Vi tror dog det er ganske frivilligt. Den ligger i hvert fald ud til en fin lille bugt.

På ægte australsk manér er der lavet flere udsigtspunkter, så de nysgerrige kan komme helt tæt på de uendelige vidder.

Det skal ærligt siges, at der på vores kamera sidder et rigtig godt objektiv; Til landskaber! Ikke til at spotte hvaler med. Ikke desto mindre, så plasker der altså en hval rundt i billedet herunder.

Den kan ses ca. midt i billedet. Det så ud til at det var en mor med hendes kalv, der hyggede sig. Hvert år ligger 22.000 hvaler vejen forbi her, så hvalspotning er ikke usædvaneligt.

A. var ganske tæt på at flytte ind på dette udsigtspunkt. L. mente dog det ville være vanskeligt at få camperen så langt ud. Det var så smukt.

Lidt længere mod syd kørte vi pludselig forbi en lyserød sø. Vi kan, uden at blinke, sige at nogen var mere begejstrede end andre. Men ud til den lyserøde sø kom vi - på trods af at lille, sørgeligt hegn, der måtte forceres.

Endnu længere mod syd ligger den lillebitte by Greenough. Den er kendt for sine liggende træer.
Når man læser om liggende træer, kan man godt tænke at de næppe ligger helt ned. Men det gjorde de. Og det har de gjort i mange år. Det lignede nærmest de var smeltet. Eller punkteret.

Liggende træer er ikke det eneste Greenough promoverer sig på:
Byen har også en hel lille landsby som nærmest er ét stort museum. Igen var der ikke helt enighed om, hvor spændende det nu var, og slet ikke om det var værd at betale penge for at komme ind og se. Men set blev den.
Landsbyen havde sit højdepunkt før 1.Verdenskrig og beboedes dengang af flere hundrede mennesker. Nu boede der ikke nogen mere. Bygningen til højre er dog en kirke som fortsat er i brug.

Videre på turen kom vi til Nambung National Park, som mest er kendt for sine "Pinnacles".
-En masse sten som stikker op af jorden ude i en lille sandørken.
Vi ved ikke helt hvad vi skal skrive om dem, for ingen ved rigtigt hvad de egentlig er eller hvordan de er blevet til. Men der er mange af dem. I alle størrelser og former.

En teori er at de er dannet forstenet træ, mens ndre mener det er dannet fra kalk-aflejringer. Fælles for dem er i hvert fald at de er spøjse at se på. Især, når der er tusindvis af dem.

Få dage senere havde en lang og spændende køretur nået sin ende. For nu.

Vi er med andre ord ankommet i Perth, og camperen er -modvilligt- leveret tilbage til Maui.

På et kort ser vores tur i grove træk således ud:

10.667 km var hvad det kunne blive til alt i alt.

Vi er dog ikke på vej hjemad endnu, men bor nu på oceaner af plads i en skøn lejlighed i Perth. 

Her skal vi være en uges tid. Mere om det senere.

Lige til kanten

Lidt syd for Exmouth og Cape Range ligger Coral Bay. En idyllisk ferieby med fantastiske forhold til snorkeling. Så frem med vådedragterne igen!
Og ja - her ærgrede vi os virkelig over manglende undervandskamera. Det var, uden sammenligning, det smukkeste rev vi har snorklet ved nogensinde. I alle regnbuens farver og alle tænkelige former.
Hvis man engang er i området, bør Coral Bay helt sikkert være på besøgslisten!.

Klar til kamp!

Efter Coral Bay kørte vi videre sydpå, mod den lille by Carnarvon. Ved Carnarvon finder man de såkaldte "blowholes", som består af nogle huller i klipperne langs kysten, hvor bølgerne presser luft og vand op igennem, så det nærmest ligner gejsere. Op til 20 meter op i luften!

Området lignede i øvrigt nærmest noget fra Mars.

Vores næste stop mod Perth var Shark Bay. En halvø ud mod det Indiske Ocean, kendt for sit rige dyreliv.
Det første vi stødte på var dog noget fra før pattedyrenes indtog på jordkloden; "Stromatolitter", 3,5 milliarder år gamle stenlignende formationer dannet af nogle særlige bakterier. De lignede ikke noget der var så gammelt - men de var ret fascinerende. 3500 millioner år er alligevel lang tid...

Den eneste by i Shark Bay hedder Denham. -En lille søvnig havneby med en fin promenade og en campingplads helt ud til havet, præcis som vi bedst kan lide det. Vi fik en skøn plads på "første række midtfor", hvor vi kunne sidde og nyde solnedgangen fra bagsædet af vores camper. 

26 km nordøst for Denham ligger Monkey Mia. Et område som, trods navnet, ikke er kendt for aber - men for vilde delfiner. Spørg os ikke hvorfor.
Hver morgen (hvis delfinerne dukker op) fodres de inde ved stranden. Delfinerne har mulighed for at komme ind 3 gange, inden kl. 12 og få sig lidt godbidder. Det er noget af et tilløbsstykke.

De fodres maksimalt med 1/4 af deres normale dagsindtag, for at sikre at de stadig spiser og jager som delfiner nu skal.

Nogle af delfinerne syntes dog mere interesserede i at underholde end at snacke. Det brokkede vi os ikke over. 

Det blev dog en helt anden beboer i området som til dels stjal showet den morgen vi var der.
En af de lokale pelikaner havde for længst regnet det hele ud. Han vidste udmærket godt hvad der var i de blikspande som blev bragt ud til vandkanten.

Trods personalets brave forsøg på at holde ham i skak med en enkelt fisk i en kedelig grøn plastikspand (ses i baggrunden), var der ingen tvivl hvor han ville hen. Og det kom han, efter flere mislykkede flugtforsøg.

Delfinerne tog det meget pænt at han blandede sig. Det var nok ikke første gang. 

Ellers bød Shark Bay på flere flotte udsigtspunkter. Det bedste var Eagle Bluff, hvor man højt oppe fik udkig over et meget lavvandet område ud over vandet. Her kunne man ganske tydeligt se hajer, sting rays m.m. svømme rundt.

-I hvert fald når solen skinnede. Billederne (over og under) er taget ca. samme sted. Det var overraskende, hvor stor en forskel en smule solskin kunne gøre.

Smukke strande var der vanen tro også. Den flotteste var Shell Beach.

Stranden består nærmest udelukkende af skaller. I 11 meters dybde, læste vi os frem til. Vi magtede ikke helt at få syn for sagn.

Vandet ved stranden er så salt, at der næsten ikke er andet end de her muslinger som kan leve i det.
-Bortset fra nogle små hajer som svømmede rundt på kryds og tværs helt inde ved kanten. Hvis man stod helt stille, kom de gerne indenfor en meters penge før de opdagede man var der, og skyndte sig væk igen.

Vi var også forbi et Ocean Center. Her fik man en guidet tur rundt mellem bassiner med alle de fisk og dyr som lever i området. Det var som altid spændende at møde dem helt tæt på. Hajerne holdt vi os dog på behørig afstand af. De største var tre meter lange.

Fra Shark Bay går turen nu videre sydover mod Kalbarri og endelig Perth, hvor turen slutter på søndag. Det er godt nok gået stærkt.