De sidste par dage i Kyoto, og dermed Japan, gik som de forrige med sightseeing i stor stil. Fokus var fortsat på gamle bygninger og templer. L. mener personligt han snart drømmer om dem, så mange har han set. A. mener slet ikke hun har fået nok.
Af samme grund var A. endda ude på egen hånd hist og her, når L. sidst på dagen var mæt. Her opdagede hun at templer i Kyoto lukker omkring kl 17. Men så kan man jo se på de flotte mure og porte. Og komme igen en anden dag...
A.´s målsætning om at nå halvdelen af templerne blev, som forventet, ikke helt nået. Med kun fem dage på hånden måtte der prioriteres. Et tempel med flere tusind torii (porte), Fushimi-Inari-Taisha, måtte A. dog se.
Bag hovedtemplet ligger et bjerg med snoede stier som går gennem utallige porte:
Ca. 4 km sti og ca. 40.000 (!) små templer langs denne (nogle af dem er virkelig små, 50x50 cm) var der. Dem magtede vi dog ikke at se alle sammen - sådan noget sightseeing er hårdt for fødderne. Men smukt var det.
Første gang L. og A. var i Japan, gik der lidt ged i det med A. og kortlæsning, hvilket medførte en større detour med kufferter og det hele. Men man lærer af sine fejl. Nogle gange.
I Kyoto havde A. planlagt en nøje rute for den sidste dags sightseeing, men kortet ville ikke helt som A. Resultat: Et tempel som skulle ligge lige rundt om hjørnet, lå i stedet i den anden ende af byen... -Det så altså ikke sådan ud på kortet!
En taxa klarede dog skærene, også selvom alle byens turister synes at skulle samme vej som os. Det var nogle populære templer A. havde udvalgt.
I det mindste var der ingen kufferter med denne gang...
Og frem kom vi da, til dette fine tempel kaldet Nanzen-Ji.
Vi er ikke sikre på hvorfor, men den dag var der ret mange kvinder, der var klædt i den traditionelle japanske klædedragt. Og de så fine ud, at A. måtte prøve at tage lidt billeder af dem.
Da vi kom ud igen fra templet blev L. pludselig shanghaiet. Vi ved ikke helt hvad det gik ud på.
- men L. skulle i hvert fald være med.
Fra Nanzen-ji gik der langs en lille flod en berømt sti kaldet "Path of Philosophy", Tetsugaku-no-Michi, med blomstrende kirsebærtræer på begge sider. Her gik munke i gamle dage lange ture fordybet i tanker. Stien slutter ved templet Ginkaku-ji (hvor heldigt!), ikke at forveksle med Kinkaku-ji. Af samme grund kaldes templet for "sølvtemplet", selvom det ikke er forsølvet...
Lidt moderne arkitektur skulle vi også se. Kyoto har deres eget tårn, Kyoto Tower, som er 131 meter højt, og dermed den højeste bygning i byen.
Her var der lidt indretnings-issues, idet L. er noget højere end den gennemsnitlige japanere, men heldigvis var det ikke noget problem.
L. assimilerer lynhurtigt!
Nishiki market er stedet hvor man kan få det meste; tøj, mad, krydderier, the, sko, tasker, souvenirs... Jo tak. Der var alt. Også virkelig fyldt med mennesker.
A. var ikke lige tilfreds med alle boder:
Der er slet ikke is nok på de fisk. Bittesmå blæksprutter på pind ved vi ikke hvad vi skal mene om... Vi smagte dem ikke!
Slutteligt lidt flere kirsebærtræer (surprise!):
Kyoto er en fantastisk by. Det er lidt underligt at gå rundt i den og vide at alt dette var på nippet til at blive udslettet i slutningen af 2.verdenskrig; Byen var angiveligt udset som mål for den ene af de to atombomber USA smed over landet i 1945, men krigsministeren i USA havde været på bryllupsrejse i Kyoto, og han mente det ville være på linie med at bombe Rom hvad angik historisk værdi. Så amerikanerne valgte Nagasaki istedet. Ikke rart at tænke på.
Dagene i Japan fløj afsted, og pludselig skulle vi retur med Shinkansen til Narita lufthavn med kurs mod San Francisco. A. nåede dog at købe *endnu* en magnet til samlingen. Vi må skaffe os et ekstra køleskab mere med alle de magneter der skal op...
Af samme grund var A. endda ude på egen hånd hist og her, når L. sidst på dagen var mæt. Her opdagede hun at templer i Kyoto lukker omkring kl 17. Men så kan man jo se på de flotte mure og porte. Og komme igen en anden dag...
A.´s målsætning om at nå halvdelen af templerne blev, som forventet, ikke helt nået. Med kun fem dage på hånden måtte der prioriteres. Et tempel med flere tusind torii (porte), Fushimi-Inari-Taisha, måtte A. dog se.
Bag hovedtemplet ligger et bjerg med snoede stier som går gennem utallige porte:
Ca. 4 km sti og ca. 40.000 (!) små templer langs denne (nogle af dem er virkelig små, 50x50 cm) var der. Dem magtede vi dog ikke at se alle sammen - sådan noget sightseeing er hårdt for fødderne. Men smukt var det.
Første gang L. og A. var i Japan, gik der lidt ged i det med A. og kortlæsning, hvilket medførte en større detour med kufferter og det hele. Men man lærer af sine fejl. Nogle gange.
I Kyoto havde A. planlagt en nøje rute for den sidste dags sightseeing, men kortet ville ikke helt som A. Resultat: Et tempel som skulle ligge lige rundt om hjørnet, lå i stedet i den anden ende af byen... -Det så altså ikke sådan ud på kortet!
En taxa klarede dog skærene, også selvom alle byens turister synes at skulle samme vej som os. Det var nogle populære templer A. havde udvalgt.
I det mindste var der ingen kufferter med denne gang...
Og frem kom vi da, til dette fine tempel kaldet Nanzen-Ji.
Vi er ikke sikre på hvorfor, men den dag var der ret mange kvinder, der var klædt i den traditionelle japanske klædedragt. Og de så fine ud, at A. måtte prøve at tage lidt billeder af dem.
Da vi kom ud igen fra templet blev L. pludselig shanghaiet. Vi ved ikke helt hvad det gik ud på.
- men L. skulle i hvert fald være med.
Fra Nanzen-ji gik der langs en lille flod en berømt sti kaldet "Path of Philosophy", Tetsugaku-no-Michi, med blomstrende kirsebærtræer på begge sider. Her gik munke i gamle dage lange ture fordybet i tanker. Stien slutter ved templet Ginkaku-ji (hvor heldigt!), ikke at forveksle med Kinkaku-ji. Af samme grund kaldes templet for "sølvtemplet", selvom det ikke er forsølvet...
Lidt moderne arkitektur skulle vi også se. Kyoto har deres eget tårn, Kyoto Tower, som er 131 meter højt, og dermed den højeste bygning i byen.
Her var der lidt indretnings-issues, idet L. er noget højere end den gennemsnitlige japanere, men heldigvis var det ikke noget problem.
L. assimilerer lynhurtigt!
Nishiki market er stedet hvor man kan få det meste; tøj, mad, krydderier, the, sko, tasker, souvenirs... Jo tak. Der var alt. Også virkelig fyldt med mennesker.
A. var ikke lige tilfreds med alle boder:
Der er slet ikke is nok på de fisk. Bittesmå blæksprutter på pind ved vi ikke hvad vi skal mene om... Vi smagte dem ikke!
Slutteligt lidt flere kirsebærtræer (surprise!):
Kyoto er en fantastisk by. Det er lidt underligt at gå rundt i den og vide at alt dette var på nippet til at blive udslettet i slutningen af 2.verdenskrig; Byen var angiveligt udset som mål for den ene af de to atombomber USA smed over landet i 1945, men krigsministeren i USA havde været på bryllupsrejse i Kyoto, og han mente det ville være på linie med at bombe Rom hvad angik historisk værdi. Så amerikanerne valgte Nagasaki istedet. Ikke rart at tænke på.
Dagene i Japan fløj afsted, og pludselig skulle vi retur med Shinkansen til Narita lufthavn med kurs mod San Francisco. A. nåede dog at købe *endnu* en magnet til samlingen. Vi må skaffe os et ekstra køleskab mere med alle de magneter der skal op...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar