Så er der ikke mere tropeø for denne gang. Badebukserne er pakket væk, og der er taget afsked med paradiset.
Højdepunktet for sidste del af vores ophold på Rarotonga var helt klart vores dagstur til en af grupperne af naboøer, som hedder Aitutaki. Smukt og grønt, og med de vildeste hvide "bountystrande".
Vi landede i den mindste lufthavn efter 40 minutter på vingerne, til høj klimten fra en ukulele. Dét er de helt vilde med her.
Først fik vi en lille rundtur i jeep på hovedøen (som godt nok ikke var stor), med en guide som bl.a. viste os et træ med frugter der, efter hans udsagn, kunne helbrede kræft OG virke som myggebalsam. God kombi...
Efter rundturen steg vi om bord på vores båd, en 21 meter lang katamaran indrettet som en slags flydende restaurant.
Vi blev sejlet rundt mellem et par af øerne, og endte på en lillebitte ø ved navn One Foot Island. (Den er lidt større end navnet antyder, men ikke meget!)
Her kunne vi så bade, snorkle, sole, få et stempel i sit pas på øens postkontor (!)
- eller, som vi valgte, tage en vader ud til en endnu mindre ø (vel nærmest en sandbanke).
Vi gik i 20 minutter i det varmeste, klare vand for at nå derud, og nød undervejs synet af stimer af fisk som svømmede forbi.
Den eneste på den lille ø var et par små palmer, som voksede i deres medbragte kokosnød,
-og så os og lyden af bølgeskvulp.
L. vil gerne bosætte sig der. A. mener der mangler en parasol og et køleskab. Ellers er den perfekt.
Timerne fløj afsted, og pludselig var det tid at drage tilbage til vores resort. En helt perfekt dag var slut, og to dage senere var opholdet på Cook Islands ovre.
Vi nåede dog at få hund lige inden vi rejste. Eller rettere, den bestemte sig for, at være vores hund. En sød, sort én i mellemstørrelsen.
Den kom gående langs stranden ud for vores resort, gik hen til L. som lå og solede sig, kiggede lidt, og satte sig ved siden af solsengen. Og blev siddende. Den forstod tydeligvis ikke dansk, for da vi bad den om at smutte, lagde den sig blot ned på stedet og faldt i dyb søvn.
Den opdagede derfor ikke lidt senere, at vi var gået ud for at snorkle før vi var kommet et godt stykke ud, og hvad gør man så som hund? Svømmer ud til os, naturligvis. -Vi må ha lignet nogen, der skulle reddes.
A. skældte den ud (med tårer i øjnene; den ville jo bare hjælpe) og L. sendte den retur mod land, da den hoppede op på A.'s redningsvest for at få en puster...
Da den var tilbage på fast grund, besluttede den sig vist for at vi ikke var så flinke endda, for vi så den ikke siden... L. har dog lovet A. at den har det godt, leger med de andre hunde og prøver at fange fisk i vandkanten. Så det trøster A. sig med. -Og prøver at tænke på de ventende kirsebærtræer istedet.
I skrivende stund er vi nemlig på vej videre mod Japan, en flyvetur på 11 timer.
A. har læst at kirsebærtræerne skal springe ud i dag i Tokyo, så om et par dage kommer alt til at være helt sart lyserødt... Perfekt timing. Forhåbentlig.
Højdepunktet for sidste del af vores ophold på Rarotonga var helt klart vores dagstur til en af grupperne af naboøer, som hedder Aitutaki. Smukt og grønt, og med de vildeste hvide "bountystrande".
Vi landede i den mindste lufthavn efter 40 minutter på vingerne, til høj klimten fra en ukulele. Dét er de helt vilde med her.
Først fik vi en lille rundtur i jeep på hovedøen (som godt nok ikke var stor), med en guide som bl.a. viste os et træ med frugter der, efter hans udsagn, kunne helbrede kræft OG virke som myggebalsam. God kombi...
Efter rundturen steg vi om bord på vores båd, en 21 meter lang katamaran indrettet som en slags flydende restaurant.
Vi blev sejlet rundt mellem et par af øerne, og endte på en lillebitte ø ved navn One Foot Island. (Den er lidt større end navnet antyder, men ikke meget!)
Her kunne vi så bade, snorkle, sole, få et stempel i sit pas på øens postkontor (!)
- eller, som vi valgte, tage en vader ud til en endnu mindre ø (vel nærmest en sandbanke).
Vi gik i 20 minutter i det varmeste, klare vand for at nå derud, og nød undervejs synet af stimer af fisk som svømmede forbi.
Den eneste på den lille ø var et par små palmer, som voksede i deres medbragte kokosnød,
-og så os og lyden af bølgeskvulp.
L. vil gerne bosætte sig der. A. mener der mangler en parasol og et køleskab. Ellers er den perfekt.
Timerne fløj afsted, og pludselig var det tid at drage tilbage til vores resort. En helt perfekt dag var slut, og to dage senere var opholdet på Cook Islands ovre.
Vi nåede dog at få hund lige inden vi rejste. Eller rettere, den bestemte sig for, at være vores hund. En sød, sort én i mellemstørrelsen.
Den kom gående langs stranden ud for vores resort, gik hen til L. som lå og solede sig, kiggede lidt, og satte sig ved siden af solsengen. Og blev siddende. Den forstod tydeligvis ikke dansk, for da vi bad den om at smutte, lagde den sig blot ned på stedet og faldt i dyb søvn.
Den opdagede derfor ikke lidt senere, at vi var gået ud for at snorkle før vi var kommet et godt stykke ud, og hvad gør man så som hund? Svømmer ud til os, naturligvis. -Vi må ha lignet nogen, der skulle reddes.
A. skældte den ud (med tårer i øjnene; den ville jo bare hjælpe) og L. sendte den retur mod land, da den hoppede op på A.'s redningsvest for at få en puster...
Da den var tilbage på fast grund, besluttede den sig vist for at vi ikke var så flinke endda, for vi så den ikke siden... L. har dog lovet A. at den har det godt, leger med de andre hunde og prøver at fange fisk i vandkanten. Så det trøster A. sig med. -Og prøver at tænke på de ventende kirsebærtræer istedet.
I skrivende stund er vi nemlig på vej videre mod Japan, en flyvetur på 11 timer.
A. har læst at kirsebærtræerne skal springe ud i dag i Tokyo, så om et par dage kommer alt til at være helt sart lyserødt... Perfekt timing. Forhåbentlig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar