tirsdag den 27. marts 2012

Intet nyt - send flere penge!

Det kan godt være at man siger tiden står stille på Cook Islands, men den uge vi har været her, føles højst som et par timer. Dagene stryger afsted, så det er bare med at nyde dem!


-Det gør vi så det bedste vi har lært: Solbadning, hyggelæsning og ikke mindst masser af snorkeling.


Vi har som nævnt havet lige udenfor vores dør, og det har den fineste sandbund med små spredte rev imellem, fulde af farvestrålende fisk i alle størrelser.


Øen vi bor på hedder Rarotonga, og er "hovedøen" i landet. Den er 32 km i omkreds, og der er kun én vej, som følger kysten hele vejen rundt. Scooter er det foretrukne transportmiddel, men her er også en del gamle biler. Det er dog ikke fordi bilisterne kommer hurtigere frem. Man må nemlig højst køre 50 km/t overalt.
Vi bruger primært bussen til at komme rundt. Den kører to gange i timen i dagtiden; en gang med uret og en gang mod. Den er gammel, men ganske hyggelig, og chaufføren stopper overalt hvis der er nogen, der skal på. Busstoppesteder findes ikke, man vinker bare, hvis man vil med. De har dog en busterminal.


Idet vi fløj fra New Zealand og hertil, skulle vi ikke bare stille på viserne på uret, men også på datoen, da vi har passeret datolinjen.
L. har flere gange forsøgt at forklare årsagen til A., men det er ikke helt så nemt at forstå, synes A. Det giver jo ingen mening...

Mere logisk er konceptet "Raro-tid" som bruges herovre. I Danmark betyder "omkring kl. 15" ca. noget mellem fem i og fem over 15.
Her på øen kan det betyde alt mellem kl. 14 og kl. 16. Godt at vide hvis man f.eks. skal have en taxi til lufthavnen!
I det hele taget er folk meget afslappede og tilbagelænede på øen, hvilket i det fleste tilfælde er dejligt befriende. Dog ikke når det gælder betjeningen på et spisested. Det prøver L. og A. stadig at vænne sig til. Maden på øen er til gengæld overraskende lækker, selvom udvalget til tider er lidt småt, og priserne er ca. som i Danmark. Kan heller ikke være nemt at få transporteret råvarer herud.


Alt i alt er her skønt, og hvis man trænger til at stresse af, findes der nok ikke noget bedre sted i verden.


Er man vild med tv-serier og fjernsyn i det hele taget, er Cook Islands til gengæld nok ikke stedet at tage hen. Der er kun én tv-kanal på øen, og den sender alt muligt rodet mix hentet fra diverse satelitkanaler, som en fyr så sidder et eller andet sted på øen og skifter rundt imellem. Og han er ikke bleg for at skifte program midt i det hele, hvis han af en eller anden grund skulle få lyst til det. Her kan man virkelig tale om at styre medierne!

Vi har nu 4 dage tilbage på øen. Mandag skal vi på heldagstur til en af naboøerne, Aitutaki, som bl.a. skulle have en smuk lagune.

Herefter er det videre til Japan og -forhåbentlig- masser af blomstrende kirsebærtræer. A. kan næsten ikke vente. Ind til da arbejder vi på vores tan - går faktisk rigtig godt, også for A., solen bager simpelthen gennem både solfaktor 20 og 30. Imponerende...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar