At køre rundt på New Zealand er, som vi tidligere har nævnt, noget helt andet end at køre i Australien. For det første er der kortere mellem seværdighederne, hvilket er ganske logisk, da Australien jo er meget større end New Zealand. Man behøver derfor ikke køre så længe ad gangen. For det andet er terrænet langt mere varieret her; det ene øjeblik kører man blandt grønne marker med utallige køer, (endnu flere!) får og andre dyr, og det næste er man pludselig på vej op af en bjergvej med fantastisk udsigt til en kæmpe sø og kilometerhøje bjerge (dem har de virkelig mange af...).
Vejene snor sig ud og ind hele tiden, så der er stort set ikke mulighed for brug af cruisecontrol, for man skal bremse (ned af bjerge), og skifte til lavere gear (op af bjerge) hele tiden.
Fra Dunedin kørte vi mod øst, ud på en lille halvø ved navn Otago Peninsula, som er særligt berømt for sit rige dyreliv og barske natur. Vi valgte at give vores gps muligheden for at revanchere sit elendige valg af rute den første gang vi brugte den. Den kvitterede venligst med endnu en gang at sende os ud på en sindsyg rute langs smalle klippeskråninger med skarpe hårnålesving.
Denne gang var det A. som fik æren af at være chauffør, og med nerverne udenpå tøjet og L.'s støtte, fik hun camperen frem til målet, helt uden skrammer og ridser. Men populært var det ikke! Turen blev heller ikke bedre af at folk hernede kører som de blinde slås. Der må seriøst sidde nogle kørelærere og klaske sig på lårene af grin, hver gang en af deres elever får sit kørekort. Men frem kom vi da.
Otago er et af de eneste ynglesteder i verden på fastland for albatrosser, og man kan bl.a. også se en del sjældne pingviner og sæler langs kysten. Ynglestederne lå desværre i et reservat lukket for offentlig adgang, så den eneste måde at komme derud var på gåben med en hyret guide. Det var vejret ikke rigtig til, så vi nøjedes med at nyde den flotte natur, og en enkelt albatros fik vi da også set. Pingvinerne var der dog ingen af i denne omgang. Til gengæld fik vi spottet New Zealands nationalfugl, kiwi'en!
Beklager kvaliteten. Det er en sky fugl, og det var mørkt... Og A. var ivrig.
Fra Otago gik turen nu tværs over New Zealand, mod næste store punkt på turen: Fiordland. Efter at have kørt Australien tyndt føltes turen på 350 km som peanuts. Fiordland er en enorm nationalpark på 1,25 mio hektar land. Det er et af de vådeste steder i verden, huser utallige truede dyrearter og bliver omtalt som "the scenic and walking capital of the world".
Vi kunne naturligvis ikke nå at se hele området, så vi udvalgte os den mest populære del, Milford Sound, en kæmpe fjord som skulle være særligt imponerende.
Turen til Milford Sound foregår via en 120km lang bjergvej. L. og A. var lidt usikre på om det var smartest at lade camperen stå i den nærmeste by og tage en bus, da der var skrevet en del om faren ved turen og de mange ulykker som var sket på strækningen. Vejrudsigten så dog lovende ud, og med bus kunne man ikke overnatte deroppe, så efter lidt fælles peptalk blev bus-idéen skrottet og L. fik til opgave at få camperen helskindet derop, med A. som guide og støtte.
Bekymringerne viste sig heldigvis at være ubegrundede. Vejen var ganske vist både stejl og smal af og til, men så var det heller ikke værre, og efter 2 tidligere stressfuldte bjergture pga en lunefuld gps, var turen derop på ingen måde slem som frygtet. Mareridtstunellen (som flere kaldte den) på vej derop, var nærmest nem - den manglede dog ikke advarselsskilte.
En smuk tur var det. Det ord kan vist ikke bruges for meget om dette skønne land.
Mere om Milford Sound i næste blog.
Vejene snor sig ud og ind hele tiden, så der er stort set ikke mulighed for brug af cruisecontrol, for man skal bremse (ned af bjerge), og skifte til lavere gear (op af bjerge) hele tiden.
Fra Dunedin kørte vi mod øst, ud på en lille halvø ved navn Otago Peninsula, som er særligt berømt for sit rige dyreliv og barske natur. Vi valgte at give vores gps muligheden for at revanchere sit elendige valg af rute den første gang vi brugte den. Den kvitterede venligst med endnu en gang at sende os ud på en sindsyg rute langs smalle klippeskråninger med skarpe hårnålesving.
Denne gang var det A. som fik æren af at være chauffør, og med nerverne udenpå tøjet og L.'s støtte, fik hun camperen frem til målet, helt uden skrammer og ridser. Men populært var det ikke! Turen blev heller ikke bedre af at folk hernede kører som de blinde slås. Der må seriøst sidde nogle kørelærere og klaske sig på lårene af grin, hver gang en af deres elever får sit kørekort. Men frem kom vi da.
Otago er et af de eneste ynglesteder i verden på fastland for albatrosser, og man kan bl.a. også se en del sjældne pingviner og sæler langs kysten. Ynglestederne lå desværre i et reservat lukket for offentlig adgang, så den eneste måde at komme derud var på gåben med en hyret guide. Det var vejret ikke rigtig til, så vi nøjedes med at nyde den flotte natur, og en enkelt albatros fik vi da også set. Pingvinerne var der dog ingen af i denne omgang. Til gengæld fik vi spottet New Zealands nationalfugl, kiwi'en!
Fra Otago gik turen nu tværs over New Zealand, mod næste store punkt på turen: Fiordland. Efter at have kørt Australien tyndt føltes turen på 350 km som peanuts. Fiordland er en enorm nationalpark på 1,25 mio hektar land. Det er et af de vådeste steder i verden, huser utallige truede dyrearter og bliver omtalt som "the scenic and walking capital of the world".
Vi kunne naturligvis ikke nå at se hele området, så vi udvalgte os den mest populære del, Milford Sound, en kæmpe fjord som skulle være særligt imponerende.
Turen til Milford Sound foregår via en 120km lang bjergvej. L. og A. var lidt usikre på om det var smartest at lade camperen stå i den nærmeste by og tage en bus, da der var skrevet en del om faren ved turen og de mange ulykker som var sket på strækningen. Vejrudsigten så dog lovende ud, og med bus kunne man ikke overnatte deroppe, så efter lidt fælles peptalk blev bus-idéen skrottet og L. fik til opgave at få camperen helskindet derop, med A. som guide og støtte.
Bekymringerne viste sig heldigvis at være ubegrundede. Vejen var ganske vist både stejl og smal af og til, men så var det heller ikke værre, og efter 2 tidligere stressfuldte bjergture pga en lunefuld gps, var turen derop på ingen måde slem som frygtet. Mareridtstunellen (som flere kaldte den) på vej derop, var nærmest nem - den manglede dog ikke advarselsskilte.
En smuk tur var det. Det ord kan vist ikke bruges for meget om dette skønne land.
Mere om Milford Sound i næste blog.
hejsa!
SvarSlethåber at I har det godt dernede.
Det er nogle fine billeder men som biolog bliver jeg nok nødt til at sende jer ud og lede efter en anden kiwi. kiwier har ingen forlængede halefjer og næbbet og hovedet ligner heller ikke, selv om billedet er lidt rystet. det ligner mest en grim and uden svømmehud :)
mvh Tue