Uluru. Verdens største sten. 348 meter høj, 9 km i omkreds. Den er stor. Og vi så den. I solskin, ved solnedgang OG ved solopgang! Intet mindre kunne gøre det, for vi havde læst og hørt at lyset og farverne kunne være helt magiske på denne sære, men meget smukke sten.
Vi vidste ikke helt hvad vi skulle forvente os, da vi kørte af den lange vej mod kernen af Australien gennem utallige kilometer outback. Som mange andre før os, forvekslede vi i et øjeblik et bjerg - Mount Conner - med Uluru. Mount Conner er sølle 4 meter mindre og ligger tæt på Uluru, men ikke desto mindre er det nærmest ukendt for de fleste... Må være nedtur.
Smukt er det altså:
Uluru er dog ret fantastisk, med dens størrelse og dens farve eller nærmere farver! For den skifter fra rød, til orange, til brun, til lilla, alt efter lyset og hvor man står. Vi fotograferede i et væk de steder vi måtte. Uluru er nemlig en hellig sten for aboriginals, og flere steder er det forbudt at fotografere og endda stoppe med bilen!
Her ses Uluru ved solskin:
Ved solnedgang:
Og ved solopgang:
Tæt på:
Uluru ligger i en stor nationalpark og har besøg af mere end 380.000 mennesker hvert år. Til forskel fra de andre nationalparker er der lidt finere i denne, med flere hoteller i udkanten og asfaltvej over det meste af området. Parken indeholder også Kata Tjuta (vi ved ikke hvad det betyder helt præcist, men det er noget med "mange hoveder") som er en række klippeformationer. Man kan ikke, som ved Uluru, køre rundt om dem, men der er anlagt stier så man kan undersøge dem nærmere på egen hånd. L. kom noget længere på denne vandring end A. Der var altså lige lovlig varmt for rødhårede med tendens til hys og varmeknopper. Nærgående fluer hjalp heller ikke.
Under læsning om Uluru stødte vi på beskrivelser af Kings Canyon, "Australiens Grand Canyon". Det måtte vi også se. Det var nogle spændende kløfter, hvor man, hvis man var kæk nok, kunne få lov at vandre oppe langs kanten - via en virkelig uhyggeligt stejl trappe.
Siden A. ikke er særligt kæk ved 40+ grader og ej heller specielt glad for højder, tog vi den skyggefulde vandring ind i kløften istedet. Et tæt vildnis bestående af et næsten udtørret flodleje, masser af træer med mystisk hvid bark, og sten i massevis udgjorde det meste af kløften - utrolig oplevelse. Den bageste del kunne man ikke få lov at komme ind i, da det var helligt område for aboriginals.
Australien er dog også andet end sten og kløfter - her er som tidligere omtalt et voldsomt rigt dyreliv. Vi har gjort vores bedste for at mindske det; 2 roadkills hver er vi oppe på (+ utallige klamme insekter, takket være en stor forrude og en insektspray). Der er endnu ikke røget nogen kænguruer under bilen - gudskelov. Nogen (A.) ville nok tude i dagevis, hvis det skete...
Efter King's Canyon var det på tide at sætte kurs mod Sydney igen. Forude lå næsten 3000km landevej, og man kan vist roligt sige at den tur blev ikke helt som planlagt. Mere om dette næste gang!
Vi vidste ikke helt hvad vi skulle forvente os, da vi kørte af den lange vej mod kernen af Australien gennem utallige kilometer outback. Som mange andre før os, forvekslede vi i et øjeblik et bjerg - Mount Conner - med Uluru. Mount Conner er sølle 4 meter mindre og ligger tæt på Uluru, men ikke desto mindre er det nærmest ukendt for de fleste... Må være nedtur.
Smukt er det altså:
Uluru er dog ret fantastisk, med dens størrelse og dens farve eller nærmere farver! For den skifter fra rød, til orange, til brun, til lilla, alt efter lyset og hvor man står. Vi fotograferede i et væk de steder vi måtte. Uluru er nemlig en hellig sten for aboriginals, og flere steder er det forbudt at fotografere og endda stoppe med bilen!
Her ses Uluru ved solskin:
Uluru ligger i en stor nationalpark og har besøg af mere end 380.000 mennesker hvert år. Til forskel fra de andre nationalparker er der lidt finere i denne, med flere hoteller i udkanten og asfaltvej over det meste af området. Parken indeholder også Kata Tjuta (vi ved ikke hvad det betyder helt præcist, men det er noget med "mange hoveder") som er en række klippeformationer. Man kan ikke, som ved Uluru, køre rundt om dem, men der er anlagt stier så man kan undersøge dem nærmere på egen hånd. L. kom noget længere på denne vandring end A. Der var altså lige lovlig varmt for rødhårede med tendens til hys og varmeknopper. Nærgående fluer hjalp heller ikke.
Under læsning om Uluru stødte vi på beskrivelser af Kings Canyon, "Australiens Grand Canyon". Det måtte vi også se. Det var nogle spændende kløfter, hvor man, hvis man var kæk nok, kunne få lov at vandre oppe langs kanten - via en virkelig uhyggeligt stejl trappe.
Siden A. ikke er særligt kæk ved 40+ grader og ej heller specielt glad for højder, tog vi den skyggefulde vandring ind i kløften istedet. Et tæt vildnis bestående af et næsten udtørret flodleje, masser af træer med mystisk hvid bark, og sten i massevis udgjorde det meste af kløften - utrolig oplevelse. Den bageste del kunne man ikke få lov at komme ind i, da det var helligt område for aboriginals.
Australien er dog også andet end sten og kløfter - her er som tidligere omtalt et voldsomt rigt dyreliv. Vi har gjort vores bedste for at mindske det; 2 roadkills hver er vi oppe på (+ utallige klamme insekter, takket være en stor forrude og en insektspray). Der er endnu ikke røget nogen kænguruer under bilen - gudskelov. Nogen (A.) ville nok tude i dagevis, hvis det skete...
Efter King's Canyon var det på tide at sætte kurs mod Sydney igen. Forude lå næsten 3000km landevej, og man kan vist roligt sige at den tur blev ikke helt som planlagt. Mere om dette næste gang!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar