tirsdag den 6. marts 2012

Roadtrip, vol 5. Over and out.

Vores ophold i Australien er slut for denne gang.


Selvom en måneds roadtrip lyder af meget, så er tiden fløjet afsted. Vi sidder pt. i Sydney lufthavn og venter på vores fly.

Turen tilbage til Sydney fra Uluru gik som nævnt ikke helt som planlagt; L. havde nøje regnet ud, hvor mange km der skulle køres pr. dag, så vi kunne nå til Uluru og tilbage til Sydney før camperen skulle afleveres. Hvad der ikke var medregnet var en uges skybrud i hele sydøst-Australien. Enkelte steder med over 150mm regn på ét døgn (!). Dette medførte at vi hen under aften tre dage før camperen skulle afleveres stod og gloede på et skilt midt på hovedvejen, som fortalte os at vejen forude var lukket, da en bro var ødelagt af en oversvømmet flod. Det medførte en uventet overnatning på en skummel rasteplads med pisseregn og 14 grader - OG en omvej på 400 km, idet broen ikke kunne laves foreløbig, og dette var eneste vej til Sydney i området...
I et forsøg på at undgå flere lukkede veje (det pissede fortsat ned, og flere og flere steder mellem os og Sydney meldtes der om oversvømmede veje), bestemte vi os for at køre til den lyse morgen med mindst mulige pauser. 27 timer (incl. et par timers søvn) og 1700 km senere var vi i Sydney! Lidt klatøjede men meget lettede over at være nået frem til tiden. Camperen blev afleveret og vi var på vej videre mod nye eventyr.


Det været fedt at køre rundt i et imponerende land, hvor alt er anderledes, hvor afstandene er utrolige, og hvor dyre- og planteliv findes selv de tørreste steder.


Vi har lært at begå os på få kvadratmeter, også når der skal redes seng (gerne når den anden er ovre på campingpladsens badefaciliteter - ellers er der ikke plads), når der skal laves mad, når der skal slappes af og når der skal skiftes tøj. For ikke at nævne når vi har overnattet i en naturpark eller på en af de hyggelige rastepladser, og man er nødsaget til at bade på et ½ kvadratmeter stort badeværelse. Det KAN lade sig gøre. Det medfører dog af og til en bister bemærkning / et grin...

En køleskabsdør som ikke holder ordentligt tæt kan også fixes...

Vi kan konstatere at byer i Australien kan være så små, at man ikke kan nå at sige "by", inden man er kørt ud af dem igen. Dette taget i betragtning gør det ekstra imponerende, at enhver by med respekt for sig selv synes at have mindst 3 kirker. Vi tænker, at det må være et meget troende land.
 


I en by, midt inde i landet, har de taget konsekvensen af at der *næsten* altid er varmt i området - de har bygget deres hjem i huller i jorden. Hullet har de først tømt for opaler og derefter har de gravet ud til diverse værelser og stuer. Aboriginals kalder det Coober Pedy - direkte oversat "hvid mand i hul i jorden". Her kan man finde kirker, butikker, museer, moteller, campingpladser (!) og meget meget mere under jorden.

 
 Underjordisk kirke

Hulerne er ikke fugtige og der er konsekvent 24 grader under jorden. Ud af de 4000 mennesker, der bor i byen har ca. 80% gravet sig et hjem og bor under overfladen. De graver dog stadig indædt efter opaler. Enkelte af minerne er lavet til museer efter at de er blevet forladt. Vi fik lov til at komme ind i ét af slagsen, hvor mine og hjem var forbundet. Så er der altså ikke langt til arbejdet!



 


Bonusinfo: det er ikke længere lovligt at grave efter opaler hvor man bor under jorden, men man må gerne udvide sit hjem(...) Smart.

Til sidst et par andre sjove/bemærkelsesværdige ting vi har set på vores tur rundt i landet:

- En landingsbane på motorvejen:

- Druk-frie områder/pladser:

- Og flere rebus skilte:

Strandløver:

Den australske outback som vi (bl.a.) vil huske den:


Samlet har vi kørt 9928 km på de fire uger. -Tak til ham som opfandt det der cruisecontrol! Vi sender gerne en blomst!

Alt i alt har det været 4 fantastiske uger på de australske landeveje. Vi er meget spændte på om New Zealand kan måle sig med det. Vi får se.

1 kommentar:

  1. Kære bror & svigersøs
    Spændende at se billeder og læse om Australien.
    Håber I nyder NZ, Mount Cook, fedt. Kan se I skal flyve fra Christchurch 18.marts - Hvad skal I se på Sydøen i jeres lexi camper? :o)
    Sydøen er natur & dyreparadis på jord
    Kærlige knus fra Bornholm (Myren)

    SvarSlet