Vores campingferie er slut for denne gang.
Her er hvad den sidste del har budt på:
På vores vej tilbage mod Christchurch kom vi forbi byen Arrowtown, som er en lille fin flække ikke så langt fra Queenstown. I 1862 fandt man guld i området, og indbyggertallet steg voldsomt pga. guldfeberen. Der ankom bl.a. 7000 mennesker fra Kina og Europa for at grave guld og finde rigdom. Det gik selvfølgelig ikke lige godt for alle - og snart blev byen kendt som et lovløst sted, med røvere, banditter, ludere og lommetyve i alle afskygninger. I dag er byen dog ret rolig, men bygningerne bærer fortsat præg af Det Vilde Vesten med store terrasser og flotte facader.
Der var også en Ringenes Herre lokation i byen, en sti under buede træer, hvor Isildur blev angrebet af orkerne (Gladden Fields). Selvom scenen er optaget om vinteren og det nu var sen sommer, var det nemt at spotte stedet.
Lige udenfor Arrowtown løber Kawarau River, som udover at være utrolig smuk, sjovt nok *også* blev brugt til Ringenes Herre (Argonath - River Anduin).
Herfra kørte vi mod nord langs sydøens vestkyst, gennem regnskov og snoede smalle veje mod bjerge og en af New Zealands mest kendte gletchere, Fox Glacier.
Når man drejer fra hovedvejen og ned af den mindre vej mod der hvor gletcheren kan ses, kører man forbi flere skilte som viser hvor gletcheren har været for så og så mange år siden. -Den var blevet noget mindre, kunne vi konstatere, for nu var der istedet tæt, grøn skov på begge sider af vejen.
L. gav A. et mindre foredrag om gletchere - A. er stadig ikke helt sikker, men ved nu dette: Gletcheren er is, som flytter sig 1,5 meter ned af bjerget dagligt. Og den har en fin farve, der, hvor der ikke er jord og smulder fra omkringliggende bjerge... Bum.
Vi havde brugt lidt mere tid end planlagt på vores tur rundt i New Zealand, så for at nå tilbage til Christchurch i tide, valgte vi at skyde genvej tværs over øen, efter at være nået lidt længere mod nord. Genvejen gik gennem Arthur's Pass, et bjergpas i et stort, flot naturreservat.
Vi kan hilse og sige, at der i passet er virkelig stejlt, virkelig smalt, og flere steder kan man max. køre 15 km/t i hårnålesvingene - hvilket kan være ret skræmmende, når det går så meget opad og vejen er så smal. Men smukt var det.
På en lille udsigtsplads halvvejs oppe, stødte vi på denne lille fyr. En Kea. Skulle være en ret klog fugl, men den vi mødte var altså noget blank - Den luntede tilfreds rundt mellem og under bilerne på den lille parkeringsplads, og A. måtte efter den (ramte altså ikke!), før den gad fjerne sig fra den farlige side af dækket på vores camper, da vi skulle derfra igen.
Næste dag afleverede vi vores camper i Christchurch, og begav os mod lufthavnen. Rarotonga (Cook Islands) kaldte.
Vi ankom sent om aftenen og blev fragtet til hotellet i en gammel, skramlende bus - mekanikere er muligvis en mangelvare her.
I skrivende stund sidder L. i badebukser i en liggestol og nyder solen, A. sidder i bikini og kigger ud over det helt klare, turkise vand, som med små bløde bølgeskvulp slår mod sandstranden ca. 7 meter fra vores terrasse. Rarotonga er lækkert.
Det hvide i horisonten er nogle naturlige rev et par 100 meter ude, som bryder bølgerne før de rammer land. Meget praktisk! På den anden side af revene skulle det ret hurtigt blive 5km dybt, men på "vores" side er der dejligt lavvandet og næsten ingen bølger, selv i blæsevejr! Vi snorkler ud og kigger på revet en af dagene. Når vi gider. Her skal vi nemlig ikke andet end at dase... Dét har vi glædet os til.
Her er hvad den sidste del har budt på:
På vores vej tilbage mod Christchurch kom vi forbi byen Arrowtown, som er en lille fin flække ikke så langt fra Queenstown. I 1862 fandt man guld i området, og indbyggertallet steg voldsomt pga. guldfeberen. Der ankom bl.a. 7000 mennesker fra Kina og Europa for at grave guld og finde rigdom. Det gik selvfølgelig ikke lige godt for alle - og snart blev byen kendt som et lovløst sted, med røvere, banditter, ludere og lommetyve i alle afskygninger. I dag er byen dog ret rolig, men bygningerne bærer fortsat præg af Det Vilde Vesten med store terrasser og flotte facader.
Der var også en Ringenes Herre lokation i byen, en sti under buede træer, hvor Isildur blev angrebet af orkerne (Gladden Fields). Selvom scenen er optaget om vinteren og det nu var sen sommer, var det nemt at spotte stedet.
Lige udenfor Arrowtown løber Kawarau River, som udover at være utrolig smuk, sjovt nok *også* blev brugt til Ringenes Herre (Argonath - River Anduin).
Herfra kørte vi mod nord langs sydøens vestkyst, gennem regnskov og snoede smalle veje mod bjerge og en af New Zealands mest kendte gletchere, Fox Glacier.
Når man drejer fra hovedvejen og ned af den mindre vej mod der hvor gletcheren kan ses, kører man forbi flere skilte som viser hvor gletcheren har været for så og så mange år siden. -Den var blevet noget mindre, kunne vi konstatere, for nu var der istedet tæt, grøn skov på begge sider af vejen.
L. gav A. et mindre foredrag om gletchere - A. er stadig ikke helt sikker, men ved nu dette: Gletcheren er is, som flytter sig 1,5 meter ned af bjerget dagligt. Og den har en fin farve, der, hvor der ikke er jord og smulder fra omkringliggende bjerge... Bum.
Vi havde brugt lidt mere tid end planlagt på vores tur rundt i New Zealand, så for at nå tilbage til Christchurch i tide, valgte vi at skyde genvej tværs over øen, efter at være nået lidt længere mod nord. Genvejen gik gennem Arthur's Pass, et bjergpas i et stort, flot naturreservat.
Vi kan hilse og sige, at der i passet er virkelig stejlt, virkelig smalt, og flere steder kan man max. køre 15 km/t i hårnålesvingene - hvilket kan være ret skræmmende, når det går så meget opad og vejen er så smal. Men smukt var det.
På en lille udsigtsplads halvvejs oppe, stødte vi på denne lille fyr. En Kea. Skulle være en ret klog fugl, men den vi mødte var altså noget blank - Den luntede tilfreds rundt mellem og under bilerne på den lille parkeringsplads, og A. måtte efter den (ramte altså ikke!), før den gad fjerne sig fra den farlige side af dækket på vores camper, da vi skulle derfra igen.
Næste dag afleverede vi vores camper i Christchurch, og begav os mod lufthavnen. Rarotonga (Cook Islands) kaldte.
Vi ankom sent om aftenen og blev fragtet til hotellet i en gammel, skramlende bus - mekanikere er muligvis en mangelvare her.
I skrivende stund sidder L. i badebukser i en liggestol og nyder solen, A. sidder i bikini og kigger ud over det helt klare, turkise vand, som med små bløde bølgeskvulp slår mod sandstranden ca. 7 meter fra vores terrasse. Rarotonga er lækkert.
Det hvide i horisonten er nogle naturlige rev et par 100 meter ude, som bryder bølgerne før de rammer land. Meget praktisk! På den anden side af revene skulle det ret hurtigt blive 5km dybt, men på "vores" side er der dejligt lavvandet og næsten ingen bølger, selv i blæsevejr! Vi snorkler ud og kigger på revet en af dagene. Når vi gider. Her skal vi nemlig ikke andet end at dase... Dét har vi glædet os til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar