fredag den 24. februar 2012

Roadtrip, vol. 3

Outback!
Vi er virkelig ude på noget her. Rød jord så langt øjet rækker, med små tørre buske og træer, der kæmper for at overleve. Hist og her ses en skypumpe. Pludselig kommer man over en bakketop og så skifter scenariet helt, til en grøn skov. Eller en gigantisk saltsø - hvid, helt ud til horisonten.



Nårh ja, og så er der bagende hedt. Vi kører faktisk fra kl. 10 til sen eftermiddag. Man kan ikke nyde meget andet end camperens aircondition når der er 45 graders varme udenfor. Køleskabet kæmper - det stresser A. lidt over. Vi har jo proviant til flere dage...


Fra Ceduna vendte vi om og drog igen mod øst. Der var 1500 km til næste by mod vest, og selvom turen den vej skulle være smuk, besluttede vi os istedet for at ville se Uluru (tidligere kendt som Ayers Rock, verdens største sten, som de indfødte nu har "fået retur" og omdøbt til dets oprindelige navn). Den ligger ca 1200 km mod nord fra Ceduna. Vi har i skrivende stund 500km tilbage af turen dertil.

På vejen har vi været igennem Flinders Rangers, som skulle have endnu en smuk national park. Vi havde ikke større forventninger end tidligere, men parken bjergtog os begge. Dels fordi vi ikke har været gennem australske bjerge før, og dels fordi det var en virkelig vild køretur gennem området.


Vild, både på den smukke måde, med høje skrænter, forvredne træer, udtørrede flodlejer og et rigt dyreliv (hovdsageligt emuer og kænguruer), og vild på den vilde måde, med stejle veje, og vej som faktisk bestod af tidligere omtalte flodlejer. Her ønskede vi os altså en 4-hjulstrækker.(Sådan en autocamper larmer ret meget, med knagende, pivende lyde, selvom man lister over en mindre flod med sølle 5 km/t).



A. kørte, mens L. heppede, guidede og holdt øje med skarpe sten, samtidig med at der skulle knipses billeder af det hele. Hvis ikke andet, så for at dokumentere at vi havde nydt det, inden vi forsvandt i outbacken.

I parken var desuden spredte ruiner fra de første optimistiske nybyggere. Dem skulle vi også se. Så vi kørte ud af en længere (og virkelig bumpet) vej.  Her forskrækkede vi ca. 40 kænguruer, som sprang op og hoppede afsted i fuld fart. Vi trampede os ned af en sti (slanger skulle gerne skride ved lyden af tramp) og kiggede på de sørgelige rester af et lille hus...


Ikke særlig romantisk ruin, kunne man mene. Så vi trampede retur. A. trampede lidt for hårdt i en myretue (med kæmpemyrer) og løb hvinende ned mod bilen. L. morede sig kosteligt.
Jaja, sådan går det, når man er ude på de vilde vover.

Man ser ellers lidt af hvert på de lange køreture. I går blev vi fx. stoppet af politiet og Lars skulle puste i alkometer (intet problem, vi har ikke bællet alkohol i 14 dage...). Synet af betjenten var vel meget normalt, men denne betjent havde valgt at stille sig op midt ude i absolut ingenting, 80 km udenfor verdens mindste flække af en by, og foran os var 200 km helt øde dirt-road (det lyder fancy - det er det ikke. Det er blot en laaang grusvej, oversået med huller, ujævn ler og en masse store sten. Vi sneg os op på en gennemsnitshastighed på 40  km/t... ). Vi manglede egentlig kun en vindheks, for at symbolisere hvor langt ude vi var. Vi ærgrer os stadig over, at vi ikke fik et billede af betjenten...

Vejen fra Ceduna bragte os også forbi et område kaldet Gawler Rangers, hvor de bl.a. skulle have store sten. Ja tak, det havde de.



Ellers kan vi melde alt vel herfra. Folk er meget høflige. Alle, der kører forbi hilser. Lastbiler blinker for at vise, hvornår man kan overhale. Vi er endnu ikke døde af varme, og dagen i dag blev afsluttet med en tur i en pool på en campingplads. Intet at klage over!

Vi vender tilbage. En af dagene. Når vi igen finder net.

1 kommentar: