L. er sådan en heldig kartoffel; A. har udvist storsind, og er gået med til at se mindst halvdelen af Kyoto's templer! -Vi har i hvert fald set mange. Både store, små, farverige, høje, mystiske og meget hellige. Ens for dem alle er, at de er smukke. Det mener A. helt bestemt. Hun har dog stadig ikke fundet det "Harakiri-tempel" som L. går og mumler om... Faktum er i al fald at vi efter 5 dage i Japan er ca. 650 billeder rigere.
At rejse fra Tokyo til Kyoto er på en måde som at rejse 50 år tilbage i tiden. Alt synes lidt mere gammeldags og der er markant færre blinkende lys. Og mindre engelsk på skiltene. Her skal man holde tungen lige i munden. -Gaderne er smalle, hyggelige og rolige. De inviterer nærmest til at gå på opdagelse, og så gør det ikke det store hvis man farer en smule vild.
Den offentlige transport er meget dårligt udviklet i byen, så det er blevet til en del taxature i byen. Et forsøg på at køre med sporvognen endte med at A. uforsætligt standsede sporvognstrafikken, da hun ville betale konduktøren for turen. -Hvor skulle hun også vide fra at man skulle have lige penge?
Ifølge guidebøgerne er der mere end 1600 templer i byen (!) og A. har tænkt sig at gøre et hæderligt forsøg på at nå så mange som muligt. Det har kostet lidt vabler og ømme fødder - men hvor ofte er det vi er i Japan?
Her er et af de mere kendte, det Gyldne Tempel, Kinkaku-ji, hvis vægge er dækket af bladguld:
Nedenunder er Ni-jo Castle, som ikke er et tempel, men et hjem for en paranoid shogun. Han fik lavet "nattergale-gulv" i hele hytten, som knirker når man går på det. På den måde ville han undgå at blive snigmyrdet af sine fjender. L. mener nu nok han sagtens kunne knække dén nød, hvis det var. Han skulle bare bruge to tæpper... A. er ikke så sikker.
Ud over det var der også voldgrave og hemmelige rum til bodyguards, som kunne springe ud og redde shogun'en hvis det skulle blive nødvendigt.
Og gulvet, nedefra:
Royal Imperial Palace, hjemsted for Japans leder i mere end 1000 år, er normalt lukket for alle andre end højtstående udenlandske besøgende. Undtagen 5 dage i foråret hvor døren åbnes for offentligheden. Til vores held var det lige den uge vi var der! Hvor heldig kan man være? Vi havde læst at der både skulle ansøges og medbringes pas, men vi slap ind uden større ståhej.
I Kyoto blomstrer kirsebærtræerne et par dage senere end dem i Tokyo. Men vi er her mens magien begynder at ske - og det skal man ikke kimse ad. Vi har dog stadig set adskillige tusinde japanere knipse løs med kameraerne. -På stativ, naturligvis. I dette land er man vist ikke noget hvis ens kamera ikke er på stativ. -Eller kan være i en håndtaske.
Af andre skønne seværdigheder kan byen byde på en stor bambusskov, som taget ud af "Tiger på Spring, Drage i Skjul." Og vi måtte konstatere, at det var korrekt. Tykke, irgrønne bambus så langt øjet rakte.
Ellers er alt vel. Vi nyder byen, selvom det endnu ikke er vejr til shorts og sommerkjoler. (Et memo ikke særlig mange japanske piger synes at have fået). Næste stop er San Francisco. Så skal der shoppes mener A. L. synes pladen er gået i hak.
At rejse fra Tokyo til Kyoto er på en måde som at rejse 50 år tilbage i tiden. Alt synes lidt mere gammeldags og der er markant færre blinkende lys. Og mindre engelsk på skiltene. Her skal man holde tungen lige i munden. -Gaderne er smalle, hyggelige og rolige. De inviterer nærmest til at gå på opdagelse, og så gør det ikke det store hvis man farer en smule vild.
Den offentlige transport er meget dårligt udviklet i byen, så det er blevet til en del taxature i byen. Et forsøg på at køre med sporvognen endte med at A. uforsætligt standsede sporvognstrafikken, da hun ville betale konduktøren for turen. -Hvor skulle hun også vide fra at man skulle have lige penge?
Ifølge guidebøgerne er der mere end 1600 templer i byen (!) og A. har tænkt sig at gøre et hæderligt forsøg på at nå så mange som muligt. Det har kostet lidt vabler og ømme fødder - men hvor ofte er det vi er i Japan?
Her er et af de mere kendte, det Gyldne Tempel, Kinkaku-ji, hvis vægge er dækket af bladguld:
Nedenunder er Ni-jo Castle, som ikke er et tempel, men et hjem for en paranoid shogun. Han fik lavet "nattergale-gulv" i hele hytten, som knirker når man går på det. På den måde ville han undgå at blive snigmyrdet af sine fjender. L. mener nu nok han sagtens kunne knække dén nød, hvis det var. Han skulle bare bruge to tæpper... A. er ikke så sikker.
Ud over det var der også voldgrave og hemmelige rum til bodyguards, som kunne springe ud og redde shogun'en hvis det skulle blive nødvendigt.
Royal Imperial Palace, hjemsted for Japans leder i mere end 1000 år, er normalt lukket for alle andre end højtstående udenlandske besøgende. Undtagen 5 dage i foråret hvor døren åbnes for offentligheden. Til vores held var det lige den uge vi var der! Hvor heldig kan man være? Vi havde læst at der både skulle ansøges og medbringes pas, men vi slap ind uden større ståhej.
I Kyoto blomstrer kirsebærtræerne et par dage senere end dem i Tokyo. Men vi er her mens magien begynder at ske - og det skal man ikke kimse ad. Vi har dog stadig set adskillige tusinde japanere knipse løs med kameraerne. -På stativ, naturligvis. I dette land er man vist ikke noget hvis ens kamera ikke er på stativ. -Eller kan være i en håndtaske.
Af andre skønne seværdigheder kan byen byde på en stor bambusskov, som taget ud af "Tiger på Spring, Drage i Skjul." Og vi måtte konstatere, at det var korrekt. Tykke, irgrønne bambus så langt øjet rakte.
Ellers er alt vel. Vi nyder byen, selvom det endnu ikke er vejr til shorts og sommerkjoler. (Et memo ikke særlig mange japanske piger synes at have fået). Næste stop er San Francisco. Så skal der shoppes mener A. L. synes pladen er gået i hak.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar