mandag den 7. december 2015

Sol og vinter i Qatar.

Efter Vegas tog vi tilbage til Danmark. For en meget kort bemærkning.
22 timer senere stod vi nemlig igen i lufthavnen. Destination Qatar.

Det var meningen at vi skulle dase, nyde livet og komme os over jetlag i Qatar.
Så blinkede vi med øjnene, og pludselig var der gået 12 dage...
Tiden flyver når man hygger sig. Men daset det fik vi da gjort så rigeligt.


Vi havde booket et fint hotel, i en nybygget del af Qatar. (West Bay), og fik et dejligt værelse på øverste etage med en fin udsigt.


Værelset gav adgang til hotellets lounge, hvor vi spiste morgenmad, og i løbet af dagen var der snacks og drikkevarer (Redbull til A!!) ad libitum, og små varme og kolde retter om aftenen.
-Det var vist dyrt for dem at have os på kost.

Så snart morgenmaden var overstået, kastede vi os i solsengene ved hotellets pool eller strand, og så lå vi ellers der til solen gik ned. Hver dag. Helt som vi havde planlagt.
Poolen var virkelig flot -og vandet sygt koldt. Så det blev ikke til nogen svømmeture. Til gengæld slap vi af samme grund for skrigende børn, så ingen klager herfra.


I grove træk ligner Doha lidt Dubai, men det er som om de er 10-15 år bagud og prøver at indhente det. Der bliver bygget overalt, og bilerne er nye og i prisklasse fra "dyr" til "sindsygt dyr".
En del af kvinderne går i sort fra top til tå. Nogle har ansigtet frit, andre har øjnene fri og så er der dem med et sort tørklæde som dækker hele ansigtet. -Enkelte har endda handsker på!


Nogle gik dog også rundt som A. og lignede en "vestlig" kvinde til forveksling. Der er stor individuel variation.
L. og A. måtte desuden omtale hinanden som ægtefæller under opholdet. -Det er nemlig ulovligt at bo på samme hotelværelse i Doha, hvis man ikke er gift... (De ser dog rimelig meget gennem fingre overfor "vesterlændinge" på de store hoteller. Man skal bare ikke gå og skilte med det).

Qatar er en by under (hastig) opbygning, og det er (efter vores mening) lidt sparsomt med ting at se for turister pt. Næsten alt gammelt er revet ned og erstattet med nyt, typisk i en stil som skal "forene" nyt og gammelt. Dette gælder bl.a. for den gamle Souq Waqif. Souq'en er et stort marked af boder med alt fra dyrehandel til dagligsdagsting samt tøj, mad, smykker, souvenirs og tusindvis af krydderier.



Det hele ligger i labyrintagtige smalle gader og mørke gyder som her og dér pludselig munder ud i store pladser.
Overalt duftede af mad, krydderier, røgelse og vandpibetobak. A. var helt solgt og ville se det hele.
L. ville primært ud med livet og sin pengepung i behold.


En anden seværdighed i Doha er bydelen Katara, som er tiltænkt som Doha's fremtidige kulturcentrum. Katara er så nybygget at man ikke en gang kan finde det på Google maps. Den består af en masse lyse, smalle gågader med talrige gallerier, udstillinger, et stort amfiteater og massevis af moskéer.


Da vi besøgte den, var der bl.a. en udstilling med amerikanske computerspil.
-Det ser altså lidt pudsigt ud at se voksne arabiske mænd, i lange, hvide kjortler og tørklæde på hovedet, sidde der og være helt opslugt af at tæve hinanden i diverse kampssportsspil.

Hele området er lagt ned mod en kunstig strand, hvor gondoler (!) sejler rundt i vandkanten, og store "beduintelte" er opslået på stranden, til brug for dem som har råd...



Vi var vanen tro også i biografen. En helt ny og lækker en af slagsen. Kæmpestore læder sæder, hvor man sad begravet i tæpper og bestilte popcorn på en Ipad, som så blev bragt ind til en af en tjener. Luksus!


Vi så Spectre, den nye James Bond - med franske og arabiske undertekster. Det gjorde af og til handlingen lidt vanskelig at følge. Filmen var desuden redigeret; -vold må de gerne se, men kys og nøgenhed klippes ud med hård hånd. Så man sad af og til med oplevelsen af at mangle hele eller delvise sekvenser af filmen, uden at vide, om der var klippet ét eller 15 minutter ud...
Men hyggeligt var det!


Alt i alt var Doha et skønt bekendskab. Nu skal den have endnu en på opleveren i en autocamper.
Denne gang i New Zealand.

1 kommentar:

  1. Jeg -Jane-håber at I stadig nyder Jeres vilde rejse!
    Vi tænker som altid på Jer og ønsker Jer glædelig jul og Godt nytår.
    Pas på hinanden og Jer selv.
    Kh Jane og Sven

    SvarSlet