mandag den 7. marts 2016

Storbyen kalder - et besøg i Santiago

Så blev det atter tid til en ny storby (og et nyt land) vi aldrig har besøgt før; Santiago, Chile.


Chile's hovedstad har været et dejligt bekendskab.



God kaffe fandt vi også - men vi måtte på Starbucks og få den. De har de bedste råvarer, men kan tydeligvis ikke finde det rette blandingsforhold. Vi måtte flere gange lade vores kaffe stå på en café, fordi den var nærmest udrikkelig. Alt for stærk, bitter og brændt. Så hellere en Starbucks - dem ved man, at man kan regne med.

Klimaet ( i hvert fald mens vi var der) passede især A. noget bedre end varmen og særligt fugtigheden i Cartagena. Betragteligt tørrere luft, varmt om dagen og lettere køligt om natten (15-17 grader). Skyer så vi ikke meget til, og slet ingen regn. Kun en mild svalende brise. What's not to like? 



Santiago ligger i en dal, omsluttet af bjerge. Af denne grund har byen et rygte for at have en rimelig dårlig luft og et tæppe af smog, særligt om vinteren, men det var ikke noget vi hæftede os ved. 
Vores lejlighed lå midt i byen på 15. etage, så igen nød vi godt af en fin udsigt over byen.


Rundt om hjørnet havde vi et kæmpe overdækket marked, som solgte alt mellem himmel og jord, men primært frisk frugt og grønt til meget rimelige penge. Det var hyggeligt at gå mellem boderne og kigge på det hele. Selvom man ikke forstod meget af hvad sælgerne sagde. 


Økonomisk går det nu bedre for Chile end de fleste andre lande i Sydamerika. Santiago og resten af Chile har dog ikke haft det let i anden halvdel af det forrige århundrede. Militæret overtog magten i 1973 og landet var derefter i 17 år et diktatur, hvor befolkningen systematisk terroriseredes og undertryktes, særligt dem med andre holdninger end styrets. Mere end 30.000 mennesker "forsvandt" under styret, hvoraf man forsat ikke ved hvad der blev af de fleste. Vi besøgte et museum som blev oprettet for nogle år siden, til minde om de mørke år. Det var spændende og ret deprimerende på samme tid.  


Mere opløftende var vores gåture rundt i byens forskellige kvarterer. Santiago er en ret sikker by at færdes i, selvom ikke alle områder er lige spændende. Et af vores yndlingskvarterer var Bellavista, et bohemekvarter fyldt med caféer, restauranter, musik og farverige bygninger. Især street-art var noget de var rigtig glade for.



Der var selvfølgelig også lige nogle kirker og gamle, historiske huse som lige skulle inspiceres.




Da vi havde fået set det vi ville i byen, bookede vi en tur op i de nærliggende Andesbjerge. Det tog ikke mere end ca. to timer at køre derop, ad snoede veje med skarpe hårnålesving. 
På toppen ved et sommerlukket skiresort (som om vinteren angiveligt er proppet med brasilianere) så vi både mægtige condor-fugle højt oppe på himlen, og sneklædte bjergformationer. 


Det allersidste stykke af turen, op til et udsigtspunkt, foregik i skilift et par meter over jorden. Nogen (A.) var ikke helt glade for dén del af turen. 



Men op kom vi - og tilbage igen. 


Nu forlader vi igen for en stund civilisationen, men bliver i det chilenske. 
Påskeøen er næste punkt på rejseplanen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar