Roadtrip, vol 5. Over and out.

Vores ophold i Australien er slut for denne gang.

Selvom en måneds roadtrip lyder af meget, så er tiden fløjet afsted. Vi sidder pt. i Sydney lufthavn og venter på vores fly.

Turen tilbage til Sydney fra Uluru gik som nævnt ikke helt som planlagt; L. havde nøje regnet ud, hvor mange km der skulle køres pr. dag, så vi kunne nå til Uluru og tilbage til Sydney før camperen skulle afleveres. Hvad der ikke var medregnet var en uges skybrud i hele sydøst-Australien. Enkelte steder med over 150mm regn på ét døgn (!). Dette medførte at vi hen under aften tre dage før camperen skulle afleveres stod og gloede på et skilt midt på hovedvejen, som fortalte os at vejen forude var lukket, da en bro var ødelagt af en oversvømmet flod. Det medførte en uventet overnatning på en skummel rasteplads med pisseregn og 14 grader - OG en omvej på 400 km, idet broen ikke kunne laves foreløbig, og dette var eneste vej til Sydney i området...
I et forsøg på at undgå flere lukkede veje (det pissede fortsat ned, og flere og flere steder mellem os og Sydney meldtes der om oversvømmede veje), bestemte vi os for at køre til den lyse morgen med mindst mulige pauser. 27 timer (incl. et par timers søvn) og 1700 km senere var vi i Sydney! Lidt klatøjede men meget lettede over at være nået frem til tiden. Camperen blev afleveret og vi var på vej videre mod nye eventyr.

Det været fedt at køre rundt i et imponerende land, hvor alt er anderledes, hvor afstandene er utrolige, og hvor dyre- og planteliv findes selv de tørreste steder.

Vi har lært at begå os på få kvadratmeter, også når der skal redes seng (gerne når den anden er ovre på campingpladsens badefaciliteter - ellers er der ikke plads), når der skal laves mad, når der skal slappes af og når der skal skiftes tøj. For ikke at nævne når vi har overnattet i en naturpark eller på en af de hyggelige rastepladser, og man er nødsaget til at bade på et ½ kvadratmeter stort badeværelse. Det KAN lade sig gøre. Det medfører dog af og til en bister bemærkning / et grin...

En køleskabsdør som ikke holder ordentligt tæt kan også fixes...

Vi kan konstatere at byer i Australien kan være så små, at man ikke kan nå at sige "by", inden man er kørt ud af dem igen. Dette taget i betragtning gør det ekstra imponerende, at enhver by med respekt for sig selv synes at have mindst 3 kirker. Vi tænker, at det må være et meget troende land.
 

I en by, midt inde i landet, har de taget konsekvensen af at der *næsten* altid er varmt i området - de har bygget deres hjem i huller i jorden. Hullet har de først tømt for opaler og derefter har de gravet ud til diverse værelser og stuer. Aboriginals kalder det Coober Pedy - direkte oversat "hvid mand i hul i jorden". Her kan man finde kirker, butikker, museer, moteller, campingpladser (!) og meget meget mere under jorden.

 

 Underjordisk kirke

Hulerne er ikke fugtige og der er konsekvent 24 grader under jorden. Ud af de 4000 mennesker, der bor i byen har ca. 80% gravet sig et hjem og bor under overfladen. De graver dog stadig indædt efter opaler. Enkelte af minerne er lavet til museer efter at de er blevet forladt. Vi fik lov til at komme ind i ét af slagsen, hvor mine og hjem var forbundet. Så er der altså ikke langt til arbejdet!

 

Bonusinfo: det er ikke længere lovligt at grave efter opaler hvor man bor under jorden, men man må gerne udvide sit hjem(...) Smart.

Til sidst et par andre sjove/bemærkelsesværdige ting vi har set på vores tur rundt i landet:

- En landingsbane på motorvejen:

- Druk-frie områder/pladser:

- Og flere rebus skilte:

Strandløver:

Den australske outback som vi (bl.a.) vil huske den:

Samlet har vi kørt 9928 km på de fire uger. -Tak til ham som opfandt det der cruisecontrol! Vi sender gerne en blomst!

Alt i alt har det været 4 fantastiske uger på de australske landeveje. Vi er meget spændte på om New Zealand kan måle sig med det. Vi får se.

Roadtrip, vol. 4.

Uluru. Verdens største sten. 348 meter høj, 9 km i omkreds. Den er stor. Og vi så den. I solskin, ved solnedgang OG ved solopgang! Intet mindre kunne gøre det, for vi havde læst og hørt at lyset og farverne kunne være helt magiske på denne sære, men meget smukke sten.

Vi vidste ikke helt hvad vi skulle forvente os, da vi kørte af den lange vej mod kernen af Australien gennem utallige kilometer outback. Som mange andre før os, forvekslede vi i et øjeblik et bjerg - Mount Conner - med Uluru. Mount Conner er sølle 4 meter mindre og ligger tæt på Uluru, men ikke desto mindre er det nærmest ukendt for de fleste... Må være nedtur.
Smukt er det altså:

Uluru er dog ret fantastisk, med dens størrelse og dens farve eller nærmere farver! For den skifter fra rød, til orange, til brun, til lilla, alt efter lyset og hvor man står. Vi fotograferede i et væk de steder vi måtte. Uluru er nemlig en hellig sten for aboriginals, og flere steder er det forbudt at fotografere og endda stoppe med bilen!

Her ses Uluru ved solskin:

Ved solnedgang:

Og ved solopgang:

Tæt på:

Uluru ligger i en stor nationalpark og har besøg af mere end 380.000 mennesker hvert år. Til forskel fra de andre nationalparker er der lidt finere i denne, med flere hoteller i udkanten og asfaltvej over det meste af området. Parken indeholder også Kata Tjuta (vi ved ikke hvad det betyder helt præcist, men det er noget med "mange hoveder") som er en række klippeformationer. Man kan ikke, som ved Uluru, køre rundt om dem, men der er anlagt stier så man kan undersøge dem nærmere på egen hånd. L. kom noget længere på denne vandring end A. Der var altså lige lovlig varmt for rødhårede med tendens til hys og varmeknopper. Nærgående fluer hjalp heller ikke.

Under læsning om Uluru stødte vi på beskrivelser af Kings Canyon, "Australiens Grand Canyon". Det måtte vi også se. Det var nogle spændende kløfter, hvor man, hvis man var kæk nok, kunne få lov at vandre oppe langs kanten - via en virkelig uhyggeligt stejl trappe.
Siden A. ikke er særligt kæk ved 40+ grader og ej heller specielt glad for højder, tog vi den skyggefulde vandring ind i kløften istedet. Et tæt vildnis bestående af et næsten udtørret flodleje, masser af træer med mystisk hvid bark, og sten i massevis udgjorde det meste af kløften - utrolig oplevelse. Den bageste del kunne man ikke få lov at komme ind i, da det var helligt område for aboriginals.

Australien er dog også andet end sten og kløfter - her er som tidligere omtalt et voldsomt rigt dyreliv. Vi har gjort vores bedste for at mindske det; 2 roadkills hver er vi oppe på (+ utallige klamme insekter, takket være en stor forrude og en insektspray). Der er endnu ikke røget nogen kænguruer under bilen - gudskelov. Nogen (A.) ville nok tude i dagevis, hvis det skete...

Efter King's Canyon var det på tide at sætte kurs mod Sydney igen. Forude lå næsten 3000km landevej, og man kan vist roligt sige at den tur blev ikke helt som planlagt. Mere om dette næste gang!

Roadtrip, vol. 3

Outback!
Vi er virkelig ude på noget her. Rød jord så langt øjet rækker, med små tørre buske og træer, der kæmper for at overleve. Hist og her ses en skypumpe. Pludselig kommer man over en bakketop og så skifter scenariet helt, til en grøn skov. Eller en gigantisk saltsø - hvid, helt ud til horisonten.

Nårh ja, og så er der bagende hedt. Vi kører faktisk fra kl. 10 til sen eftermiddag. Man kan ikke nyde meget andet end camperens aircondition når der er 45 graders varme udenfor. Køleskabet kæmper - det stresser A. lidt over. Vi har jo proviant til flere dage...

Fra Ceduna vendte vi om og drog igen mod øst. Der var 1500 km til næste by mod vest, og selvom turen den vej skulle være smuk, besluttede vi os istedet for at ville se Uluru (tidligere kendt som Ayers Rock, verdens største sten, som de indfødte nu har "fået retur" og omdøbt til dets oprindelige navn). Den ligger ca 1200 km mod nord fra Ceduna. Vi har i skrivende stund 500km tilbage af turen dertil.

På vejen har vi været igennem Flinders Rangers, som skulle have endnu en smuk national park. Vi havde ikke større forventninger end tidligere, men parken bjergtog os begge. Dels fordi vi ikke har været gennem australske bjerge før, og dels fordi det var en virkelig vild køretur gennem området.

Vild, både på den smukke måde, med høje skrænter, forvredne træer, udtørrede flodlejer og et rigt dyreliv (hovdsageligt emuer og kænguruer), og vild på den vilde måde, med stejle veje, og vej som faktisk bestod af tidligere omtalte flodlejer. Her ønskede vi os altså en 4-hjulstrækker.(Sådan en autocamper larmer ret meget, med knagende, pivende lyde, selvom man lister over en mindre flod med sølle 5 km/t).

A. kørte, mens L. heppede, guidede og holdt øje med skarpe sten, samtidig med at der skulle knipses billeder af det hele. Hvis ikke andet, så for at dokumentere at vi havde nydt det, inden vi forsvandt i outbacken.

I parken var desuden spredte ruiner fra de første optimistiske nybyggere. Dem skulle vi også se. Så vi kørte ud af en længere (og virkelig bumpet) vej.  Her forskrækkede vi ca. 40 kænguruer, som sprang op og hoppede afsted i fuld fart. Vi trampede os ned af en sti (slanger skulle gerne skride ved lyden af tramp) og kiggede på de sørgelige rester af et lille hus...

Ikke særlig romantisk ruin, kunne man mene. Så vi trampede retur. A. trampede lidt for hårdt i en myretue (med kæmpemyrer) og løb hvinende ned mod bilen. L. morede sig kosteligt.
Jaja, sådan går det, når man er ude på de vilde vover.

Man ser ellers lidt af hvert på de lange køreture. I går blev vi fx. stoppet af politiet og Lars skulle puste i alkometer (intet problem, vi har ikke bællet alkohol i 14 dage...). Synet af betjenten var vel meget normalt, men denne betjent havde valgt at stille sig op midt ude i absolut ingenting, 80 km udenfor verdens mindste flække af en by, og foran os var 200 km helt øde dirt-road (det lyder fancy - det er det ikke. Det er blot en laaang grusvej, oversået med huller, ujævn ler og en masse store sten. Vi sneg os op på en gennemsnitshastighed på 40  km/t... ). Vi manglede egentlig kun en vindheks, for at symbolisere hvor langt ude vi var. Vi ærgrer os stadig over, at vi ikke fik et billede af betjenten...

Vejen fra Ceduna bragte os også forbi et område kaldet Gawler Rangers, hvor de bl.a. skulle have store sten. Ja tak, det havde de.

Ellers kan vi melde alt vel herfra. Folk er meget høflige. Alle, der kører forbi hilser. Lastbiler blinker for at vise, hvornår man kan overhale. Vi er endnu ikke døde af varme, og dagen i dag blev afsluttet med en tur i en pool på en campingplads. Intet at klage over!

Vi vender tilbage. En af dagene. Når vi igen finder net.

Roadtrip, vol. 2

Det er en stund siden vi sidst har opdaterert vores blog, hvilket (heldigvis) ikke skyldes mangel på ting at skrive om, men mere at vi stort set ikke har opholdt os steder med ordentligt internet, fraset enkelte campingpladser som ikke var blege for at kræve uhyrlige summer for en sølle times wifi. (vi taler op til 120 kr!!)

Hvorom alting er, så fortsætter vores tur gennem Australien ufortrødent.

Vi har siden sidst fulgt kysten vestpå fra Adelaide og er i skrivende stund havnet i en lille by, Ceduna, beliggende i den vestligste del af distriktet "South Australia". Mod vest er der 1500km landevej uden en eneste by (!), mod nord er den store "outback" og Uluru (Ayres Rock - verdens største sten) og mod syd ikke andet end hav helt til sydpolen (hvilket kan gøre en soppetur til en kølig fornøjelse). Vi er med andre ord virkelig ude hvor kragerne vender. Knapt 4000 km siger vores triptæller.

Af og til mødte vi en sjov lille rebus på vores vej...

Vores tur langs kysten har budt på adskillige oplevelser, store som små, og alt for mange til at vi kan skrive om dem alle.
Køreturen i sig selv er vel nærmest den største oplevelse. Der er så få biler på vejene herude, at man hilser når man passerer nogen.
Landskabet er mange steder præget af de mange måneder om året med høj varme; Næsten alle de søer man kører forbi er kridhvide saltsøer uden tegn på liv, og vi ser utallige døde træer, som ligner at de for længst har opgivet ævret. Det er nogle gange som at være på en helt anden planet. Andre steder, særligt ude på halvøerne, er der mere grønt og frodigt, med talrige kornmarker og små, spredte skove og buskadser.

En af utallige saltsøer vi har kørt forbi undervejs.

Efter succesen med Mungo National Park fik vi blod på tanden mht. besøg af nationale parker, og da Australien heldigvis har utallige af disse, har vi besøgt endnu et par stykker på vores vej.
Vi har overnattet i en enkelt (Innes National Park), og set endnu flere kænguruer og emu'er plus det løse. Desværre ingen wombats eller koalaer, endnu. Til gengæld heller ingen slanger eller edderkopper af nævneværdig størrelse, noget som især A. er svært tilfreds med.

I tillæg kan nævnes at stjernehimlen i sådan en park midt om natten er helt ubeskrivelig. Vi har i hvert fald aldrig set så mange stjerner før. L. måtte tysse på A. da hun pludselig så det vildeste stjerneskud - alle kænguruerne flygtede nok i panik ved lyden at hendes hvin - men det var altså virkelig flot... 

Når vi kører afsted langs kysten ser vi logisk nok også en del strande og udsigtspunkter, og nogle af dem har været helt exceptionelle. Ja, så smukke at det næsten gør lidt ondt at skulle forlade dem igen. Her er et par af de bedste:

De fleste nætter har vi sovet på campingpladser i hyggelige små havnebyer (nogle med renere badefaciliteter og færre dyr end andre...), og et par smukke solnedgange set fra moler er det da også blevet til.

Eneste problem med at sove i havnebyer er, at man bliver vækket meget tidligt om morgenen. Ikke af indbyggerne, men af talrige fugle i form af papegøjer, kakaduer, måger, latterfugle og gud ved hvor mange andre slags kræ, som konsekvent mener at vi fortjener at høre lige netop deres smukke og, desværre oftest, mindre-smukke-men-virkelig-høje kvad på morgenkvisten fra det nærmeste træ. (A. har mumlet noget om en slangebøsse...)

Nå, ja, så var der også lige den morgen hvor A. uforvarende startede bilalarmen da hun prøvede at liste ud for at tisse, mens L. stadig sov... A. selv var faktisk nærmest ved at tisse på gulvet af forskrækkelse.

Alt i alt har vi det dejligt. Vi ved ikke helt i hvilken retning vi skal rejse fra den her by, men mon ikke vi finder ud af det også? Vi får se.