Great Barrier Reef.

Det hører sig til at tage til Great Barrier Reef, når man er i Australien. Verdens største rev med nærmest uendelige muligheder for snorkling og dykning. Vi gør os dog kun i det med snorkel.

Vi havde booket en tur derud gennem Seastar, et familiedrevet firma med en mindre båd med få passagerer. Vi var 30 styk ombord - plus rigeligt med personale.
Vi besøgte først Michaelmas Cay Reef og derefter Hastings Reef som begge ligger ca. 1 times sejltur fra Cairns havn.
Vandet var omkring 25 grader, hvilket efter danske standerder er fantastisk, men man bliver faktisk lidt kold efter et stykke tid, og vi var derfor iført vådedragter udlånt af Seastar.

Vi lagde først til ved en lillebitte ø, hvor vi kunne svømme ud fra kysten. Øen var et fuglereservat med over 20.000 besøgende fugle. Lad os bare sige det godt kunne høres!

Helt klar til en tur i bølgen blå.

Et af dagens første syn var denne lille fyr:

Han svømmede ubekymret rundt - muligvis et tegn på, at der jævnligt bopper turister rundt over ham.
Vores guide fortalte, at fordi denne skildpadde spiser så mange alger, så er dens fedt helt grønt. Tal om at blive hvad man spiser!

Seastar cruises kan forøvrigt varmt anbefales!!

Revet var utroligt smukt - og der var virkelig mange fisk!
Vi fik guidede ture både i vandet og over revet (sidstnævnte i en lille båd med glas-bund). Det var spændende og lærerigt at høre om de forskellige fisk og koraller.
Australien har verdens største musling, som de har valgt at navngive "giant-giant clam", koraller som lignede spaghetti hed "Spaghetti coral" og koraller som lignede fingre hed "Finger coral".
Ikke vanvittigt opfindsomt, men ganske nemt at huske. 

Her er så giant-giant clam. De bliver op til 1,5m. Den på billedet er ca 1m.
Selve muslingen holder aldrig op med at vokse, og når den ikke længere kan være i dens skal, så vokser den bare ud over. Og bliver typisk spist.

Her kan man se lidt "finger coral" og en sjov, lang, tynd fisk. Måske den hedder "Funny, long, thin fish"...?!

Vi så også et par mindre hajer. Den på billedet herunder var omkring 2 meter lang. Så behøver de faktisk heller ikke være større, kunne man mene. (Tryk evt. på billedet, for at se det i større version. Hajer er ikke skide fotogene. -Det er næsten som om de ikke gider fotograferes...)

Vi havde et midaldrende russisk ægtepar med på turen. Synd at kalde dem øvede snorklere;
Det første sted vi skulle snorkle sagde vores svømmende guide til at begynde med, "at man endelig skulle sige til, hvis man blev træt under den guidede tur rundt i vandet". -Så kunne man nemlig få et hvil på den redningskrans han trak efter sig.
Det skulle han aldrig have sagt.
Resten af dagen lå det russiske par klistret til kransen og blev slæbt med rundt.
Det så ikke altid lige yndefuldt ud, for nu at sige det lidt pænt...
Det hjalp heller ikke på æstetikken at de havde sådan cirka alt tænkeligt "anti-synk" udstyr på samtidig...
Det er muligt L. tog flere billeder af dem end af fisk.
Vi tror dog de nød turen, og det er jo det vigtigste!

I morgen skal vi på endnu en snorkeltur. Yay! 

En tur i regnskoven.

Søndag tog vi ud i regnskoven. Eller rettere, op i regnskoven. Til en lille by ved navn Kuranda, som ligger på et plateau 400 meter over havets overflade (og Cairns). 

Det særlige ved Kuranda (udover regnskoven) er turen derop. Udover at køre selv kunne man enten tage den (for nogen) frygtede svævebane eller en to timers scenisk togtur. Vi valgte sidstnævnte, som viste sig at være en rigtig god idé.

Toget var over 100 år gammelt, og selvom lokomotivet var skiftet ud, var vognene stadig de originale. Togbanen blev bygget mellem 1882 og 1891, og på turen skulle man igennem 15 tunneller (lavet med dynamit, hakke og skovl!) og over ikke mindre end 55 broer. Det må have været et pænt stort stykke arbejde at lave...

Turen var dejligt afslappet, omend med nogle pænt skarpe sving undervejs. Og udsigten var "to die for".

Selve Kuranda er en lillebitte turist-by fuld af små butikker med alle mulige former for souvenirs, mad m.m. I området var så tilknyttet forskellige aktiviteter, som alle havde regnskoven og dens liv som udgangspunkt.
Vi havde valgt at booke en tour med "RainforeStation". Vi kørte rundt i nogle gamle "Army-ducks" fra 2. Verdenskrig. Amfibie-vogne med plads til 25 mennesker. Fordelen ved Army-Ducks er at de har 6-hjulstræk og kan sejle. Ulempen er at de kører langsomt og larmer ganske meget. Og lugter lidt af diesel.
Vores guide var sød og fortalte om de ting vi så undervejs.

Her sejler vi på en flod i regnskoven. Stadig i vores Armyduck. Jojo...

Efter tur i regnskoven var der mulighed for at se et show med aboriginal-dans. Ganske pudsigt at se. Tydeligvis også pudsigt at lave, for danserne, 4 mænd, brød sammen i fnise-anfald på scenen.
L. kæmpede for ikke at gøre det samme.
Musikken bestod af to fyre. En spillede på didgeridoo (den lange øh... trompet?) - den anden spillede på træ-pinde. Vi må nok tilstå, at den kinesiske del af publikum var de mest begejstrede.

I nærheden var også en lille zoo, hvor man kunne hilse på ham her. Han gik frit omkring og kunne både fodres og klappes.

Og ham her. En lille fyr på 12 år, der virkelig forstod at posere for kameraet. Da han så os, kravlede han ned fra sit gemmested og stod klar til at blive fotograferet. A. ønsker sig en koala.

Her er så den australske Jack the Ripper, en inkarneret ungkarl - han havde i hvert fald slået 12 af sine tidligere kærester ihjel. Så nu får han lov at leve og dø alene.

Det er vanskeligt at se på billedet, men han er 5 meter lang og vejer omkring 700 kg. 

Vi er enige om at holde os væk fra skumle floder, hvor sådan en fyr her kunne dukke op. 

Heldigvis kan de kun løbe 10 km/t på land. Så det er bare om at komme op af vandet hvis hans artsfæller viser sig! Vi er begge overbeviste om, at vi godt kan løbe hurtigere end det, med sådan en krabat i hælene. -Med mindre vi stadig har svømmefødder på. Så bliver det et ømt syn.

Jetlag!

Uf, hvor er det dér jetlag en grimmerjan.
Eftersom vi ankom til vores bolig kl. 05:00 om morgenen, sov A. til kl. 12. og L. blev vækket 14:30. Der var en by som skulle ses og opleves.

Indtil videre kan vi fortælle at paw paw er en frugt, at man godt kan få serveret morgenmad efter kl. 15 (hvis man spørger pænt), at byen har den fineste promenade nede ved havet, at alle vi er blevet betjent af er briter og at der faktisk er ganske få australiere i byen, helt generelt.

I receptionen på vores hotel arbejder Caroline. Caroline er selvfølgelig brite og meget begejstret for Cairns. Dette er udvalget af foldere over ting som Caroline mener er absolut "must see".
Det tror vi ikke helt vi når alt sammen.

Caroline var derimod mindre begejstret for A's hysteriske angst for at køre i svævebane over den nærliggende regnskov (hvilket ellers er et hit i Cairns).
Vi kan godt se det. Det kunne helt sikkert være fedt, hvis det ikke lige var fordi L. i så fald skulle sidde og trøste en hyperventilerende A. som syntes der var sygt langt ned.
Med andre ord, ingen svævebane.

Men jetlag! -Vi prøvede virkelig at holde os vågne i går. Kl. 22.30 gik den ikke længere.
L. spåede at A. ikke ville kunne sove særlig mange timer. A. insisterede på at 9 timers søvn var i vente. Mindst!
L. fik ret. Kl. 04 blev håndklædet smidt i ringen og vi stod op. Kl. 06 var vi på havnen for at se solopgang - begge ret overraskede over, hvor mange a-mennesker der må være i denne by. Løbere og turister var allerede i fuld gang. Måske de også havde jetlag.
Solopgangen var desværre ikke storslået. Vejret var præget af skyer og lidt vind.

Der er forøvrigt lavvande kl. 6 om morgenen.

Heldigvis var der kilometervis af fin promenade som man kunne gå frem og tilbage på.

Vi har hurtigt måtte erkende at Cairns allerede er kravlet ind under huden på os. Tropisk klima, ren og fin by, søde mennesker - what's not to like?

Nå. Vi var trætte og gik tidligt i seng kl 22. Og var vågne igen kl. 02. Suk!
I det mindste var der ingen grund til nervøsitet over at sove for længe - vækkeuret var først sat til kl. 07. Caroline havde nemlig booket os en dagstur ind til regnskoven.
Mere om det næste gang.

På nye eventyr!

Så kom vi endelig afsted!

Efter lang tids venten og planlægning er vi nu endelig i gang.
Onsdag kl. 16 lettede flyet mod varmere himmelstrøg.

Første mellemlanding Doha.
Flyveturen var intet mindre end fantastisk. Der var nærmest ikke en finger at sætte på noget som helst. Udover at turen kun varede seks timer...

I Doha blev 4 timers tranfer brugt i den lækreste lounge vi endnu har sat ben i. To restauranter, utallige tjekkede hvileområder, personale overalt og en utrolig behagelig atmosfære (læs: ro!) for bare at nævne et par af plusserne i bogen.
Fire timer strøg afsted.

Næste stop var Perth. Endnu en lækker flyvetur. Selvom første del af turen var ren nydelse, kunne både A. og L. så småt mærke trætheden sætte ind. Hvilket var ganske god timing, når flyvningen nu var sat til 11 timer. Så mens flyet tog turen over det Indiske Ocean med mere, tog A. og L. hver en tur i drømmeland. Og sådan blev 11 timer pludselig til nul før man fik set sig om.

Nu manglede bare det sidste stykke fra Perth til Cairns. Rejsetiden havde nu sneget sig over de 24 timer fra lejligheden i København var blevet forladt, og det kunne godt mærkes.
Lidt mad i lufthavnen hjalp på nogle af de basale behov, men søvnen mere og mere pressede på.
Fire timers flyvning i et mindre prangende fly føltes længere end resten af rejsen tilsammen, men frem kom vi. Klatøjede og spændte.

Uret sagde 04 om morgenen lokal tid, og kroppen sagde sove, så efter en (vild) taxatur gennem byen, fandt vi heldigvis vores hotel og værelse uden større problemer.
Trætte og tilfredse ramte vi dynerne (efter at have tjekket værelset for kryb!) og sov til vi (A.) ikke kunne sove mere. L, blev vækket af den søde søvn - nogen ville ud og se på byen. 

Nedtælling til lækkerier.

I dag er der 12 dage til vores næste eventyr begynder. Vi kan slet ikke vente.

A. er ved at overveje om de kufferter ikke skal ned fra loftet nu, så vi kan begynde og pakke. Kilder menes at vide, at der i flere måneder er skrevet lister om uundværlige ting, der skal med. Fx. er det længe siden at en shampoo og kur, der skåner sart rødt hår mod solen, er indkøbt.

L. er mere fokuseret på booking af bo og fly. Hvilket muligvis også er vigtigere end hårkur… men sådan supplerer man vel hinanden på bedste vis. 

Vi starter i Australien. Roadtrip, varme, nationalparker, uendelige veje og lettere hysteri over kryb venter. 

Stay tuned.

I parasollens skygge.

...ja, der har vi befundet os i 12 dage i streg - kun med enkelte ture i poolen eller i bølgen blå. Hvis vi skal sige det selv, så er vi faktisk ret gode til at holde solferie...

Inden ankomst til Aruba, var vi lidt nervøse over, at der var lovet tordenstorm og store mængder vand til vores solskins-ø. Hverken torden eller regn så vi heldigvis skyggen af - sol, sol og atter sol kunne vi i stedet nyde i fulde drag.

Vi boede på et lækkert resort, der havde det, som alle gode resort´er bør have - en god seng og en lækker strand. Oven i det var der også en lækker pool. Og så skal vi ikke bede om meget mere... Udsigten fra vores værelse så således ud:

Vi fandt hurtigt vores faste rutine. L. stod op først og fandt dagens solsenge og reserverede dem. A. stod derefter op og prøvede at se vågen ud. Så spiste vi morgenmad - fra en kæmpe buffet, med alt hvad hjertet kunne begære, skyllet ned med en virkelig god kaffe. Retur på værelset skiftede vi til badetøj og så ud under parasollen.
A. holdt sig helst i skyggen:

L. vovede sig af og til ud i solen:

Den opmærksomme læser vil måske bemærke et bryllup i baggrunden, på ovenstående billede. Det var L. tydeligvis ret ligeglad med. Der var noget sport, der skulle læses om.

På de 12 dage vi var på Aruba, så vi intet mindre end 3 bryllupper i strandkanten... A. gik lidt mere op i globryllupper end L., hvis nogen skulle være i tvivl.

Et smut til Oranjestat fik vi presset ind i mellem solbadning og søvn. Det er en lille by, der tydeligvis er bygget op omkring havnen, hvor krydstogtskibene ligger til havn. Vi taler et marked med massevis af farvestålende boder og lækre, dyre butikker, side om side. 

Der gik lidt sport i at finde de bedste restauranter på ø'en, og vores konklusion må blive, at brasiliansk er toppen. Vi var på det første brasilianske steakhouse i Vietnam, som i høj grad var en succes. Så da vi opdagede at der var hele 2 af slagsen på Aruba, besluttede vi os for at prøve dem begge.

På et brasiliansk steakhouse er der en stor buffet med brød, ost, grønt, frugt og salater i alle afskygninger. På bordet har men en brik, der er rød på den ene side, grøn på den anden. Vender man den grønne side opad kommer tjenere med store spyd med kød, skærer en skive eller 2 og går videre. Den næste tjener byder på stykker med kylling. Den næste byder på pølse. Den næste byder på stegt ananas. Osv. Når man ønsker en pause, vender man den røde side på brikken opad. 

- det er genialt!!!!

Efter sådan en middag er der IKKE plads til dessert. 

Tiden gik alt for stærkt. Vi synes lige vi var ankommet, da vi pludselig skulle til at pakke og igen tænke på check-out og overvægt i kufferten (det er mest A. der tænker over sidstnævnte... Lærer det nok en gang.)

Det er helt sikkert, at vi skal til Aruba igen. Helst samme resort. Og helst samme solseng på samme strand.

Alt for Aruba. Vi vender tilbage med nyt fra New York.

Vi er her stadig...

Ja, det er altså ikke fordi vi har opgivet vores blog, men det er altså svært at finde tid til at skrive på den, når der udenfor er strålende sol, krystalblåt vand og få meter fra ens soveværelse og ud på en solseng.

Med andre ord: Her er en stærkt forsinket beretning fra Aruba om vores ophold i San Francisco.

Efter en dejlig flyvetur over Stillehavet var det tid til et glædeligt gensyn med San Francisco. 

Vi havde denne gang valgt at bo så centralt som muligt, og vores hotel lå midt i downtown området (Union Square) så det kunne ikke være meget bedre.

Der er 7 timers tidsforskel mellem Tokyo og SF, og det kunne vi godt mærke! 

De første par dage var både L. og A. rimelig rundtossede og nærmest konstant trætte. Det, og så en del regnvejr, gjorde, at der blev sovet igennem på værelset, og ikke set det store af byen. L. i særdeleshed var også lidt "mæt" efter de lange gåture rundt i Japans gader, så det gjorde ham ikke det store at der var en masse amerikansk sport i fjernsynet.

A. var også ganske tilfreds med dette, idet hun *tilfældigvis* havde spottet et par butikker lige nede på hjørnet. Vi snakker Desigual, Banana Republic, GAP, Victoria's Secret, Levi's og Urban Outfitters. -Så dem kunne hun jo lige så godt smutte ned i, så L. kunne se sport i fred... -Jow, tak...

Senere, da L. også ville ud og se lidt på omgivelserne, blev det til en tur i den nærliggende Apple-Store, og da A.'s laptop var begyndt at vise alderdomstegn, så var det jo meget nærliggende at anskaffe sig en fin lille Mac. Så det gjorde A. 

Foråret var ikke helt nået til byen, så jakken og de lange bukser forblev på under opholdet, selvom 15 grader tidligt i april vel ikke er så ringe endda.

Det blev til et gensyn med Fisherman's Wharf, hvor L. og A. boede forrige gang, og vi kan hilse at sige at sælerne synes at have det ganske godt. De lå i hver fald og larmede og osede helt som sidst.

Super udsigt fra molen:

Golden Gate Bridge blev atter inspiceret, og denne gang uden medfølgende tåge... Tak for det.

Et smut ned til Castro, det berømte og meget farverige kvarter for homoseksuelle blev til en hyggelig eftermiddagstur. Det første som mødte os da vi nåede frem med sporvognen var... Nå ja, en mand udenfor en café, som tilsyneladende havde glemt sine bukser derhjemme. Og underbukserne... Han stod ganske ugeneret og snakkede med en af sine venner, og virkede hverken påvirket af det ene eller det andet... Oki-doki. A. blev så befippet at hun helt glemte at tage et billede af ham. Beklager.

Generelt var SF cirka som vi huskede den. Super hyggelig og med lidt for enhver smag. Især de fine huse blev fotograferet:

Eneste lille minus (som vi egentlig havde glemt fra sidst, og som ikke er så slemt endda) er, at byen virkelig har mange tosser. Om det skyldes byens fortid som hippie-hjemstavn med rimelig liberalt syn på bevidsthedsudvidende produkter, eller om der findes en anden forklaring vides ikke, men de er altså virkelig talrige, de kære skøre mennesker. De står bogstaveligt talt på hver eneste gadehjørne downtown.

Alt fra folk som *tror* at de er i stand til at spille et instrument (hvilket til tider er ganske underholdende for en kort stund), til folk som snakker med alt og ingenting, tiggere i underlige kostumer osv osv... De er hverken ubehagelige eller truende, og prøver bare at få det til at løbe rundt, men det bliver lidt trættende i længden at afvise 4 forskellige mennesker hver gang man venter på grønt lys ved en kantsten. Måske de skulle overveje om ikke markedet er mættet?

Det er selvfølgelig grundlæggende trist, men det er altså samtidig svært ikke at trække lidt på smilebåndet (især når man har jetlag) når en person, iført høj skriggrøn hat, sidder og beder om penge med en stegepande og et skilt hvorpå der står "need money for weed"... 

Ikke alle hoteller i byen er vildt populære - vi er glade for vi ikke boede på dette, som (tidligere?) medarbejdere opfordrede til at boycotte:

Til gengæld var der ganske hyggeligt på byens mange 50´er-inspirerede dinere:

Under alle omstændigheder fløj tiden afsted i SF og som så mange gange før, var det pludselig tid til at pakke sammen og bevæge sig videre i teksten. Next stop Aruba og mere solskin!