torsdag den 12. januar 2012

Dubai - Saigon. Nat og dag.

Saigon. Så kom vi så langt.

Vi lettede sent om aftenen fra Dubai og fik det sidste glimt af byen, badet i smukt lys. 35 min forsinket landede vi i Bangkok, pænt stressede. Vi havde nu kun 25 minutter til at skifte fly - men det viste sig at være helt uproblematisk - der stod nemlig en fin golfvogn med chauffør og ventede på os... På 10 min. (med udrykning!) kom vi til vores gate i den anden ende af lufthavnen. Pyha.

Vi landede, fik vores bagage (som de allerførste! Yay!), fandt vores chauffør og kørte mod hotellet. Der var 8 km. Det tog 45 minutter. Her er nemlig tung, tung trafik, hovedsageligt repræsenteret af de 5,3 mio (!) scootere, der findes i byen. Folk kører på må og få - ved kryds uden lyssignaler tages den på gefühl. Først lidt fra den ene side, så lidt fra den anden side. Det glider riiiimelig glat faktisk. Med en konstant dytten, selvfølgelig. Om et dyt betyder "her kommer jeg", "halløjsa" eller "smut!" er vi ikke sikre på, men det må hjælpe, for de dytter hele tiden og igen. Scootere kører til højre på vejen, biler til venstre - så når en bil drejer er det med at flytte sig hvis man er på en to-hjuler. (A. måtte lige lukke øjnene første gang vores chauffør lavede det trick.)

Når fodgængere skal over ved et kryds uden lysregulering, skal man bare vade selvsikkert ud - så stopper de til hjuls for én. Indtil videre er det gået godt... Den fremgangsmåde havde vi næppe opdaget, hvis det ikke var for A.'s veninde, som bor her i byen. Så havde vi nok stadig stået og ventet ved den første overgang.


Nå, men vel ankommet til hotellet kl. 11 om formiddagen håbede vi *uden held* på et tidligt check-in. Vi var virkelig trætte, stadig på Dubai-tid (dvs. minus 3 timer fra Saigon-tid) og havde stort set ikke sovet på turen. Desværre vi måtte tage os til takke med solsenge ved poolen - heller ikke helt ringe. Men A. havde godt nok en del sovemærker i ansigtet, da klokken blev 14 og vi endelig kunne få adgang til vores værelse. A. gik kold på værelset før døren dårligt havde smækket bag hende.



Efter et par timers søvn, en kort tur rundt i byen og en middag, var det tilbage på hovedet i seng til en god nats søvn.
Jetlag kan som bekendt soves væk, så da Anni's veninde ringede kl. 11 i dag, blev vi vækket efter 13 timers søvn (for A.'s vedkommende. Barske L. klarede den med 11 timer).
Vi mødtes til brunch og fik nogle gode tips om byen. Vigtigt. Her er vist en del fusketaxa'er, ludere og lommetyve. I øvrigt har 10.000 fængslede røvere og tyveknægte lige fået benådning pga. at det snart er kinesisk nytår, og er blevet lukket ud i gaderne... -God idé!

Hotellet er stort og lækkert. Det er fra den tid, hvor Saigon (eller Ho Chi Minh City) var en fransk koloni, helt tilbage fra 1925. Der er store lysekroner, elegante gange, store lækre værelser, herlige badeværelser og 2 skybarer (på 5. og 8.sal) med fin udsigt over (en lidt mudret) Saigon River.


Det er så fint, at Kronprins Frederik var her, da han var på besøg i december. A. udbrød på engelsk, da hun så et billede fra besøget under rundvisning på hotellet, "Jamen, det er jo Frederik!". -Så uformelt omtales kongelige vist ikke i Asien at dømme ud fra den nærstående ansattes ansigt at dømme...
Vi bor på 5. sal og har en flot udsigt, ikke mindst når det er mørkt.


Idag har vi været på museum om Vietnamkrigen. En spændende oplevelse, omend lidt vel pro-kommunistisk. Det meste bestod af billeder indenfor på museet, og så en del udendørs ting med kampvogne, bomber osv. Enkelte dele indenfor var så barske, at A. ikke kunne se på det. L. ved en del om den krig (Kloge-Åge) - nu ved A. også lidt mere. Generelt er der vist ingen af parterne i krigen, som kan føle sig specielt stolte over den.

L. i færd med at demonstrere hvordan han ville have grebet tingene an.

Spændende var det i al fald.

Resten af dagen blev brugt på vandren i gaderne hid og did med store og små ting at beskue. Der er en del "hjemmelavede" fortovsrestauranter og -butikker. A. synes ikke helt hun kunne se deres håndvaske nogen steder...

Aftenen gik på et lækkert argentinsk bøfhus, hvor L. fik den største bøf han nogensinde har spist. Mums!




Imorgen skal vi tidligt op (gys!) og på heldagstur udenfor byen. Mere om det næste gang.

mandag den 9. januar 2012

Dubai, til lands, til vands og i luften.

Så er første stop på vores tur ved at være ovre. Sidste aften i Dubai, og imorgen går turen videre østover med destination Ho Chi Minh City i Vietnam.

De sidste par dage er fløjet afsted. En del af tiden er gået med at dase ved vores dejlige pools. (Vi fandt for et par dage siden ud af, at vores hotel havde en aftale med et sportscenter ved siden af, hvor der var en stor og lækker pool med sol hele dagen og flere solsenge end poolen på hotellet). L. har fået endnu mere farve, og A. er faktisk efterhånden også blevet ret brun! Optur!



Men vi har selvfølgelig også været ude og se lidt mere af Dubai.
Taxa'er er, som vi tidligere har nævnt, lækre, pålidelige og billige (benzin er, helt bogstaveligt, billigere end vand hernede!), så dem har vi gjort flittigt brug af til at komme rundt. Man går mere eller mindre slet ikke rundt på gaden hernede, ikke bare pga varmen, men også pga de store afstande. Egentlig synd, når man tænker på at Dubai har de flotteste superbrede fortove med marmorlignende fliser og lys i.



Generelt er byen fuld af liv. Den har det samme antal indbyggere som København, men den føles meget større og mere aktiv. -De bygger noget overalt! Helst højhuse, eller et eller andet turistorienteret, en Metro eller noget de kan blære sig med. Det er meget imponerende. Som nogle af de vildeste ting (synes vi) kan nævnes fire kæmpe højhuse, som på toppen er forbundet via, hvad, der når det står færdigt, vil være verdens højeste skybridge. Hvis man køber en lejlighed i komplekset får man i tilgift, helt gratis, en Lamborghini med i købet! (Hvorfor gør de ikke den slags i København?)
-Eller hvad med 300 kunstige øer flere kilometer ude i vandet, som tilsammen udgør en miniaturekopi af... Verden! Ialt måler "øgruppen" 6x9km og hver ø kan købes, hvis det kunne friste med et helt særligt feriested. Prisen er fra $10mio og op til over $100 mio. Beckhams har selvfølgelig allerede købt en af dem...

På trods af alt byggeriet føles det på ingen måde, som om man er midt i en kulisse under konstruktion. Alting fungerer upåklageligt, der flyder ingen steder med byggematerialer eller lign, og der er nok at se på!

Kæmpe Akvarium i Dubai Mall. Frontpanelet er (surprise) verdens største. -Og ja, man kunne få lov at dykke ned til fiskene.



En sejltur på Dubai Creek. Pris: 1½ krone per næse!

Verdens højeste tårn på 818m, Burj Khalifa, blev besteget idag. De 126 etager vi skulle op klarede ekspres-elevatoren på under 25 sekunder. Det var en fantastisk udsigt, også selvom sigtbarheden ikke var perfekt.




Vi været på guidet tur i bus, og gået aftentur i den fineste rekonstruktion af en gammel havneby ("Madinat") som havde utallige basarer, boder, restauranter og sågar en kunstigt anlagt havn hvor man kunne blive sejlet rundt i gondol-lignende små både. Utrolig romantisk!



Om aftenen var der lyd-, springvands- og lysshows flere steder i byen, og de fleste shoppingscentre lukker først ved midnatstid!

Alt i alt har Dubai været en skøn start på vores ferie, og vi glæder os meget til at vende tilbage sidst på året.
Nu er det tid til at pakke og komme videre i teksten. Next stop Vietnam!

torsdag den 5. januar 2012

Verdens største ...

Så, mine damer og herrer, er der nyt fra Dubai.


Vi kan konstatere, at her er godt og blandet med mennesker. Indere, kinesere, japanere, tyskere, russere og selvfølgelig en del arabere. Størstedelen af araberne går helt traditionelt klædt. Dvs. mænd i lange, hvide kjortler og kvinder indhyllet i sort fra top til tå. Ofte er kun øjnene frie.
A. undrede sig meget over, hvordan de mon spiser, med sådan et tørklæde foran munden - men det viser sig, at det let kan tages af, når de sidder på restaurant eller café. Da må de åbenbart gerne vise deres ansigter. L. var pænt ligeglad med den oplysning... *tsk - mænd* Han mener at de alle sammen er ninja'er, og blot venter på at blive nok i antal til at vælte Khaliffen. Og så ikke mere om den sag.

Siden sidst har vi bl.a. daset ved poolen - der var skønt.
L. fik farve. Det gjorde A. ikke.  Intet nyt under solen.
Vi har også shoppet. A. fandt udsalg i Desiguel og var vældig begejstret for 50% off på 2 helt, helt fabulous kjoler. Igen var L. svært ligeglad. Han fik også pænt lov til at vente uden for omklædningsrummet, der er nemlig en afdeling for kvinder, og en for mænd. Ikke noget med at mixe her.
L. har købt sko (og smidt de slidte ud, thank God) og undervandskamera - vi har nemlig allerede planlagt at der bliver behov for et sådant!
Det hele foregik i vores favorit mall, Dubai Mall, som forøvrigt er verdens største. Selvfølgelig.


Traditionen tro har vi været på sightseeing med bus. I denne virkelig rene by - der ligger intet og flyder. Og deres biler, wow! De er lækre, nye og møgdyre. Man vender nærmest nakken af led for at nå at se alle de Ferrarier, Porscher, Rolls Royce's m.m. som konstant ruller forbi. Det virker næsten som om de kører i ring.
Vi kan også konstatere at de blærer sig rigtig meget med alle former for vand, i form af kunstige søer, vandfald og springvand. Smukt ser det altså også ud. Derudover bruger de også dagligt over 125 mio liter vand på at holde det hele grønt og pænt...

Her står A. mellem *nye* gamle bygninger, i traditionel stil - og så lige et 818m højt tårn i baggrunden. Burj Khalifa, verdens højeste, naturligvis.  


På vores sightseeing var vi forbi The Palm, en masse øer, formet som toppen af en palme. Verdens største samling af kunstige ø'er. (Naturligvis). De kan ses fra verdensrummet, som en af de eneste menneskeskabte ting. På øen ligger over 30 styk 5-stjernede hoteller og en masse andet lir. De planlægger at bygge 3 af slagsen, så hvis I har noget sand og sten liggende, kan de vist godt bruge det.

I nærheden ligger Burj al Arab, der er verdens højeste (ja, nemlig ja) suitehotel. Det er formet som et sejl på en dhow (arabisk båd), og smukt gør det sig, som det ligger der på en lækker badestrand... Er man tilstrækkeligt VIP bliver man hentet i helikopter, der lige lander på helipad'en øverst oppe. Nemt og bekvemt. Tiger Woods har høvlet en golfbold i vandet deroppefra, og Federer har spillet tennis mod Agassi samme sted. (Info som L. -sjovt nok- var mere interesseret i end A.) En suite koster fra $1000 dollars per nat og opefter. Den dyreste ligger på $27.000/nat.
Så er det bare om ikke at sove over sig... 


Hvis nogen skulle være i tvivl, befinder verdens højeste flagstang sig hernede. Den er virkelig også kæmpe. Den kostede $1,1 mio. De byggede den i anledning af at Dubai blev selvstændigt. 


Generelt set er vi vældig glade for Dubai so far. Imorgen står den på mere sightseeing, og -måske- lidt shopping. Det kan man jo ikke få nok af.

tirsdag den 3. januar 2012

Greetings from Dubai.

Så blev rejsen skudt igang  og vi er landet, trygt og godt i Dubai.
Rejsen gik helt smertefrit - på trods af skift i Zürich (de har de fineste huse der altså - meget tyroleragtigt), lang flyvetid (2 timer og derefter 6 timer), virkelig lang (men rimelig hurtig) kø ved paskontrollen i Dubai, og virkelig lang (og vildt hurtig) kø for derefter at få en taxa. Vi stod og stenede over, hvor pæne, nye og skinnende alle taxa'er var, men det viser sig at ALLE biler i Dubai er nye og lækre. Og så koster det 1/3 af prisen i DK at køre i taxa. Startgebyret er 3 dihram, hvilket er = 4,50 kr..

Nå. Vi bor på et lækkert hotel, Al Manzil, med åbent bad i værelset! Der er dog en dør til toilet og brusekabine. Tak! Vi bor på 4. sal og kan se ned på hotellets lækre pool, der ligger på 1. Når det er 24 grader og blå blå himmel, som i dag, så er det nærmest fantastisk.
Hotellet ligger tæt på Burj Kalif - det ser således ud - og er forresten verdens højeste bygning pt.

Det ligger også lige ved siden af Dubai Mall, som er et GIGANTISK shoppingcenter. Ud over de tusindvis af butikker, restauranter og boder, så er der bl.a. også et 3 etagers vandfald, en (is)skøjtebane og et akvarie med ca. 33.000 forskellige dyr. Fields - go home. Det her er sagen.  Her et udsnit af vandfaldet:


Hen under aften tog vi til The Walk, ved Dubai Marina. Det er en havn med lækre og voldsomt dyre både, en fin havnepromenade, og masser af restauranter på rad og række. -Og smukt lys:


Det virker som om, at manden der vil have en ny bygning, bare beder akitekten om at lave den lidt vildere end alle de forrige, og gerne med lidt mere lys.
Det var vores udsigt, da vi sad og fik, ja... beklager, men vi spiste altså mexicansk. Serveret af *åbenbart* mexicanske cowboys. Ved siden af et kæmpe juletræ. (Fake, selvfølgelig). Bag os sad 3 kvinder indhyllet i sorte gevanter fra top til tå, og suttede på en vandpibe. Så er man dælme i Arabiens land...
- Månen vender for øvrigt forkert.

Vi har det godt, nyder at alle taler engelsk, så vi ikke behøver at øve arabiske fraser. Jetlag klarede vi ved at sove til kl 12:30. Det var ikke med vilje, vi kunne bare ikke rigtig vågne.

På falderebet lige et statusbillede fra værelset:  (TV pulten kan naturligvis drejes, så man kan se fjernsyn fra badekarret). L. mener i øvrigt at 10 kanaler udelukkende dedikeret til fodboldkampe 24/7 er et passende antal.



Mere herfra, en af de nærmeste dage.

onsdag den 28. december 2011

På den igen. For alvor...

I dag er det onsdag. På mandag rejser vi. Der er virkelig ikke længe til...
A. er i gang med at pakke. Har faktisk været det i en uge. Det skal jo gøres ordenligt! Pt. hænger kjolerne side om side på stangen til badeforhænget. I alle afskygninger af grå, sort og hvid. *suk* Men må peppe op med et pangfarvet tørklæde. L. er ligeledes meget bekymret for om farverne bliver for kedelige... *host*

Nå. Men på mandag. Da rejser vi til Dubai, som er første stop. Derefter hedder ruten Ho Chi Minh City -> Krabi -> Singapore -> Sydney (og 1 måneds roadtrip i autocamper) -> New Zealands sydø (og 14 dages roadtrip i autocamper) -> Rarotonga (Cook Island) -> Tokyo og Kyoto (kirsebærtræer i blooooooomst) -> San Francisco -> Aruba -> New York -> Dk. 

Vi kan ikke helt forholde os til det. Det kommer nok i lufthavnen. Ellers er vi så godt som klar - vi er vaccinerede, vi har tjekket datoen i passet, A. har indkøbt rigelige mængder dullegrej... Vi skal lige skåle nytåret ind, og så er vi ude herfra.
Og glæd jer. Der kommer kvalmende lækre billeder af smukke strande og storbyer og lange indlæg om div. oplevelser rundt om i verden.

Ses igen til maj.

onsdag den 8. juni 2011

På den igen...

Ja, L. & A. er i fuld gang med at planlægge næste tur... WOW! Det bliver vildere end vildt. Og vildere end sidst. Vi snakker pt. om Dubai, Vietnam, Maldiverne, Singapore (og Sentosa Island), Australien, Cook Islands, New Zealand, Tokyo, San Fran, Los Angeles, Aruba, New York, Washington og Zürich...
Dog er intet sikkert og vist endnu. A. venter stadig på godkendelse af orlov fx...

Stay tuned!

lørdag den 1. januar 2011

Tilbage i kulden...

Det er jo faktisk et par dage siden vi landede i det kolde nord igen - men der har været fart på.
Vi landede den 23. kl 01, meget glade for rent faktisk at nå frem. Og A. krammede bagagen, da den endelig kom frem på båndet, vi havde skift i både Bangkok og Paris, så der var mulighed for at nogen havde smidt 2 stk bagage til Grønland i stedet...
Trætte var vi, og kolde...
Men det var nu dejligt at komme hjem igen. I lejligheden havde en nisse været på spil (tak til søde Anja), der var pyntet op med gran, nisser og hjerter - og der duftede af julete (tak til søde Susanne). Skønt.


Det er mærkeligt at komme hjem - med masser af jetlag og følelsen af at man snart skal videre og tjekke ind på endnu et hotel. Vi har heller ikke dannet os et fuldt overblik endnu, over alt hvad vi har set, oplevet, hørt og smagt. Vi har faktisk bare haft travlt med at holde jul og nytår... Men nu stilner det af, vi får masser af tid til at fordøje en fuldstændig fantastisk rejse. For *uh* hvor har det været dejligt! Vi har koblet helt af, glemt hvad ugedag og dato det var - A. har oven i købet haft tid til at glæde sig til at komme på job igen!

Vi er i fuld gang med at kigge på en liste over bedste og værste steder/oplevelser... Følg med snart igen.

Her lidt af billederne siden sidst: