你好 Hong Kong!

Så er vi vel ankommet til Hong Kong.

Vi troede lidt at byen ville ligne Tokyo - det er jo en asiatisk storby. Der tog vi fejl - det her er helt anderledes. Husene er større, vildere og der er mere rod i gadebilledet. Og virkelig mange virkelig uhygiejniske spisesteder *gys* Her er det simpelthen helt normalt at man står foran sin butik (der ligner en garage, der står åben) og skærer stegte kyllinger ud på samme brædt, som man lige har skåret fersk fisk/fersk kød på. Og ingen håndvask i miles omkreds.

A. var straks klar til at ringe til Rødovre og få hele byen lukket - NU! Men... er også klar over, at siden indbyggerne her har den næst-højeste levealder i verden (kun overgået af Japan) kommer jeg nok ikke så langt med det, for folk dør åbenbart ikke af virkelig klam mad her. I stedet har vi (eller, det er faktisk bare A.) bestemt os for at vi kun spiser steder, som enten er virkelig pæne - og gerne en del af en amerikansk kæde. Fx. MacD og Starbucks.

Nå, men byen er fed. Her er gang i den. Over alt. Med rigtig mange markeder - og mange af de rigtig dyre butikker. Vi taler Rolex, Catier, Prada, Miu Miu, Tiffanys, Fendi osv osv i den helt store stil. Og midt i mellem de fine butikker ligger en kæmpe H&M og prøver at ligne én, der passer lige ind.

Vi er lidt trætte efter sightseeing i Tokyo, så A. fik L. med på noget sightseeingbus. Det var et stort hit.

Vi sad dejligt og så hele Kowloon glide forbi i en smuk og rodet blanding. Vi fik høretelefoner i og hørte små historier om de steder vi kørte forbi. Vi er nu begge lidt klogere på det der med den tidligere Britiske koloni, og generelt om det blandede folkefærd, der er i byen.
OG vi købte i samme omgang en nattetur - det er overvældende at se Hong Kong Island både ved dag og natte tide.

 Vs. nat.

Kl 20 er der hver aften ved havnen et lysshow, som der er fanget en smule af på nederste billede. Der spilles musik på hele molen (som er en lille ½ km lang) og så blinker lyset i takt. Det ser vildt ud. Det vildeste er dog nok de folkemængder den slags tiltrækker. Ville ikke kunne magte at være her i højsæson'en - nu er det dejligt vejr og begrænset med turister.

Vi er meget begejstrede for Asien, so far. Eneste minus er faktisk at der er så voldsomt mange der ryger (det er altså 40%!!!) Og de må ryge på restauranter og hoteller (vi har dog booket røgfrit!). Og de hoster og harker og spytter på gaden. Det bliver nok noget lidt andet, når vi når til Singapore, hvor de vist får bøder for den slags...

Vi har forhørt os om skræddere, så som det første i morgen skal vi ud og få taget mål til noget jakkesæt - et til L. og et til A. (som også skal ha nederdel, skjorte og tørklæde - weeeee!!) Og derefter skal vi køre rundt i på Hong Kong Island - det bliver vildt - som alt er her i byen. Vildt vildt vildt...

Tokyo - by day and night.

Ja, vi måtte desværre sige farvel til Tokyo. Vi var begge kede af at forlade byen, den er fantastisk. Vildt stor og anderledes og alle folk er så høflige, at man bliver pinligt berørt over ikke at kunne svare på deres høflighedsfraser. Alle siger Konnichiwa (= goddag) når man kommer ind et sted, om det er en kaffebar eller tøjbutik. -Og med alle menes der -hver eneste- ansatte i butikken, og gerne samtidig. Vi siger bare Arigato (tak), bukker let, smiler og håber det er nok...

Men, vi nåede at slide et par gram skosåler af - vi har virkelig gået meget i denne smukke og syrede by.

En af de mest mindeværdige distrikter var Harajuku, en bydel hvor moden for de unge i Japan har grobund. Her er det pt. et hit at ligne en dukke - pigerne ligner glansbilleder. MED glimmer. De har porcelænshud og  lange kunstige øjenvipper, der giver et dådyrs-agtigt udseende. Man fristes til at tro de går med paryk; det er lyst eller rødt og har yndige slangekrøller. De går i de korteste skørter og lange støvler med fake-pels. Og så taler de med helium-stemme. Vi gik en tur i et shopping center i området, hvor der var virkelig mange af disse "dukker" og prøvede at tage billeder i smug (dvs. A. prøvede...) Ikke så let, desværre. Centeret var så trendy og "cutting-edge" at selv ekspedienterne lignede dukker. Alle sammen! Faktisk var alle så majet ud, at det virkede som en sær drøm. Det var rent faktisk forbudt at tage billeder derinde...

Fyrene prøver også at se dukke-agtige ud. Det ser dog vældig kikset ud. Men hvad skal de arme mænd dog ellers gøre, for at score sig en dukke-kæreste...?!

Tokyo er virkelig fyldt med kontraster - der er det vildeste liv og neon lys i én gade, og drejer man om et hjørne, er man pludselig i den helt rolige atmosfære, som er omkring de templer der ligger så mange steder i Tokyo. Ren idyl. Det er tydeligt at folk kommer her for at bede; De hvisker i stedet for at tale højt og tager skoene af, før de træder ind i templet. Der er i det hele taget meget respekt om deres templer og tro.
Her ser I Zojo-ji Temple, med Tokyo Tower i baggrunden.

I et forsøg på at se Tokyo lidt fra oven tog vi op i Tokyo Tower, som egentlig bare er en Eiffeltårn-klon. Men udsigten var dog ganske god alligevel. A. måtte dog lukke øjnene hele vejen op i elevatoren. Det med højder er ikke noget man skal være så tryg ved. I hvert fald ikke i en elevator... *gys*
Vi var 250 meter oppe, men på trods af dette var det ikke muligt at se andet end by, by og atter by. Tokyo bliver bare ved og ved. Helt utroligt.

Vi læste os frem til hvilke steder, der burde ses by night. Der var mange - mange flere, end vi havde tid til at se. Så vi lukkede øjnene og satte fingeren på et kort og nåede frem til Tokyo Bay (Tokyo's havn) hvor nogen (A.) fik taget omkring 100 billeder, og til Electric City (igen ca. 100 billeder). Det var så flot, at man bare kunne stå og måbe - der er så meget lys, at man næsten ikke forstår det. Det er meget svært at beskrive. Skal opleves. Vi tænker, at der må sidde nogle trætte japanere på nogle el-cykler et sted og bare pløje derud af... Men der er selvfølgelig også gået en del milioner km el-kabler til, før det er muligt... Tjek det lige ud.
Først Tokyo Bay:

Og Electric City:

I Electric City gik vi gade op og ned, med intet andet end butikker og restauranter på begge sider i ét væk. Det var utroligt så mange gader der var, med så meget lys, larm og mennesker overalt.
Pludselig stod vi på en stor plads hvor de mærkeligste unge fyre stod i små grupper spredt over det hele. De var alle gejlet op i den samme type jakkesæt og fantasifuldt sat hår (tænk kastanjebrunt Mabelhår). De lavede egentlig ikke rigtig noget, men gik bare omkring og snakkede lidt med hinanden. Vi fattede ikke meget, før vi kom ned i en gade, med virkelig mange pornobutikker. Det var ét af mange red-light-districts i byen...
Virkelig stenet.

Ud over det har vi været i Japans ældste tivoli - det var lille og hyggeligt, men trængte til en kærlig hånd. Rutchebanen var lille, men alligevel så vild, at man kom til hvine lidt sammen med alle de andre...
I Tokyo Bay var vi forøvrigt oppe i Odaiba Ferris Wheel (et giga pariserhjul) der var 150 meter højt. Det var blevet en kølig og blæsende aften - men intet problem -der er jo varme i sæderne (!). Så blæret. Anyways - A. gyste hele vejen op, og overvejede at gemme sig i bunden af "gondolen" men da vi kom op øverst måbede vi begge over udsigten...

Under hele opholdet fragtede vi os fra sted til sted ved hjælp af tog og metro. Ikke helt let i Tokyo, da det er en mindre mensa-test at gennemskue systemet. Men når man først får det lært, er det ganske smart opbygget.

Der kunne skrives mange sider om Tokyo, men i bund og grund er det... ubeskriveligt. Det skal bare opleves. Billeder er for fattige til at gengive alle de sanse-indtryk man bliver bombarderet med konstant fra alle vinkler. Men vi kan ikke understrege nok, hvor meget vi anbefaler et besøg. Det var uforglemmeligt.
Nu skal Hong Kong vise hvad den dur til. Der bliver noget at leve op til. Vi får se.

Vi har det forresten dejligt - er bare lidt matte i sokkerne efter MANGE timer med nye indtryk... ;o)

En helt anden verden

To hele dage i Tokyo er nu forbi, og det føles som om der er gået mindst det dobbelte, i hvert fald hvis vores fødder blev spurgt. Der er blevet tilbagelagt et anseeligt antal kilometer på de japanske gader og stræder.
Det smarte ved at flyve vores vej rundt om jorden er, at vi har jetlag på den "rigtige" måde. Vi vågner tidligt og er trætte når dagen er slut (hvilket ikke er standard for to så udtalte B-mennesker som L. og A.). Ret praktisk når man gerne vil nå at se mest muligt af byen på blot 4 dage.
Igår gik vi mest rundt i vores eget kvarter og så hvad den havde at byde på, og det var ikke så lidt. Det er svært at prøve at beskrive det, for det er som en helt, helt anden verden.
Der er folk overalt. Som i: -Overalt-. Tænk Strøget. På alle gader. At fortov og cykelsti mange steder er et og samme, gør ikke tingene mindre besværlige. Og der er butikker overalt i gadeplan. Små hyggelige restauranter/madsteder blandet med store varehuse (var i en elektronik-butik på 7 etager!), supermarkeder, banker, souvenirshops, internationale madkæder, toplarmende spillehaller og automater hvor alt mellem himmel og jord kan trækkes, samt meget meget mere. Tilsæt et absurd antal farverige skilte, plakater, neon, lys i alle farver og former, musik fra højtalere, råben fra gadehandler (gerne med megafoner!) og en masse politibetjente som prøver at få det hele til at fungere, så har man en lille fornemmelse af hvad det ser ud som. Meget meget syret, og meget meget spændende. A. og L. elsker det i hvert fald. Man kan ganske enkelt ikke kede sig.

 Ja, den er god nok; Træk en gryderet...

Bling-bling!

 Folk står i kø til madsted. Da vi kom tilbage 45 minutter senere, stod den bageste halvdel stadig i kø...

 En ledning eller to.

 -Svært helt at fange stemninge på et billede, men man kan da prøve.

Idag tog vi ud til en bydel, der hed Asakusa, hvor vi bl.a. ville se på et gammelt tempel. Templet var smukt og har en syret historie. For 1500 år siden fiskede 2 fiskere en lille figur, på 5 ca, af gudinden Kannon op af floden - hende har de så bygget inde i et tempel, og ingen har set hende siden - det er nemlig forbudt. Hun står gemt væk i et mørkt rum. Vores teori er nu at hun er blevet væk - og for at skjule det, har de bare bestemt sig for at hun er for hellig til at se på. Det er bare svært at bevise.

Vi besluttede os for at prøve en tur i en Rickshaw - det var vældig underholdende. -Bl.a. fordi andre turister tog billeder af OS! Hmm... Men det var en flot tur, og en meget magelig måde at se noget af bydelen på. Vores "chauffør" kunne lidt engelsk (det kan de færreste herovre) og fortalte om de ting vi kørte forbi - han tog også flere billeder af os på vognen.
Han ID-kort var for sjovt - meget glad mand, med kæmpe smil og så lavede han lige "artotegn" (v-tegn) Artofingre er voldsomt populære i Japan.

Vi mener det her tårn hedder Tokyo-Tower - det er færdigbygget om 2 år... (derfor kranerne på toppen af tårnet)

Der er virkelig mange templer i Tokyo. Her er et af dem.

Mange mennesker her går med hvide masker for mund/næse - vi tror at det er dem, der er syge/forkølede, så de undgår at smitte andre - og måske dem, der er lidt hysteriske. Det pudsige er, at det virker helt, helt normalt. Man kan faktisk købe dem med tegninger på - så de kan være lidt smarte at gå med. Dog ikke noget vi regner med, vinder indpas i DK...

Vi har læst og lært en del om høflighed her i Japan. Man giver ikke drikkepenge - det kan faktisk opfattes som uhøfligt. Meget mærkeligt, når det modsatte er gældende i USA. Desuden skal man give og tage imod penge med begge hænder - og helst bukke lidt samtidig. Japanerne er virkelig høflige, men det er svært at bedømme hvad de siger når de ikke taler noget engelsk. Vi har dog fået det mad, vi har bestilt alle steder, og er endnu ikke kommet forkert ind på folk (håber vi...) Selvom A. dog, på trods af øvelse i, at bede om regningen, i dag kom til at sige noget helt forkert - og japanerne er jo så høflige, at de bare smiler. L. reddede dog sætningen - og vi fik den regning A. havde prøvet at bede om... Håber ikke jeg kom til at kalde hende noget dumt - fik altså pludselig præstationsangst. Det sker jo.

Restaurant fra første aften. Man skulle have skoene af...

40% af befolkningen ryger. Og man må ryge på restauranter. FØJ! Helt forkert at komme på McD og så er der ved bordet med servietter, sugerør o.l. og askebægre...

Vejret er forøvrigt fantastisk - vi har gået uden jakke i dag - fin sol og dejligt med varme... Optur.

2 hele dage tilbage, så går turen videre til Hong Kong. Stay tuned.

こんにちは Tokyo!

Farvel til Hawaii, goddag til Tokyo!

Afgangen fra "Paradise" gik uden problemer. Vi fløj med All Nippon Air, et japansk flyselskab - og her taler vi lækker luksus. Det kan de amerikanske flyselskaber godt lære noget af... Blærede flysæder, super betjening, lækker mad osv. Vi fløj i 9 timer, men bemærkede det næsten ikke. Eget tv, sutsko, tandbørste og det hele. Og så høflig betjening at både L. og A. sad og bukkkede i sæderne. Once you go Nippon, you never go back...

Vel ankommet til Tokyo skulle vi afsted med toget og finde vores hotel. A. havde sat et fint kryds på kortet hvor hotellet lå, og så havde vi ikke kigget mere på det før afrejsen. Via tog og gå-ben fulgte vi kortet med krydset på, og slæbte vores tunge kufferter (uden overvægt, har faktisk 5,5 kg at løbe på - A. tænker her, at det kan hun godt udfylde...) hele vejen hen til en stor, fin park - uden noget hotel. Det gik hurtigt op for os, at A's kryds ikke var helt velplaceret. Hotellet var ingen steder at finde. Det blev ikke nemmere af at Tokyo, udover at være en enormt stor by, også har et fuldstændig ulogisk vejsystem, som dels er kludret som en garnnøgle, og desuden er stort set frit for gadenavne men blot består af en stor bunke tal. Vi var med andre ord helt og aldeles LOST. Heldigvis var klokken kun 17.00, så vi havde lidt tid at løbe på før panik indsatte.

Vi spurgte om vej hos en flink japansk betjent, som efter at have hørt hvilket hotel vi søgte, blev helt forkert i hovedet og fik forklaret os at vi var det gale sted, helt præcist i den modsatte ende af byen. Hmm... Han var dog ikke sikker på præcis hvor hotellet lå, men pegede i en retning. Tilbage mod stationen kom en australsk gut (Den seje type, der havde besteget Mount Everest) hen til os, mens vi stod og fægtede med vores kort. Han ringede rundt, tegnede og fortalte, og var helt vildt hjælpsom. Han fortalte også, at japanere er meget stolte, for stolte til at indrømme hvis de ikke aner hvor et givent sted er, når man spørger om vej. Dvs. de kan godt finde på at vise den vej de TROR man skal, eller blot tage et tilfældigt gæt... Af denne grund skal man helst spørge betjente om vej - de har nemlig fine kort de så står og peger på.
I hvert fald fik han givet os nogle rigtigt fine anvisninger til hotellet, og vi var på vej!
Retur til Tokyo St. hvor L. måtte slæbe 2 stk meget tunge kufferter op og ned af trapper.
A. var meget stille.
Vi fandt vores station, Ikubukoru (som er den næst-travleste undergrundsstation i verden!) og hoppede igen på toget - og af på den rette station, og herfra fandt vi rimelig nemt vores hotel.
Og vores lille bitte værelse.
Vi taler 22 m2, med en lille dobbeltseng som tog al pladsen. Meget lille, kufferterne fyldte den smule plads som sengen ikke tog...

Efter 2 timer besluttede L. at det gad han altså ikke - han ville opgraderes. Koste hvad det end måtte koste. A. var med på den værste. Så opgraderet, det blev vi. Fra lille til kæmpe. Fra okay til luksus. Fra 10. etage med ingen udsigt, til 24. med den vildeste udsigt!! Værelset næsten dobbelt så stort, kæmpe seng, kæmpe badeværelse osv.

Jeg kunne skrive et helt indlæg om Toto alene.
Toto er vores toilet.
Det har et fint fjernstyringspanel, der er varme i sædet, der er lys i - 3 forskellige bidet funktioner og alt muligt andet. Det er en hel computer, bogstaveligt talt. (Man kan høre den "starte op" hver gang man nærmer sig... Tryk på en knap; Sædet går op. Do your thing, rejs dig og tryk på: slå sædet ned. Skyl klarer det selv. Det er så fint, helt van(d)vittigt, og genialt på den japanske måde.

Nå, men vi skal ud og se på livet. Vi har allerede masser at fortælle, men det må blive senere. Det her blir vildt.

En dag ved Pearl Harbor...

Ja, det skal jo ses - det der Pearl Harbor, så afsted med os.
Der var ingen grå skyer i sigte, så vi kunne køre med toppen nede, i vores lækre bil (L. mener den giver for meget overvægt på vejen hjem -ØV, gad ellers godt ha den med. Som en slags souvenir fra Hawaii...) De har 6 sporede motorveje her, altså 6 baner i hver side - og det med skiltning er de ikke så seje til, så det er med at holde tungen lige i munden, når man kører...

Pearl Harbor er flot og tragisk på samme tid. Der var jo mange mennesker, der døde ved angrebet, men amerikanerne forstår at gøre det smukt, trods alt. Der var mindesten med navne på alle, der omkom - både ved angrebet på Pearl Harbor og igennem 2. Verdenskrig. Vi var nede i en undervandsbåd, Bowfine, og se hvordan livet var ombord - under vandet. Trangt var det - men faktisk ret fint indrettet. Mændene ombord på undervandsbåde fik bedre mad, end andre værnepligtige -kaptajnen skulle altid bedømme om maden var god nok, og de fik både frugt og grønt ombord (så længe det kunne holde sig) - køkkenet var overraskende godt indrettet - det SKAL nørder som A. altså tjekke... L. kiggede mere på torpedoer og så'n.

Vi fik en audiotour, men A. måtte opgive at følge med i de tekniske betegnelser af rør og pumper... Der var numre på små skilte rundt omkring, og det nummer skulle man så taste ind på sin afspiller, og så fik man den relevante historie. Det er lige så man lever sig helt ind i hvordan det var dengang.
Der var bl.a. en fortælling om, når de sejlede i fjentligt farvand. Stødte de på fjentlige både, var de amerikanske ubåde designet til at gå 300 fod længere ned i vandet end de andre landes både kunne spore dem. Så blev der slukket for alt - for at undgå at blive opdaget. Det inkluderede air conditoning, så de arme mænd var ved at smelte af varme - men tilgengæld blev de ikke bombet... Nå, det kan der skrives meget om, men spændende var det.
L. skulle bagefter lige prøve deres våben: 

I dag startede dagen med regn (det er jo regntid - og vi har virkelig haft nogle flotte dage) så det har været slapper dag = vi har intet lavet. Faktisk ret rart - det er hårdt at holde ferie. Vi har dog fået vasket tøj. A. er blevet ret sej til at vaske på vaskeri - L. er god til at finde vaskerierne. God kombi.
Og så er der nyt fra L.'s pc - den er i live. Der var en dims (en lille grøn én, som A. ikke husker navnet på) der skulle pilles ud, og så var den good to go again. Herligt og heldigt!

Vi har været ude og spise på en lækker restaurant, hvor vi sad under det træ, som Robert Lewis Stevenson sad under, da han skrev "Skatteøen". Et ca. 200 år gammelt, smukt træ - hvor vi fik virkelige gode bøffer og rødvin. Man følte sig nærmest helt inspireret af omgivelserne:

Ellers alt vel herfra. Vi tænker på jer... Tak fordi I læser med.