Ude på noget: こんにちは Tokyo!

Farvel til Hawaii, goddag til Tokyo!

Afgangen fra "Paradise" gik uden problemer. Vi fløj med All Nippon Air, et japansk flyselskab - og her taler vi lækker luksus. Det kan de amerikanske flyselskaber godt lære noget af... Blærede flysæder, super betjening, lækker mad osv. Vi fløj i 9 timer, men bemærkede det næsten ikke. Eget tv, sutsko, tandbørste og det hele. Og så høflig betjening at både L. og A. sad og bukkkede i sæderne. Once you go Nippon, you never go back...

Vel ankommet til Tokyo skulle vi afsted med toget og finde vores hotel. A. havde sat et fint kryds på kortet hvor hotellet lå, og så havde vi ikke kigget mere på det før afrejsen. Via tog og gå-ben fulgte vi kortet med krydset på, og slæbte vores tunge kufferter (uden overvægt, har faktisk 5,5 kg at løbe på - A. tænker her, at det kan hun godt udfylde...) hele vejen hen til en stor, fin park - uden noget hotel. Det gik hurtigt op for os, at A's kryds ikke var helt velplaceret. Hotellet var ingen steder at finde. Det blev ikke nemmere af at Tokyo, udover at være en enormt stor by, også har et fuldstændig ulogisk vejsystem, som dels er kludret som en garnnøgle, og desuden er stort set frit for gadenavne men blot består af en stor bunke tal. Vi var med andre ord helt og aldeles LOST. Heldigvis var klokken kun 17.00, så vi havde lidt tid at løbe på før panik indsatte.

Vi spurgte om vej hos en flink japansk betjent, som efter at have hørt hvilket hotel vi søgte, blev helt forkert i hovedet og fik forklaret os at vi var det gale sted, helt præcist i den modsatte ende af byen. Hmm... Han var dog ikke sikker på præcis hvor hotellet lå, men pegede i en retning. Tilbage mod stationen kom en australsk gut (Den seje type, der havde besteget Mount Everest) hen til os, mens vi stod og fægtede med vores kort. Han ringede rundt, tegnede og fortalte, og var helt vildt hjælpsom. Han fortalte også, at japanere er meget stolte, for stolte til at indrømme hvis de ikke aner hvor et givent sted er, når man spørger om vej. Dvs. de kan godt finde på at vise den vej de TROR man skal, eller blot tage et tilfældigt gæt... Af denne grund skal man helst spørge betjente om vej - de har nemlig fine kort de så står og peger på.
I hvert fald fik han givet os nogle rigtigt fine anvisninger til hotellet, og vi var på vej!
Retur til Tokyo St. hvor L. måtte slæbe 2 stk meget tunge kufferter op og ned af trapper.
A. var meget stille.
Vi fandt vores station, Ikubukoru (som er den næst-travleste undergrundsstation i verden!) og hoppede igen på toget - og af på den rette station, og herfra fandt vi rimelig nemt vores hotel.
Og vores lille bitte værelse.
Vi taler 22 m2, med en lille dobbeltseng som tog al pladsen. Meget lille, kufferterne fyldte den smule plads som sengen ikke tog...

Efter 2 timer besluttede L. at det gad han altså ikke - han ville opgraderes. Koste hvad det end måtte koste. A. var med på den værste. Så opgraderet, det blev vi. Fra lille til kæmpe. Fra okay til luksus. Fra 10. etage med ingen udsigt, til 24. med den vildeste udsigt!! Værelset næsten dobbelt så stort, kæmpe seng, kæmpe badeværelse osv.

Jeg kunne skrive et helt indlæg om Toto alene.
Toto er vores toilet.
Det har et fint fjernstyringspanel, der er varme i sædet, der er lys i - 3 forskellige bidet funktioner og alt muligt andet. Det er en hel computer, bogstaveligt talt. (Man kan høre den "starte op" hver gang man nærmer sig... Tryk på en knap; Sædet går op. Do your thing, rejs dig og tryk på: slå sædet ned. Skyl klarer det selv. Det er så fint, helt van(d)vittigt, og genialt på den japanske måde.