Tokyo - by day and night.

Ja, vi måtte desværre sige farvel til Tokyo. Vi var begge kede af at forlade byen, den er fantastisk. Vildt stor og anderledes og alle folk er så høflige, at man bliver pinligt berørt over ikke at kunne svare på deres høflighedsfraser. Alle siger Konnichiwa (= goddag) når man kommer ind et sted, om det er en kaffebar eller tøjbutik. -Og med alle menes der -hver eneste- ansatte i butikken, og gerne samtidig. Vi siger bare Arigato (tak), bukker let, smiler og håber det er nok...

Men, vi nåede at slide et par gram skosåler af - vi har virkelig gået meget i denne smukke og syrede by.

En af de mest mindeværdige distrikter var Harajuku, en bydel hvor moden for de unge i Japan har grobund. Her er det pt. et hit at ligne en dukke - pigerne ligner glansbilleder. MED glimmer. De har porcelænshud og  lange kunstige øjenvipper, der giver et dådyrs-agtigt udseende. Man fristes til at tro de går med paryk; det er lyst eller rødt og har yndige slangekrøller. De går i de korteste skørter og lange støvler med fake-pels. Og så taler de med helium-stemme. Vi gik en tur i et shopping center i området, hvor der var virkelig mange af disse "dukker" og prøvede at tage billeder i smug (dvs. A. prøvede...) Ikke så let, desværre. Centeret var så trendy og "cutting-edge" at selv ekspedienterne lignede dukker. Alle sammen! Faktisk var alle så majet ud, at det virkede som en sær drøm. Det var rent faktisk forbudt at tage billeder derinde...

Fyrene prøver også at se dukke-agtige ud. Det ser dog vældig kikset ud. Men hvad skal de arme mænd dog ellers gøre, for at score sig en dukke-kæreste...?!

Tokyo er virkelig fyldt med kontraster - der er det vildeste liv og neon lys i én gade, og drejer man om et hjørne, er man pludselig i den helt rolige atmosfære, som er omkring de templer der ligger så mange steder i Tokyo. Ren idyl. Det er tydeligt at folk kommer her for at bede; De hvisker i stedet for at tale højt og tager skoene af, før de træder ind i templet. Der er i det hele taget meget respekt om deres templer og tro.
Her ser I Zojo-ji Temple, med Tokyo Tower i baggrunden.

I et forsøg på at se Tokyo lidt fra oven tog vi op i Tokyo Tower, som egentlig bare er en Eiffeltårn-klon. Men udsigten var dog ganske god alligevel. A. måtte dog lukke øjnene hele vejen op i elevatoren. Det med højder er ikke noget man skal være så tryg ved. I hvert fald ikke i en elevator... *gys*
Vi var 250 meter oppe, men på trods af dette var det ikke muligt at se andet end by, by og atter by. Tokyo bliver bare ved og ved. Helt utroligt.

Vi læste os frem til hvilke steder, der burde ses by night. Der var mange - mange flere, end vi havde tid til at se. Så vi lukkede øjnene og satte fingeren på et kort og nåede frem til Tokyo Bay (Tokyo's havn) hvor nogen (A.) fik taget omkring 100 billeder, og til Electric City (igen ca. 100 billeder). Det var så flot, at man bare kunne stå og måbe - der er så meget lys, at man næsten ikke forstår det. Det er meget svært at beskrive. Skal opleves. Vi tænker, at der må sidde nogle trætte japanere på nogle el-cykler et sted og bare pløje derud af... Men der er selvfølgelig også gået en del milioner km el-kabler til, før det er muligt... Tjek det lige ud.
Først Tokyo Bay:

Og Electric City:

I Electric City gik vi gade op og ned, med intet andet end butikker og restauranter på begge sider i ét væk. Det var utroligt så mange gader der var, med så meget lys, larm og mennesker overalt.
Pludselig stod vi på en stor plads hvor de mærkeligste unge fyre stod i små grupper spredt over det hele. De var alle gejlet op i den samme type jakkesæt og fantasifuldt sat hår (tænk kastanjebrunt Mabelhår). De lavede egentlig ikke rigtig noget, men gik bare omkring og snakkede lidt med hinanden. Vi fattede ikke meget, før vi kom ned i en gade, med virkelig mange pornobutikker. Det var ét af mange red-light-districts i byen...
Virkelig stenet.

Ud over det har vi været i Japans ældste tivoli - det var lille og hyggeligt, men trængte til en kærlig hånd. Rutchebanen var lille, men alligevel så vild, at man kom til hvine lidt sammen med alle de andre...
I Tokyo Bay var vi forøvrigt oppe i Odaiba Ferris Wheel (et giga pariserhjul) der var 150 meter højt. Det var blevet en kølig og blæsende aften - men intet problem -der er jo varme i sæderne (!). Så blæret. Anyways - A. gyste hele vejen op, og overvejede at gemme sig i bunden af "gondolen" men da vi kom op øverst måbede vi begge over udsigten...

Under hele opholdet fragtede vi os fra sted til sted ved hjælp af tog og metro. Ikke helt let i Tokyo, da det er en mindre mensa-test at gennemskue systemet. Men når man først får det lært, er det ganske smart opbygget.

Der kunne skrives mange sider om Tokyo, men i bund og grund er det... ubeskriveligt. Det skal bare opleves. Billeder er for fattige til at gengive alle de sanse-indtryk man bliver bombarderet med konstant fra alle vinkler. Men vi kan ikke understrege nok, hvor meget vi anbefaler et besøg. Det var uforglemmeligt.
Nu skal Hong Kong vise hvad den dur til. Der bliver noget at leve op til. Vi får se.

Vi har det forresten dejligt - er bare lidt matte i sokkerne efter MANGE timer med nye indtryk... ;o)