onsdag den 8. december 2010

Fabulous Singapore...!

Singapore. So far ret fantastisk! Lidt en skam vi kun skal være her 4 dage. Byen er stor, smuk, ren og grøn. Bygningerne er høje og flotte, og der er god plads imellem dem. Vejret er skønt, her er næsten altid 31 grader og en tilpas luftfugtighed. Man skal dog ikke vade byen tynd fordi:
1) man bliver hurtigt træt 
2) man kampsveder. 
Så igen har vi fundet den afslappede løsning: Sightseeing-busser!! Stort hit igen - skulle vi hilse og sige.

Vi bor på Pan Pacific, ned mod marinaen, på 34. etage (næstøverste etage), med udsigt over byen. I vores lounge, hvor vi spiser morgenmad (med champagne!) og snacks, er der udsigt (og balkon) mod havnen. Det er svært at vælge hvilken udsigt, der er fedest. Vi har valgt lidt luksus denne gang, så vi har da lige fået egen butler, som man kan ringe til døgnet rundt... Han blev bl.a. bedt om hjælp da nogen (A.) havde vovet sig ud i elevatoren UDEN nøglekort. Den slags gør man ikke her, for uden nøglekort kan man ikke vælge etage, og kører så bare lidt op og ned i stedet for... Ups.
Værelset er superlækkert, med flotte panoramavinduer og rigelig plads, men her regner vi ikke med at bruge så meget tid. Denne her by går lynhurtigt under huden på én, og man skal bare ud og se se se...
Byen er virkelig turistvenlig. Alt står på engelsk, og ingen forsøger at køre en ned, her er nemlig begrænset med trafik. Udover at alle biler skal skiftes ud når de fylder 10 år (medmindre man er villig til at betale en heftig sum penge), så er der også automatisk "vej-bizz" spredte steder i byens gader, så man får en støt voksende regning for at køre rundt her. Det er et af de dyreste steder i verden at have bil - derfor ikke meget trafik. Smart!
Der er shopping-malls overalt. Som i: -overalt-. Mindst 70-80 stk (!) i byen. Store, dyre, lækre malls med alle de mærker man kan komme på. Med aircondition, så man næsten går og småfryser lidt hvis man ikke har et sjal med (det har A.). Og de er hyggelige - små øer med caféer, et springvand og statuer hist og pist.
Enkelte malls går dog lidt over gevind: (L. elsker den slags).
Ja, det er gondoler...

Vi har været lidt omkring både i går og i dag. Vi har bl.a. været oppe i Singapore Flyer, som er verdens højeste pariserhjul.
165 meter højt.
Vi var der om aftenen, lige ved solnedgang. Turen rundt tager 30 minutter. Man kunne både spise en lækker middag i en af kapslerne mens man kører rundt, eller bare nyde en flaske champagne sammen. Vi valgte dog blot at tage turen rundt uden større ståhej.
 Her er vi halvt oppe.
 Og der var langt ned!!!
Her er vi på toppen af hjulet - vild udsigt over byen. Til venstre på billedet nedenunder ses Marina Bay Sands Resort&Hotel, som åbnede her i juni - der er mere end 2500 værelser, et kæmpe kasino og en Skybar på toppen. Det skal vist forestille et skib på toppen af 3 høje bølger. Det ligner mest noget der lige er landet fra det ydre rum. Alt for blæret. Der vil vi bo næste gang.
Bemærk også fodboldbanen nederst til højre - ja, korrekt, den der er ude i vandet. Sejt. Vejen yderst til højre er en del af Singapore's Formel 1 bane. Jo, der er nok at kigge på.
Efter at have set den Skybar fra luften, måtte vi bare derover. Det er en vildt flot bygning - helt overdrevet. Det koster ca 80 kroner pr næse at komme op på toppen.

Ovenfor: L. på kanten af Formel 1 banen.
For at komme over floden, skal man over denne DNA-streng-formede bro. Det med stil, det er noget de kan her...
Fra Skybar. på 56. etage.
 Singapore Flyer fra luften. Pludselig lidt lille...
Der er naturligvis også en kæmpe pool med palmer deroppe på 57. etage - så man kan ligge og nyde udsigten... Faktisk var der 2 pools som lå i forlængelse af hinanden, hver på over 100m i længden... Og nej, vandet glider ikke bare ud over kanten, men det ser sådan ud når man står inde på det tørre. Sejt.
 Man glemmer let man er flere hundrede meter oppe i luften... 

I dag har vi så været med den allerede omtalte sightseeing-bus. Gennem bl.a. Chinatown og Little India. Lidt udvalgte billeder fra turen:
Et Hindu-tempel.
 Fra China Town.
 Smukke, stolte højhuse.
 Fra Little India.
 Et marked i Little India. Der duftede af alle krydderier på én gang, sødt, stærkt - og lidt af fisk.
Her til aften har vi næret på Night marked i Chinatown, til fods - her kan man bl.a. købe kopi-Coca Cola. Det har vi så ikke set før... A. fik sig en vifte og endnu en magnet til køleskabet derhjemme. (L. har troligt gået med rundt i alle byer og fundet den helt rigtige magnet... tålmodig mand er han faktisk.)
Nu er vi på vej under dynen. Imorgen venter en ny spændende dag i Singapore.
Vi skrives ved, I kære læsere...



1 kommentar:

  1. Fede billeder ! Kys fra Jane = svigermor. Vi glæder os til at I komemr hjem til Danmark og julemad samt gaver!

    SvarSlet