lørdag den 11. december 2010

Oasen i Singapore. Vol. I.

Vi har været på Sentosa Island... Skønt skønt sted. Ligger en lille tur på 30 min med bus fra Singapore, (og er også en del af samme) og er noget helt anderledes end skøn og smuk storby, lige meget hvor grøn den så end er. Strand, sol, sand og idyl! Nice. Faktisk ærgerligt at vi ikke havde badetøj med...
Vi tog vores sightseeingbus derud og stod af. Var på stranden, gik over en kæk hængebro som lå i vandoverfladen, over til endnu en lille ø, med masser af palmer og fuglefløjt.
Man fik næsten ikke våde sko.
Faktisk det mest sydlige man kan komme i "Fastlands-Asien". 135 km fra Ækvator. A. kom til at nævne, at det kan man da gå på én dag. Måtte have fået lidt solstik.
På Sentosa er der lavet en masse lir for at trække folk til. En kæmpe tivoli-agtig park, vilde hoteller, en fuglepark, optog, Segway-ruter (dén der to-hjulede ting som er forbudt i DK), 1,2 km racerbane ned ad en lang bakke og meget meget mere, for ikke at nævne strand, grønne områder og en masse lækre butikker. OG "cable-cars" med direkte forbindelse til fastlandet. I et øjebliks sindssyge (måske fik hun virkelig solstik?!) foreslog A. at tage en tur i dem - uden at tænke på dét der med hendes højdeskræk og den medfølgende dødsskræk. L. måtte holde skansen og berolige - det skulle efter sigende ikke have været den sjoveste tur. Men så har vi prøvet dét...
Her sidder L. med en tryg arm om A., der med lukkede øjne prøver at bekæmpe akut panik og nå "zen".(Hun nåede ikke engang en tilnærmelsesvis normal vejrtrækning).
 Hørte at udsigten var flot - tvivler ikke. Men se lige, hvor langt der er ned...?!!!


Det blev naturligvis også til mere sightseeing. Der er en meget berømt Mer-lion i Singapore (den er på alle postkort i hvert fald). Den blev omgående døbt "søløven" og virkede ikke længere så eksotisk. Flot var den dog. Og populær - der var ca. lige så mange japanere med kameraet fremme, som på en solskinsdag ved Den Lille Havfrue. Vi fik dog alligevel et godt udsyn.
Et tempel eller to blev det også til. Her i Singapore synes vi ikke at de gør helt lige så meget ud af vedligeholdelse af dem - der var dog noget rustikt over det.

Nå, fortsættelse følger. Vi sidder i lufthavnen og skal nå et fly til Malaysia. So long, kære venner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar