lørdag den 19. september 2015

Lidt om Cairns. Og lidt om solskoldning.

Vores tid i Cairns er ved at være slut for denne gang, og det har været en dejlig tid.

Cairns er en virkelig fin by. Her er alt en turist kunne ønske sig. Masser af forskellig mad for enhver smag/pengepung, souvenirbutikker hvor man kan få det meste, og ca. hver femte meter en biks hvor man kan købe sin næste udflugt til alle mulige steder i området.
Vi nævner i flæng: Great Barrier Reef, Kurunda (regnskov), Tablelands (mere regnskov), Whitsunday Islands, Port Douglas og Green Island (eller som de lokale kalder den: Chinatown Island - da utallige kinesiske turister dagligt fragtes derud for at få deres "version" af Great Barrier Reef. -De fleste af dem kan nemlig ikke svømme, og så er det lidt mere praktisk med en ø de kan soppe i vandkanten af.)

Vi har oset rundt i gaderne, gået langs vandet, spist god mad (og is!) og kort sagt bare nydt Cairns.
Det har været varmt, solrigt og generelt en rigtig god start på vores rejse.




Selve Cairns strand er dog ikke så lækker. Vandet er mudret og sandet ligeså. Fuglene er dog meget begejstrede for det. Vi lidt mindre.
Så vi tog en bus nordpå til Palm Cove, hvor der til gengæld er en virkelig smuk (og virkelig lang) strand. Solen skinnede og vinden sørgede for at det ikke føltes for varmt. -Så vi gik ca 5 km langs vandet.


På vores gåtur langs stranden spottede vi dette skilt flere gange.


Krokodiller! På stranden. -Vi husker den australske Jack the Ripper, så vi ved at dem skal man have lidt respekt for. Flere steder vi passerede, kunne man levende forestille sig der boede en dille eller to:



-Det er ikke en skygge under træerne på billedet ovenfor. Det er stillestående vand. Skræmmende stillestående vand!

Det blev ved uhyggen. Heldigvis. Ingen krokodiller denne dag.
Men stranden var smuk.


Nå. Men vi var jo ude og snorkle i forrige indlæg. Det har vi været igen.
Endnu en sejltur ud til et nyt sted på fantastiske Great Barrier Reef, nærmere bestemt "Upolo Reef".
-Ialt er der tilsammen over 3000 rev derude, så der er jo nok at vælge imellem!
Vi sejlede ud med denne katamaran og havde en skøn dag.


Fordelen ved katamaranen i forhold til båden på første tur var, at katamaranen ikke sejlede så hurtigt, så man kunne virkelig nå at dase på vej derud.
Vi var bare 20 gæster ombord, så der var plads nok. "Reef Daytripper" kan vi også anbefale!



Eneste slange i paradis var, at batteriet til vores undervandskamera viste sig at være kaput. Så ingen nye billeder af hajer, fisk eller skildpadder denne gang. I må bare tro os når vi siger at vi nød revet rigtig meget.
Højdepunktet var nok at vi svømmede i flere minutter med den fineste 1 meter lange skildpadde blot en armslængde fra os. Vi så desuden en stor hvidtippet haj, to forskellige slags sting-rays, utallige smukke fisk og fantastiske farvestrålende koraller. Alt i alt en uforglemmelig dag på havet.

Tre ting som til gengæld ikke går så godt i spænd er sart, skandinavisk hud. den australske sol og timelang snorkling... Hvis man oven i købet er rødhåret, er den helt gal.
Ikke engang rigelig og hyppigt gentagen brug af solfaktor 50+ kan rette op på dette faktum.
Vi har i hvert fald efterfølgende været på apoteket og købe smertelindrende spray, og en højpotent aftersun.
Av. For. H.


Hvad kan man så lære af det? Nogen skal i hvert fald holde sig i skyggen de næste par dage.
Og ikke mere snorkling foreløbig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar