søndag den 10. oktober 2010

En plads i solen

Et par solskinsrige dage i New York er gået, og vores ophold i byen lakker nu mod enden.
Der har været nogenlunde fuldt program hver dag, godt hjulpet af det gunstige vejr. Ikke en eneste regnbyge på de 5 dage vi har været her!
Den lokale "Diner" hvor morgenmaden blev spist. Verdens bedste yoghurt med müsli og friske bær.

Byen, eller rettere sagt nedre Manhattan, er blevet gået tyndt i dagtimerne, med lige dele shopping og sightseeing. Central Park er blevet betrådt, sammen med Ground Zero, 5th Avenue og et utal af tøjbutikker, som L. syntes var svært ligegyldige og A. syntes var aldeles fabulous... En biograftur i en af byens største biografer (AMC Loews) blev det også til. -Det skal nævnes at i denne er en "large" sodavand vitterligt "large". Ikke så sært de er så tykke de amerikanere...
Central Park. -L. var ikke til at hive ud derfra!

Aftensmaden er primært blevet spist ude. Vi har bl.a. spist i SoHo på Amerikas første registrerede pizzaria ("Lombardi's" -1905) og en lækker italiensk restaurant i Little Italy (hvor tjeneren kun modvilligt tog vores tallerkener, da A. ikke havde spist op...)
Af så stor en by at være, har den på alle måder været særdeles venlig og imødekommende i denne omgang. Ikke et eneste surt ansigt har passeret vores vej, og efter vores noget langtrukne ankomst har alt kørt på skinner. (Bortset fra at vi stadig ikke har sat fod i hotellets træningscenter).
Hotellet har i øvrigt levet fuldt op til forventningerne, med super service, pletfri rengøring, badekåbe i klædeskabet og badekar i badeværelset, som man kan dumpe ned i om aftenen og vaske støvet af sin trætte krop.
L. er efterhånden lidt træt af vaderiet rundt i byen, og har her til aften smidt sit veto-kort på bordet, så den står på take-out og filmhygge. A. benyttede lejligheden til at få spredt alt sit nyindkøbte tøj ud på sengen så hun kunne gå og beundre det. L. var stadig ligeglad. Hans indkøb i NY bestod i alt af to kabler til sin bærbare computer, således at denne kunne kobles til fjernsynet på de hotelværelser vi skal bo i de næste par måneder. Big spender, I know...
Imorgen er sidste dag inden vi fortsætter til Cancun i Mexico, så der er en del der skal nås.
Museumsbesøg, stand-up og en tur i toppen af Rockerfeller-centeret er umiddelbart planen. A. mener selv at hun er færdig med at shoppe i New York for denne gang. L. synes det lyder som en plade han har hørt før. Vi får se.

4 kommentarer:

  1. Dejligt at læse nyt! Nu kan jeg pludseligt atter se Jeres blog via face book! Tak for det. Kys Jane

    SvarSlet
  2. Tak skal du have. Samvittighedskrise skal du læse, men hey! nyd lige turen først. Det ser for fedt ud det I har gang i:)

    SvarSlet
  3. Det lyder stadig som en slemt ubehagelige oplevelse I er på der... adr, New York, og så Mexico ... (Ja, jeg er stadig sindsygt misundelig... sådan rigtigt på den grimme måde)

    Og ehm - det der tøj der skal flashes, må jeg anbefale en "tøj jeg har købt på min jordomrejse" tråd i MSS ...? Altså, nu, løbende ... så vi andre kan følge med og blive endnu mere misundelige!!

    God tur til Mexico :D Drik en tequila for mig også :D

    SvarSlet
  4. Herligt - tak svigermor :o) Godt I kan følge med igen!

    Kristian - nyder helt vildt! Det er så sejt det her...

    Angelina - tak tak, ja, det er lidt for blæret. Forstår ikke en smule af det selv...
    Faktisk havde jeg ikke tænkt på at flashe i MMS, det må jeg lige ha gang i ;o)

    Jeg springer muligvis den der tequila over - kan vodka, gin eller rom bruges?

    SvarSlet