fredag den 15. oktober 2010

Skulle hilse fra Paula

En filosof sagde engang: Vejret i Mexico er ligesom pizza; Selv når det er dårligt, er det faktisk ganske godt. (Kunne i hvert fald godt være noget en sådan gut ville sige).
Sagt på en anden måde, så har vi fået en del regn de seneste par døgn, og det har faktisk ikke været så kedeligt som det kunne lyde. Orkanen Paula valgte at lægge sin vej forbi Cancun, og efterlod en del vand på sin vej. Et sted mellem 60 og 80mm skulle der efter sigende være faldet på et lille døgns tid.
Stranden nedenfor hotellet samt vores balkon på værelset vender begge ud mod den Mexicanske Golf, hvilket gjorde at vi først fra stranden, og sidenhen fra værelset, kunne se Paula langsomt komme nærmere, for til sidst at hænge tungt over os. Det var et ganske spændende syn, med -meget- store og mørke skyer, en tiltagende strid blæst og masser af flotte lyn. Lidt af en oplevelse, som ikke blev dårligere af at det skete lige omkring solnedgang. 
Genindspilning af den virkelige hændelse.

Nu er Paula imidlertid rejst videre på sin færd, og solen skinner igen fra en stort set skyfri himmel. 



Luftfugtigheden er gået lidt ned, men er stadig ganske anseelig (Cancun er efter sigende et af de steder i verden med højest luftfugtighed, typisk mellem 80 og 90% vist nok), men vi har fået styr på vores aircondition på værelset, så der er der i det mindste tørt og godt. Min (Lars') bærbare computer har dog stadig ikke vist tegn på liv. Det er vist tid til en digital begravelse.
Når vi ikke lige stirrer på orkaner, går tiden i Cancun indtil videre med ren afslapning ved en af de mange pools, og indtagelse af alt godt fra det mexicanske køkken (incl. drinks), samt den bedste kaffe nogen af os nogensinde har smagt. -Baresso go home! Hotellets personale er næsten overhøflige, og deres service stort set upåklagelig. Hvis man trænger til at forkæle sig selv (og evt sin bedre halvdel), så er Omni Hotel i Cancun 100% et godt valg. Og når opholdet er betalt er det kun drikkepenge man skal bekymre sig om. "All Inclusive"holder hele vejen!

Lars i færd med at vælge den *helt* rigtige kage. Han endte vist med en af hver slags.

Vi blev i øvrigt inviteret til at se deres fineste suiter i dag. Det viste sig (hvilket vi nok burde have gættet på forhånd) primært at være et oplæg til køb af en timeshare-lejlighed på hotellet, som en meget entusiastisk amerikansk gut på 25 år forsøgte at sælge os. Vi afslog dog høfligt. (Bonus-citat fra seancen, henvendt til Lars efter at sælgeren havde tjekket hans pas: "Hey, you just had your birthday! HIGH FIVE!!")  Yes...

Imorgen vil vi så småt begynde at bevæge os ud i området og se lidt ruiner, natur og selve Cancun by. Det skal nok blive sjovt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar